Annonce

Fem top-embedsmænd får kritik i Støjberg-sag

Instrukskommissionen retter nu søgelyset mod en række embedsmænd i sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks - eller ordre - om at adskille unge asylpar.
Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg bliver ikke den eneste, for hvem sagen om en ulovlig instruks risikerer at få konsekvenser.

En række embedsfolk levede nemlig ikke op til deres ansvar om at sige fra, da Inger Støjberg i 2016 krævede alle par, hvor den ene part var mindreårig, blev adskilt på asylcentrene.

Fem højtstående embedsfolk kan således drages til disciplinært ansvar i sagen, lyder det fra Instrukskommissionen, der netop har afgivet sin beretning. Dermed har kommissionen afsluttet sin undersøgelse.

placeholder

Må vente på Rigsretten

Mens Inger Støjberg til efteråret stilles for en rigsret, må de fem embedsmænd dog vente på at få afgjort deres fremtid på Slotsholmen.

"Da det er forventningen, at Rigsretten vil tage stilling til forhold, der er beskrevet i kommissionens beretning, findes det rigtigst, at eventuelle disciplinære forløb som følge af beretningen afventer Rigsrettens dom," oplyser Justitsministeriet.

Forholdet mellem ministre og embedsmænd

"Det vil endvidere blive overvejet, hvad kommissionens mere generelle bemærkninger om forholdet mellem ministre og embedsmænd og rammerne for embedsværkets arbejde giver anledning til."

Det drejer sig om to chefer og en chefkonsulent i Udlændingeministeriet samt to fra Udlændingestyrelsen.

Offentligt ansatte er underlagt et almindeligt princip om sandhedspligt, ligesom det er en almindelig regel, at embedsværket heller ikke må medvirke til, at ministeren videregiver oplysninger, som er urigtige eller vildledende.

Hjemsendt afdelingschef

Særligt hård er kritikken af den hjemsendte afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen, der i sin tid stod for at sende en pressemeddelelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet videre til Udlændingestyrelsen. Pressemeddelelsen lagde op til at adskille alle asylpar uden undtagelser, hvorfor den ifølge både Folketingets Ombudsmand og Instrukskommissionen blev til en ulovlig "instruks."

Den pressemeddelelse indtelefonerede Line Skytte Mørk Hansen til Udlændingestyrelsen og bad dem om at sætte gang i adskillelserne. Selv har den hjemsendte afdelingschef forklaret, at det selvfølgelig skulle ske efter reglerne, mens adskillige ansatte i styrelsen har bestridt den forklaring.

Er af en betydelig grovhed

"Hun har handlet i strid med de pligter, der gælder for embedsværket," står der i beretningen. Her hedder det:

"Kommissionen har endvidere fundet, at Line Skytte Mørk Hansens tilsidesættelse af sine tjenstlige pligter er af en betydelig grovhed, og at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar. " 

Støjberg for retten

Første del af Instrukskommissionens beretning førte som bekendt til, at Folketinget har indledt den blot sjette rigsretssag i danmarkshistorien mod Inger Støjberg.

Hun er tiltalt for brud på ministeransvarlighedsloven.

De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, understreger, at kritikken af embedsmændene ikke frikender den tidligere udlændinge- og integrationsminister.

Støjberg klart fik at vide

"Instrukskommissionens sidste delberetning understreger stadig, at Støjberg klart fik at vide, at en undtagelsesfri ordning var ulovlig inden sin “beslutning eller klare tilkendegivelse”," skriver Kristian Hegaard på Twitter.

placeholder

Beretningen består af i alt syv bind, hvoraf bind 1-5 og bind 7 blev sendt til Folketinget og offentliggjort den 14. december 2020.

Fem får kritik

De fem embedsfolk, der ifølge Instrukskommissionen kan drages til ansvar for lovbruddet, er:

  • Line Skytte Mørk Hansen, daværende afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncernstyring.
  • Lykke Sørensen, daværende afdelingschef i ministeriet.
  • Jesper Gori, kontorchef i ministeriet.
  • Lene Linnea Vejrum, daværende vicedirektør i Udlændingestyrelsen.
  • Ditte Kruse Dankert, kontorchef i styrelsen.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det har nok ikke været rart at være embedsmand under IS. Jeg tro ikke de turde sige fra simpelthen. Men det må jo komme frem i vidneudsagnene.

Esbjerg 26.4.2021.
Jeg skrev 7. januar 2021, at det var underligt, at Folketinget kunne tage stilling til at rejse Rigsretsag mod Inger Støjberg før Instrukskommssionen havde undersøgt embedsværkets ageren i 2016. Den nu fremkomne beretning herom bekræfter desværre mine værste anelser. Fem medarbejdere kritiseres, mens to - nemlig daværende dep. Chef Uffe Toudal og daværende direktør i Udlændingestyrelsen Henrik Grunnet - ikke engang nævnes i Pio’s d.d. artikel på trods af deres helt centrale placering og ansvar. Der er kun en grund til at de ikke behandles i beretningen: ingen af de to er længere ansat i den statslige forvaltning. Dermed slipper de for undersøgelse og for at blive stillet til ansvar. Folketingets fremgangsmåde i Instrukssagen er helt igennem pinlig og at S deltager i jagten på at få Inger Støjberg ned med nakken er stærkt kritisabelt. En ting er at være politisk uenig. Noget helt andet er at bruge anløbne juridiske kneb for at knække en modstander.