I dag kan VLKAK-regeringen fejre et års jubilæum. Efter et kaotisk efterår, hvor Liberal Alliances Anders Samuelsen truede med at sprænge hele det borgerlige samarbejde i luften og udøse valg, hvis ikke han fik sat topskatten ned med fem procentpoint, kunne Lars Løkke Rasmussen 28. november 2016 gå til Dronningen og præsentere en regering med Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Siden har samarbejdet mellem de tre partier været bemærkelsesværdig roligt. Omvendt har det været vanskeligt at pege på de helt store resultater når man ser på de ambitioner, regeringen selv stille op i sit regeringsgrundlag.

Så hvad er egentlig læreren af det første år ved magten? Netavisen Pio giver her fem bud på, hvad vi kan lære af VLAK-regeringen.

1. Ministerposter er vigtigere end resultater
Udskyd, aflys, indrøm. Det har været strategien i en række af de sager, hvor regeringen har været på kollisionskurs med Dansk Folkeparti og oppositionen. For når der er langt mere ro om regeringen i dag, end der var for et år siden, så skyldes det ganske enkelt, at regeringen har taget en række af sine upopulære forslag af bordet eller har valgt at indgå kompromis med oppositionen.

Den højere pensionsalder er blevet droppet. Topskattelettelserne (hvert fald i den oprindelige form) er taget af bordet. SU-reformen udskudt. Aftalerne om boligskat og registreringsafgift landede et godt stykke fra det, regeringen havde spillet ud med. Læg dertil nederlag i forhold til blandt andet Uber, togfonden og en undersøgelse af skat.

Væk er sidste års hårde konfrontationer, hvor Anders Samuelsen, Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl forsøgte at nedstirre hinanden og håbe, at en af dem ville blinke. I stedet har de tre regeringspartier tilsyneladende erkendt, at de er i mindretal, og at de derfor må rette ind efter flertallet, hvis de vil fortsætte med at være regering.

Der forhandles i disse dage om en skattereform, Jobreform II, hvor både loftet over beskæftigelsesfradraget (som de facto hæver marginalskatten for høje indkomster) og dagpengenedskæringer for de unge ker i spil. De kommende dage må vise, om regeringen her igen vælger at bøje af, eller om det omsider lykkes at få en politisk sejr.

2. Dansk Folkeparti kunne godt stå fast
Kristian Thulesen Dahl viste, at han godt kan stå fast over for en borgerlig regering. Mange havde måske forventet, at Thulesen Dahl efter lidt rituel modvilje ville give efter for det blå pres, måske for løftet om nogle diffuse tiltag på udlændingeområdet, sådan som det blandt andet var sket i 2010 og 2011, da partiet medvirkede til blandt andet at halvere dagpengeperioden, beskære efterlønnen og hæve pensionsalderen.

Men forløbet omkring regeringens 2025-plan viste, at Dansk Folkeparti godt kan stå fast over for regeringen, og VLKAK valgte blandt andet at droppe at skrive ønsket om lavere topskat ind i regeringsgrundlaget, ligesom det senere fik VLAK-regeringen til at trække sit forslag om højere pensionsalder. Dansk Folkeparti har heller ikke holdt igen med kritik af regeringens ministre, mest udtalt i forhold til transportminister Ole Birk Olesen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Såfremt Dansk Folkepartis bevægelse er permanent, er det virkelig dårligt nyt for regeringspartierne. Det betyder nemlig reelt, at de partier, der ønsker en markant mere borgerlig økonomisk politik, kun råder over godt en tredjedel af Folketingets mandater.

De igangværende skatteforhandlinger vil give den måske hidtil klareste vidnesbyrd om, hvor stærkt og vedvarende Dansk Folkeparti kan stå fast over for de tre regeringspartier.

3. Liberal Alliance er ’bare’ et parti som alle andre
Liberal Alliance er et almindeligt parti, der har droppet de ultimative krav og acceptereret de grå kompromiser som det muliges kunst. Det er der jo for så vidt ikke noget i vejen med – nogen vil ligefrem sige, at det er sådan det fungerer i et demokrati, hvor ingen har flertal alene.

Når det alligevel er bemærkelsesværdigt, så skyldes det, at Liberal Alliance netop har slået sig op på et være præcis det modsatte: Et parti, der ikke accepterede den gængse logik om, at man måtte bøje sine holdninger mod hinanden og nå til enighed, men mente at hvis bare man var tilstrækkelig stålfast, så kunne man tvinge sine krav igennem.

Med udtalelser som ”Vil man ikke finde 7 milliarder og fjerne topskatten på et budget på 1000 milliarder er ikke borgerlig-liberal. Så er man et venstrefløjsparti” og ”Hvis LA ikke står fast på kravet om topskattelettelser nu, har vi ingen eksistensberettigelse som liberalt parti”, så havde Samuelsen fået pustet forventningerne godt op. Men alt det var tilsyneladende glemt, da Samuelsen kunne hoppe ombord i jobbet som udenrigsminister.

4. Grænser for hvad Venstre kan holde til?
Umiddelbart efter dannelsen af VLAK-regeringen var forventningen, at det især ville blive hårdt for Liberal Alliance at lægge ryg til de mange kompromiser. Men ironisk nok har det især været det store regeringsparti Venstre, som det seneste år har været præget af internt ballade, som har sat spørgsmålstegn ved Løkkes lederskab.

Det startede allerede ved selve regeringsrokaden, hvor Løkke-støtter som Peter Christensen, Søren Pind og Troels Lund Poulsen blev fyret eller degraderet. Derefter har Venstre været præget af ballade på udlændingeområdet, som senest blev tydeliggjort i sagen om et burkaforbud, hvor ordførerne Marcus Knuth og Jan E. Jørgensen var vildt uenige. Og regeringens forsalg om at indføre statslige lån til andelsboligforeninger og ændre reglerne for politikeres pensionsvilkår medførte den besynderlige situation, at Venstres gruppeordfører, Søren Gade, åbent gik imod den øvrige Venstreledelse og indtog et alternativt standpunkt.

Så mens der udadtil er skabt mere ro om regeringen, så går bølgerne højt internt, endda på det udlændingeområde, som tidligere har været et trumfkort for Venstre at spille ud for at splitte oppositionen.

5. Dansk økonomi klarer sig glimrende uden Løkkes ”katalog af ubehageligheder”
Dykker vi et spadestik dybere ned i selve substansen, så har vi også lært, at dansk økonomi klarer sig ganske glimrende uden de reformer, der ellers ifølge regeringen var meget vigtige for et år siden. Vismændene har aflyst det såkaldte ’hængekøjeproblem’, udsigten til at Danmark i en periode ville have større underskud på statens finanser end tilladt ifølge EU-reglerne. Og en lang række økonomer har været ude at aflyse behovet for nye store arbejdsmarkedsreformer, der skal øge udbuddet af arbejdskraft.

Faktisk kan man ved at sammenligne Løkkes åbningstale til folketinget i 2016 og 2017 tydeligt se, at statsministeren er blevet langt mere positiv i sin bedømmelse af dansk økonomi fra 2016 til 2017, både på kort og på lang sigt. I 2016 måtte vi forstå, at dansk økonomi stod på en brændende platform og at vi kunne se frem til alverdens ubehageligheder, hvis vi ikke gennemførte de reformer, som Løkke havde fremlagt – blandt andet lavere topskat, højere pensionsalder og lavere SU. Et helt ”katalog af ubehageligheder”, som daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen formulerede det.

Men et år efter slog Løkke fast, at ”Dansk økonomi er bomstærk”, selvom der altså ikke er gennemført mange af de reformer, han fremlagde i 2016.