Annonce

FH vælger ny formand i september, dansk rocklegende er død og balladen om Weiss fortsætter

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
I ugens sidste nyhedsoverblik skal vi forbi Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som efter Lizette Risgaards afgang i utide skal vælge en ny formand. Og nu er datoen sat for den ekstraordinære kongres.

Dansk musikliv er blevet et ikon fattigere, da den højtelskede sanger Peter Belli er død i en alder af 79 år.

Til sidst er balladen om det konservative medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, ikke overstået endnu. Ekstra Bladet kan i dag løfte sløret for de konkrete beretninger om dårligt arbejdsmiljø, som førte til at De Konservative droppede hende som kandidat til næste års valg.

Velkommen til Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik ’Aktuelt’.

God læselyst!

 

FH vælger ny formand i september

7. september 2023 skal Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) vælge ny formand på en ekstraordinær kongres.

Det oplyser FH fredag i en pressemeddelelse.

Afholdelse af den ekstraordinære kongres afhænger af om den igangværende advokatundersøgelse af den daværende formand Lizette Risgaards opførsel er afsluttet.

Risgaard trak sig fra posten som formand i weekenden op til 1. maj efter anklager om flere tilfælde af uønskede berøringer fra blandt andre ansatte i fagbevægelsen.

FH’s næste ordinære kongres finder sted i efteråret 2026.

 

Dansk rocklegende er død

Et af dansk musiklivs helt store træer er nu væltet.  Sangeren Peter Belli er død i en alder af 79 år.

Det oplyser Bellis pladeselskab Target Group fredag, ifølge DR.

Peter Bellis karriere tog fart i 1960erne som forsanger i flere danske pitrådsorkestre. Derudover har han begået sig i adskillige andre genrer og være både skuespiller og lagt stemme til tegnefilm.

 

Balladen om Pernille Weiss fortsætter

De Konservative skrottede for nylig medlem af Europa-Parlamentet Pernille Weiss som partiets spidskandidat. Det skete på baggrund af en undersøgelse om dårligt arbejdsmiljø.

Flere af Weiss’ tidligere ansatte kunne berette om hård tone og stort arbejdspres. Flere havde måttet sygemelde sig.

Ud over at miste kandidaturet, så opfordrede partiformand, Søren Pape Poulsen, desuden Pernille Weiss til at trække sig fra posten øjeblikkeligt.

Det har Weiss nægtet, og hun har afvist anklagerne imod hende.

Nu belastes hun dog af, at Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af beretningerne til De Konservatives sekretariat. Avisen har desuden talt med flere af de tidligere medarbejdere og kan nu fremlægge detaljerede vidnesbyrd.

”Til sidst ser jeg ikke nogen anden udvej end at sygemelde mig. Og jeg må også bare sige, at lige så snart jeg fik sygemeldt mig og ikke skulle åbne den der mail og være bekymret for hvad der nu ville havne i whatsapp, så var det en befrielse,” lyder det fra en af medarbejderne, som måtte sygemelde sig på grund af stress og modtage psykologhjælp.

Der skal være valg til Europa-Parlamentet i juni 2024.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tak for musikken Peter Belli - du var en af de store. Hvil i fred