Annonce

Filippinske arbejdere bor i slumlejr i Danmark

Op mod 200 filippinere bor under usle og uhygiejniske forhold i stor lejr i Padborg. Her hyres de af dansk vognmand. Timenlønnen er 15 kroner i timen.
Ekstrem lav løn, lange, udmarvende arbejdsdage i lastbilen og slumagtige boligforhold.

Sådan ser virkeligheden ud for en lang række filippinske chauffører, der kører lastbil i Europa for den danske vognmand Kurt Beier. Filippinerne er indkvarteret i en lejr hos vognmandens afdeling i den sønderjyske by Padborg nær grænsen til Tyskland.

De bor bag pigtråd i containere under kummerlige forhold. Sover på skummadrasser på gulvet, laver mad udenfor og har i alt fire toiletter.

Det skriver Fagbladet 3F.

3F Aabenraa har fået kontakt til en del af de filippinske chauffører.

Sådan kan man simpelt hen ikke behandle mennesker

”Chaufførerne bor i noget, de fleste mennesker vil kalde slum. Sådan kan man simpelt hen ikke behandle mennesker,” siger 3F-afdelingens formand Kim Brandt til Fagbladet 3F.

Dybt chokerede chauffører

Fagbladet 3F har talt med en række af de filippinske lastbilchauffører. De er meget utilfredse med deres forhold hos den jyske vognmand – og oplyser, at der er i alt omkring 200 chauffører tilknyttet lejren i Padborg, som bor der på skift.

”Vi blev lokket til Europa med løfter om gode jobs. Vi er dybt chokerede over de svinske forhold, vi bliver budt,” siger en filippinsk chauffør, der ønsker at være anonym, fordi han er bange for ellers at blive fyret.

Flere af chaufførerne fortæller, at de fryser i lejren.

3F: 15 kroner i timen

Chaufførerne oplyser, at de arbejder to og to. Og at de typisk er på arbejde i lastbilen i 18 timer ad gangen. I ni af timerne kører den ene chauffør lastbilen, mens den anden sidder ved siden af i førerhuset.

Ifølge flere af de filippinske chaufførers ansættelseskontrakter skal de have i alt 1.060 amerikanske dollars i løn og diæter om måneden. Det svarer til cirka 6.800 kroner.

3F har lavet en beregning af filippinernes timeløn ud fra kontrakter, løn og reel arbejdstid.

”De får omkring to euro i timen svarende til 15 kroner,” siger Kim Brandt.

Til sammenligning tjener en typisk dansk eksportchauffør ifølge 3F mellem 26.000 og 32.000 kroner om måneden, hvis overenskomsten følges. Ligesom en dansk chauffør har mulighed for at se familien jævnligt.

Formand for 3F Aabenraa, Kim Brandt ,er rystet over forholdene:

Det er social dumping af værste skuffe. Jeg har aldrig set værre forhold i Danmark

”Det er social dumping af værste skuffe. Jeg har aldrig set værre forhold i Danmark. Det er en meget grov udnyttelse af chaufførerne, og det underminerer fuldstændig forholdene i transportbranchen. Myndighederne og politikerne må straks gribe ind og stoppe udnyttelsen af chaufførerne og ødelæggelsen af arbejdsmarkedet i Danmark og Europa,” siger han til Fagbladet 3F.

Forsker: Det kan lovligt lade sig gøre

Kurt Beier udnytter et hul i lovgivningen. Filippinerne får opholds- og arbejdstilladelse i Kurt Beiers datterselskab i Polen. Når de har fået arbejdstilladelse i Polen kan de frit tage videre til andre lande – som Danmark – og tage arbejde helt lovligt.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Jonas Felbo-Kolding fra FAOS på Københavns Universitet kan de enkelte lande selv regulere, hvor mange mennesker fra tredjelande, de vil lukke ind i landet for at løse behovet for arbejdskraft.

”De nyder godt af arbejdskraftens og tjenesteydelsers frie bevægelighed inden for EU,” siger Jonas Felbo-Kolding til Fagbladet 3F og tilføjer:

”Der er ingen tvivl om, at transportbranchen i Danmark er under stort pres. Tidligere hyrede arbejdsgiverne polske og rumænske chauffører. Den rolle kan på sigt i stadig højere grad blive overtaget af borgere fra tredjelande,” siger Jonas Felbo-Kolding.

De filippinske chauffører er formelt set ansat i et polsk datterselskab. Fagbladet 3F er kommet i besiddelse af et dokument, hvor transportfirmaet selv oplyser, at det 28. marts 2018 beskæftigede 293 personer.

Direktøren: "Jeg vil ikke kalde det slum"

Direktør Kurt Beier Transport A/S i Esbjerg kalder forholdene i slumlejren for "fornuftige":

"Der er forskel på, hvordan man er indrettet. Hvis jeg skulle bo dér i en kortere periode for at have et arbejde, og jeg intet arbejde havde, så kunne jeg godt bo dér. De har mulighed for at lave mad indenfor eller udenfor. De kan komme i bad og på toilet gratis. De kan vaske tøj gratis. De får mad leveret. De har en seng at sove i. Jeg vil ikke kalde det slum," siger han til Fagbladet 3F.

Alle kan tage hjem, som de vil, hvis de ikke vil arbejde for os. Det er frit land

Direktøren understreger, at alle kan tage hjem, hvis de ikke kan lide forholdene i chauffør-lejren:

"Alle kan tage hjem, som de vil, hvis de ikke vil arbejde for os. Det er frit land. Vi tvinger ikke nogen chauffører til at tage noget job overhovedet. De siger selv ja til det," siger direktøren.

Opdateret kl. 14.50 med kommentarer fra direktør Kurt Beier.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet