Feriepenge kan give skattesmæk og smittetal stiger

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

Denne dag kan byde på nyheden om, at hvis du vælger at få udbetalt de omdiskuterede tre ugers feriepenge, som ligger og venter på dig til efteråret, så risikerer du samtidig at skulle betale topskat af pengene. De Radikale har nemlig skiftet holdning! Og så er antallet af coronasmittede steget med 144 siden i går. Endelig har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) måtte undskylde et Tweet, hvor han kritiserede FC København få timer før klubbens opgør mod Manchester United i Europa League.

Tak fordi du læser med.

 

Politisk flertal vakler: Du risikerer skattesmæk af indefrosne feriepenge

Hvis du vælger at få udbetalt de omdiskuterede tre ugers feriepenge, som ligger og venter på dig til efteråret, så risikerer du samtidig at skulle betale topskat af pengene.

Tirsdag blev lovforslaget fremsat, der skal få milliarderne til at flyde fra statskassen og ud i samfundet, så forbruget og virksomhedernes hjul kan dreje videre efter et iskoldt forår præget af coronavirus.

Tidligere stod Radikale Venstre bag blandt andet Fagbevægelsens Hovedorganisation, der mente, at der allerede var en aftale om en flad beskatning, hvor alle betaler 38 procent.

Modellen blev fremlagt af Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsernes Hovedorganisation (FH), der kaldte en sådan model for en klokkeklar aftale, da man udfærdigede den nye ferielov.

Men Radikale Venstre støtter ikke længere op om forslaget, fortæller beskæftigelsesordfører Samira Nawa til DR Nyheder.

”Vi har løbende over sommeren stillet Beskæftigelsesministeriet spørgsmål om, hvordan feriepengene skal beskattes, og ministeriet har fortalt både mundtligt og skriftligt, at det skal være en progressiv beskatning. Det er deres vurdering, og den bakker vi op om”, siger Samira Nawa.

Dermed har partiet ændret kurs i forhold til den 25. juni, hvor DR Nyheder ellers kunne fortælle, at der var et flertal udenom regeringen med hele højrefløjen og de Radikale Venstre for en flad beskatning på 38 procent af de udbetalte feriepenge.

Altså en model hvor alle danskere – både dem i de laveste og højeste indkomstgrupper – skal betale samme skatteprocent.

Regeringen har hele tiden holdt fast i, at de, der vil have udbetalt pengene, skal beskattes normalt - altså med fuld beskatning, hvor en indtægt på over 531.000 kroner efter AM-bidrag i år udløser topskat.

Læs hele historien her.

 

Antal coronasmittede stiger med 144 siden i går

Yderligere 144 personer er registreret smittet med corona det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut til DR Nyheder.

Heraf er 56 af de nye tilfælde registreret i Aarhus, mens der er fem nye tilfælde i Silkeborg. De resterende nysmittede er fordelt med en til fem tilfælde i 39 forskellige kommuner.

Mandag blev der meldt om 76 nye smittetilfælde, men antallet i dag altså igen er oppe over 100.

Samlet set er 14.861 personer blevet testet for coronavirus siden opgørelsen i går.

Siden februar har i alt 14.959 personer herhjemme været smittet med covid-19.

Antallet af coronarelaterede dødsfald på landsplan er det seneste døgn steget med en, mens der er tre færre indlagte. I alt er 20 indlagt, heraf to på intensiv og en af disse i respirator.

Læs hele historien her.

 

Ledige indvandrere får mindre aktivering end etniske danskere

Trods en markant overrepræsentation i kontanthjælpssystemet får ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp mindre aktivering end etniske danskere.

Det skriver Netavisen Altinget.

Det viser en ny analyse, der er udarbejdet af Danmarks Videnscenter for Integration.

I 2019 var kvindelige kontanthjælpsmodtagere med en ikke-vestlig baggrund gennemsnitligt aktiveret i 11,4 procent af den tid, de modtog ydelsen, mens mænd var aktiveret i 12,6 procent af tiden. Til sammenligning var aktiveringsgraden for etnisk danske kvinder 16,8 procent og 19,4 procent for mænd.

Den lavere aktiveringsgrad blandt indvandrere kan betyde, at færre indvandrere kommer i job, vurderer Rasmus Brygger, der er stifter af Danmarks Videnscenter for integration.

”Når særligt ikke-vestlige indvandrere får markant mindre indsats end etniske danskere, kan det medføre, at der kommer færre indvandrere i job end der ellers ville," siger han.

Den lave aktiveringsgrad står i kontrast til den brede politiske ambition om at flytte flere indvandrere fra passiv forsørgelse til job, og flere partier efterlyser handling fra regeringen.

Regeringen arbejder i øjeblikket på en ny model, hvor indvandrere på offentlig forsørgelse kun modtager ydelse for de timer, de bruger i aktivering.

”I stedet for en ydelseslogik skal vi have en arbejdslogik: Hvis man kan arbejde, så har man også pligt til at finde sig et arbejde. Så man bidrager til det samfund, man nyder godt af. Hvis man så ikke kan finde et arbejde, skal man kunne komme i aktivering eller uddannelse og på den baggrund få en ydelse. Men man skal kun betales for den tid, man rent faktisk deltager,” skriver udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en mail til Altinget.

Læs hele historien her.  

 

Enhedslisten skifter gruppeformand

Enhedslistens folketingsgruppe har valgt sundhedsordfører Peder Hvelplund som ny gruppeformand.

Det skriver TV 2 Nord.

Peder Hvelplund afløser Jakob Sølvhøj, der har været gruppeformand de sidste fire år.

Den nye gruppeformand kommer fra Gl. Vennebjerg i Nordjylland, og erfaringerne fra provinsen vil han trække med sig ind på Christiansborg.

"Jeg håber, at jeg med den her post kan bringe mere af den virkelighed, vi oplever i Nordjylland og i provinsen ind på Christiansborg," siger Peder Hvelplund til TV 2 Nord.

Den dagsorden bakker politisk ordfører Pernille Skipper op om.

"Enhedslisten har mange gode svar på, hvordan vi sikrer det gode liv i yderområderne, og det skal Peder sammen med vores andre folkevalgte og hele partiets bagland være med til at sætte mere fokus på," skriver Pernille Skipper i et nyhedsbrev fra Enhedslisten.

Peder Hvelplund blev vagt ind i Folketinget ved valget sidste år.

Læs hele historien her.

 

Tesfaye undskylder Tweet

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har måtte undskylde et Tweet, hvor han kritiserede FC København få timer før klubbens opgør mod Manchester United i Europa League.

Det skriver Danmarks Radio (DR).

Her skrev Mattias Tesfaye nemlig følgende:

"FCK-United? Jeg kunne aldrig drømme om at håbe de klubber nogensinde vandt en fodboldkamp. Men hvem håber jeg mest på taber? Jeg håber på nederlag til Judas Stage og Kamil Paycheck".

En kommentar, der var rettet mod de to FCK-spillere Jens Stage og Kamil Wilczek.

Udlændinge- og integrationsministeren fjernede senere sit Tweet, men det var ikke nok til at formildne FCK. De to spillere har hver især været klubikoner i henholdsvis AGF og Brøndby, som er to af FCK's konkurrenter i Superligaen og Jens Stage var udsat for et brandattentat i sin lejlighed i Aarhus, da han meddelte sit klubskifte.

”Én ting er, at der kan være en hård tone mellem fans, men at en minister bruger en sådan tone, finder vi helt uforståeligt og uacceptabelt,” skrev FCK på klubbens hjemmeside. ”Det er forkert over for spillerne, men det er det i høj grad også over for spillernes familier, der i forvejen har måttet stå model til meget. Derfor forventer vi naturligvis en lige så officiel undskyldning fra ministeren, som hans angreb var det”.

Hvilket Mattias Tesfaye så har måtte rykke ud med på Twitter

”Undskyld! For mig er fodbold sjov og ballade og drilleri mellem klubberne. Men jeg blev gjort opmærksom på at mit tweet blev læst i forlængelse af nogle vanvittige trusler mod spillerne. Og så er det ikke sjovt længere. Alt det bedste til Stage og Kamil,” lød de forsonende toner fra Mattias Tesfaye et nyt tweet - i øvrigt sendt ud kort efter, at FCK var kommet bagud i kampen mod Manchester United.

placeholder

Læs hele historien her.

 

Tidligere SF-rådgiver Henrik Larsen er død

Den tidligere SF-strateg og særlige rådgiver Henrik Larsen er død kun 50 år gammel.

Det skriver Netavisen Altinget.

Den triste nyhed kommer efter kort tids sygdom, og selvom Henrik Larsen ikke var kendt i den brede offentlighed, var han kendt af mange på Christiansborg og i SF.

Henrik Larsen startede i SF i 2008 som rådgiver i sundhedspolitik og blev senere trukket over i partiets pressetjeneste af sin tidligere studiekammerat Claus Perregaard, der dengang var pressechef.

Såvel Claus Perregaard som Henrik Larsen blev vigtige kræfter i ændringen af SF’s profil under den daværende formand Villy Søvndal, hvor partiet skærpede sin værdipolitik og nåede rekordagtig tilslutning.

Henrik Larsen specialiserede sig desuden i sundhedspolitik, og i 2011 blev han særlig rådgiver for Astrid Krag, da den daværende SF’er blev sundhedsminister.

Henrik Larsen og Claus Perregaard mente dog, at SF var alt for eftergivende over for Socialdemokratiet, og begge foretrak derfor Annette Vilhelmsen som ny leder i stedet for Astrid Krag, efter at Villy Søvndal stoppede som formand. Deres håb var, at Annette Vilhelmsen ville trække SF ud af Thorning-regeringen. Efter Annette Vilhelmsens valg som partiformand, blev Henrik Larsen fyret som Astrid Krags særlige rådgiver og i stedet ansat i SF's pressetjeneste.

Begejstringen for Annette Vilhelmsen kølnedes dog hurtigt, og efter et halvt år som konstitueret SF-pressechef blev Henrik Larsen rådgiver for daværende transportminister Pia Olsen Dyhr.

Den post havde Henrik Larsen, indtil SF forlod regeringen i starten af 2014. Siden har Henrik Larsen arbejdet som selvstændig konsulent, senest har han været ansat som konsulent hos Danske Fysioterapeuter.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce