Film om fænomenet og mysteriet Bob Dylan fokuserer lidt for meget på myten

Jeg havde egentlig forestillet mig, at en spillefilm om Bob Dylan ville få hans mange, gamle fans til at skrue ekstra op for deres sure, kritiske sans, men det har faktisk vist sig at være en fordom fra min side.

Det modsatte er faktisk tilfældet: de fleste af dem knuselsker den! 

Måske er det hans modtagelse af Nobelprisen i litteratur i 2016, der har forvandlet disse kritikere, der ellers altid har faret i flint, når den amerikanske kulturindustri har diverteret med noget, der grundlæggende er poppet og udvandet.

Derfor er det altså blevet min tort at være den, der spilder lidt malurt i bægeret, og forholder sig kritisk overfor filmen. Nogle skal jo holde hovedet koldt, trods alt.

Og om ikke andet, så illustrerer James Mangolds biopic om Bob Dylans gennembrud som musiker, at det bestemt ikke bare er ligetil at kopiere hans sang.

Fænomenet Bob Dylan kan bedst beskrives som et mysterium

Megastjernen Timothée Chalamet, der spiller Bob Dylan og som synger alle sangene, gør skam et godt stykke arbejde, men det lykkedes ikke, at gengive hvad der i grunden er så fascinerende ved Dylans utal af måder at fremføre en sang på.

Det er selvsagt også for meget forlangt, og det vil med garanti gå hen over hovedet på de fleste, der ser filmen.

Dylan er et mysterium

Fænomenet Bob Dylan kan bedst beskrives som et mysterium, men gør man det, så er man allerede endt i det underlige paradoks, at man har sagt for meget.

En figur defineret som et mysterium, er allerede defineret sådan rent logisk, og det er bare ikke muligt med Bob Dylan.

Eller fejlen bliver i hvert fald den, at man ender med at gøre ham til en myteomspunden figur, hvilket ikke ville tiltale herren selv.

Eller sagt på en anden måde: hans mange albums og optrædener er en lang maskerade

For Bob Dylans måske mest karakteristiske træk er, at han hele tiden forandrer sig og anvender masker.

Eller sagt på en anden måde: hans mange albums og optrædener er en lang maskerade.

Hans snærende, nasale måde at synge nogle af sine mest berømte sange på, snyder den, der kun beskæftiger sig overfladisk med ham.

Tag for eksempel de legendariske sange, som han optræder med i duet, sammen med Johnny Cash, hvor hans sang er så smuk og harmonisk.

Og denne plurale side af Dylans evner som sanger er overhovedet ikke med i filmen, for James Mangold og Timothée Chalamet har valgt en anden og mere træg tilgang til filmen, der har titlen ‘A Complete Unknown’, der er en sentens fra Bob Dylans sang ‘Like a Rolling Stone’.  

Filmen glemmer hvor radikal Dylan var

James Mangold har baseret manuskriptet på Elijah Walds bog, ‘Dylan Goes Electric!’, der lidt ensidigt fokuserer på myten om Dylans radikale skifte fra traditionel og puritan folkesanger, der lykkedes med at få genren udbredt meget mere end stjernerne Woody Guthrie og Pete Seeger, via brug af en mere rocket og elektrificeret udgave, der i starten forargede genrens mange fans.

Problemet med denne forenkling er, at man glemmer, hvor radikal Bob Dylan faktisk var på så mange andre punkter.

Det er ikke, som sådan, kontroversielt, at Timothée Chalamet ikke kan synge som Dylan

Hans mange forskellige måder at anvende sin specielle stemme på, hans forskellige udtryk og sangenes forskellige, indholdsmæssige forskydninger, er simpelthen så mangefacetterede, at det i grunden er ærgerligt, at en biopic om netop ham bliver reduceret på denne måde.

Mangler en brik

Det er ikke, som sådan, kontroversielt, at Timothée Chalamet ikke kan synge som Dylan, men at han gør det sådan, at man ikke oplever, hvorledes Dylan ændrede sig radikalt fra sang til sang, er derimod fatal.

For det gør i hvert fald, at man som udenforstående mangler en brik til at kunne forstå, hvorfor han i den grad kunne fascinere, besatte og revolutionere en hel generation.

Dylan arbejdede konstant med maskerader, der ikke - som sådan - var falske narrativer, men heller ikke rent selvbiografiske

At hans tekster og måde at synge på siden har beredt vejen for blandt andre Leonard Cohen og et hav af andre poetiske sangere, der gik en anden vej end poppen og rocken, sådan som den blev serveret af for eksempel The Beatles, er baseret på Dylans måde at indgyde hver eneste sang med en stemthed, intonation og et udtryk for den følelse, han ønskede at formidle.

En konstant leg med genrer

Det er underligt nok biografisten David Yaffe, der i 2011 udgav bogen ‘Bob Dylan: Like a Complete Unknown’ (altså næsten samme titel som filmens), der bedst forklarer, hvor kompleks Bob Dylans musik og sang faktisk er.

Han pointerer, at forsøget på at indfange Dylan som en sanger, der var ”autentisk”, er fundamentalt forkert. Dylan arbejdede konstant med maskerader, der ikke - som sådan - var falske narrativer, men heller ikke rent selvbiografiske.

Selvfølgelig er det sandt, at den unge Dylan var profetisk

Det er derimod en konstant leg med genrer med forskellige udtryk og samtidig hele tiden et forsøg på at bevare, eller måske fange en i tiden direkte tilgang til noget magisk, der opstår ved selve fremførelsen af en sang.

Selvfølgelig er det sandt, at den unge Dylan var profetisk, når han sang, at du hellere måtte lære at svømme, og ikke falde til bunden som en sten, og at tiderne skifter sådan, at den underkendte bliver den anerkendte - og omvendt.

Men det er bare det mest iøjnefaldende hos ham som kunstner. Der er så meget andet.

Overvældende præstationer

Filmen forsøger at gengive den særlige stemning, der herskede i New York, da den unge Bob Dylan kom til byen i de tidlige 1960'ere for at møde især Woody Guthrie, der på daværende tidspunkt var indlagt svært syg på et hospital.

Her møder han sin helt, og her møder han Pete Seeger, der var den centrale musiker på scenen for folkemusik.

Her ser vi hvordan Bob Dylan bliver kærester med Sylvie Russo, der i virkeligheden hedder noget andet, men som Bob Dylan har krævet at blive beskyttet (spillet af Elle Fanning), og vi træffer musikeren og sangeren Joan Baez (spillet af Monica Barbaro).

Det er selvsagt ikke nogen nem opgave at spille Bob Dylan

Især Edward Norton, der spiller Pete Seeger, og Monica Barbaros præstationer er overvældende, og det er faktisk, når de spiller sammen med, eller samtaler med Bob Dylan, at filmen for alvor får et særligt skær over sig, der virker overbevisende.

Det er selvsagt ikke nogen nem opgave at spille Bob Dylan, der både var fascinerende og empatisk, men også uforsonlig og underligt lukket (tilsyneladende krukket), og på en måde gør Timothée Chalamet det grundlæggende godt, selvom det mest af alt handler om at ”holde igen”, som et udtryk for Dylans ”mystiske” utilregnelighed og hemmeliggørelse af sig selv.

Romantisering

På en måde er filmen vovet og anderledes, fordi den faktisk indeholder ekstremt mange musikalske opførelser, men samtidig er den ensidig og næsten fordummende traditionel, i disse tider, hvor biopics er så ekstremt populære og udbredte.

Det var for eksempel også James Mangold, der lavede en biopic om Johnny Cash, der også optræder i denne film.

Samlet set er filmen sådan set meget god

Det er også her helt tydeligt, at James Mangold lykkedes bedst med at gengive Cash’ særlige evner og musikalske geni, med garanti fordi han nu engang var en mere eksplicit stjerne end Dylan.

Samlet set er filmen sådan set meget god, og den efterlader en med et indtryk af Dylan som et fænomen, der kæmpede for kunstnerisk frihed, samtidig med, at han revolutionerede så meget, men jeg tror nu ikke, at den medfører, at Dylan vil få mange nye fans.

Med mindre, selvfølgelig, at ren attitude og en romantisering af en ombejlet bohemestjerne gør tricket. Dertil mangler den simpelthen nuancer.

Styr på stemningen

Stemningen fra dengang i 1960’erne er der skam, men dens ensidige fokus på, at folkesangen var nærmest gumpetung og ikke anvendelig til den stjernestatus, som Dylan efterstræbte, er ganske enkelt forkert.

Det var en tid, hvor en hel generation af unge gjorde oprør, og hvor hippierne begyndte at manifestere sig, og de kunne sagtens rumme mange genrer og mere seriøs musik og tekster med indhold, også uden larm og elektricitet.

Det var jo ikke alvoren i traditionen, som Dylan gjorde oprør imod. Tværtimod

Elektricitet var selvfølgelig et revolutionerende gennembrud for Dylan og folkemusikken som genre.

Men alt det andet, som Dylan gjorde for at modernisere genren, der var fastfrosset i støvstormene fra Depressionen, eller låst inde i ”autenticitet”, tidens oprørske frihedsbevægelser og ”Flower Power”, er i grunden ikke nok med i filmen.

Det er der, men det var jo ikke alvoren i traditionen, som Dylan gjorde oprør imod. Tværtimod. Det indtryk får man ellers af filmen, og det er synd og skam.

Respekt for forsøget

Filmen er nomineret til mange Oscars i år, men den fortjener i grunden ingen af dem.

Den fortjener derimod respekt for forsøget, og fordi den virkelig er seværdig og god på sin egen særlige måde, og fordi den i hvert fald ikke forfalder til rendyrket anskuelsesundervisning.

Dylans musik er, trods alt, ikke for alle

Den præsenterer, trods alt, det mest interessante uden at overdænge filmen med eksplicitte scener, hvor det hele skal forklares for de tungnemme.

Det gør måske, at helt uforberedte vil falde fra, men det er nok uundgåeligt.

Dylans musik er, trods alt, ikke for alle.

’A Complete Unknown’. Instrueret af James Mangold. Med Timothée Chalamet, Elle Fanning, Edward Norton mfl. 140 minutter. 2024. USA. Premiere i danske biografer i dag.