Film om Franz Kafka vil for meget

Agnieszka Hollands film om Franz Kafka er hverken fugl eller fisk. Den vil alt for meget, og den formår ikke at balancere mellem det indforståede og det banalt udpenslende. 

Enkelte scener og idéforlæg til filmen fungerer i grunden glimrende, og man suges ind i filmens univers, men filmen er som at betragte en novice udføre en svær opgave, hvis man sammenligner den med Magnus von Horns fremragende film, 'Pigen med nålen', der også havde verdenspremiere i 2025. 

Dengang jeg begyndte at studere filosofi på Aarhus Universitet i 1993, blev vi nye studerende udsat for en udfordring af den lektor, der holdt en velkomsttale for os. 

Han fortalte os, at Franz Kafkas kollega og mangeårige ven, Max Brod, havde fået besked på at brænde hans skrifter, men Brod valgte som bekendt at udgive dem, efter Kafkas død i 1924. 

Min lektor opfordrede os til at fokusere på det etiske i ikke at holde det, man lover, men det var egentlig den nemmeste del af opgaven. Anden del af opgaven, eller udfordringen, var meget mere kompleks. 

Kafkas mange nuancer

Franz Kafka har ikke haft et nemt liv. Det vidner hans efterladte skrifter om, ligesom hans biografi også indeholder meget mørke, depression og sorg. 

Og det er præcis denne del af ‘pakken’, som vores lektor bad os om at fokusere på: For hvad er egentlig det gode og meningsfulde liv? 

Har Kafka ikke levet forgæves som den ulykkelige, der ikke kan modsvares af, at han endte med at skrive tekster, der siden har betydet så meget for litteraturhistorien? 

Men sådanne spørgsmål beskæftiger instruktør Agnieszka Holland sig slet ikke med

Og er det i grunden ikke et overgreb, at hans tanker og private breve sådan er blevet til allemandseje, når han ikke selv ønskede det sådan?

Men sådanne spørgsmål beskæftiger instruktør Agnieszka Holland sig slet ikke med. Det virker snarere som om, at instruktøren har forsøgt at få alle litteraturhistoriske vinkler med, blot for at vise, at der er sket noget i forskningen gennem årene. 

Vi får fremstillet Kafka som den sårbare og deprimerede, der slår sig på virkelighedens sløsede forhold til ord, og vi får ham som den oversete, der ængsteligt læser op af sine mareridtsagtige tekster, der chokerer og provokerer. 

Vi ser scener, hvor han hallucinerer, har angstanfald, bliver tromlet ned af larm, men vi får også lige en scene, hvor Kafka fremstår som en overset humorist, der sammen med vennerne kan grine af sine egne tekster, som var der tale om ren satire. 

Læs også:'Smør' bør læses og sanses

Og vi får skam også lige en scene, hvor Kafka skal redegøre for, hvorfor der kan være noget interessant ved, at han skrev sine tekster på tysk, selvom hans modersmål var tjekkisk. 

Sidst, men ikke mindst, bliver vi også delvist præsenteret for hans dubiøse forhold til sin jødiske identitet, men det er så overfladisk, at man som seer ikke engang får stof til at tænke med eller undre sig. 

Lidt ligesom Kafkas svære tilknytning til byen Prag er til stede i filmen, men i grunden ikke som et dilemma, man kan tage og føle på. 

Mislykket kafkaesk fremstilling

Derimod fylder Kafkas svære kærlighedsforhold meget i filmen - selvfølgelig - fordi han nu engang skrev nogle ekstremt smukke kærlighedsbreve, og samtidig var så knudret og klodset, at det skriger til himlen, at man bare må tage den del af hans biografiske, tumultariske livsløb med. 

Og helt centralt står også hans forhold til faderen, til søsteren og moderen. Men igen er filmen ikke engang interesseret i at antyde noget, men efterlader os med rene scener, der skal fortælle os et eller andet, men i grunden ender som fragmenter, der alligevel propper os med stærke holdninger til, hvordan det mon var at være Kafka, at være hans elsker eller blot et familiemedlem. 

Læs også:'Passion i voks' er sjov, empatisk og tåkrummende

‘Franz’ forsøger at medtage alt det ‘kafkaske’, selvsagt fordi Franz Kafka som forfatter er ret så enestående, da hans tekster har skabt sådan et udtryk, at de er blevet fikseret i vor moderne bevidsthed. 

Det er som om, at Kafka formåede at skrive tekster, der i virkeligheden giver os en måde, hvorpå vi kan se på virkelighedens bestanddele, og så forstå noget, der i grunden bekymrer os, fænger og fængsler os. 

Med ‘kafkask’ menes der noget om bureaukratiske absurditeter, om individets fornemmelse for fremmedgørelse eller retsvæsenets grundlæggende selvmodsigelser. 

For udpenslende og usammenhængende 

Har man læst Kafka, og er man blevet indfanget af hans fortryllende tekster, er det som om, at der er et før og et efter læsningen. Det er som om, at man ikke sådan kan fravriste den måde at se på virkeligheden, og at man ikke var i stand til at se sådan på selvsamme før. 

Det er denne effekt, der gør, at Franz Kafka er blevet et så stort et litterært navn, og det er formodentlig også derfor, at Prag er så stolt af sit bysbarn, og at en hel industri er udsprunget af Kafkas popularitet. 

Filmen ‘Franz’ er et forsøg på at gøre fortolkningen af Kafka fri for alt for tyngende eksistentialisme og pessimisme

Også denne del af filmen ‘Franz’ har været overordentlig vigtig for instruktøren, men det er lidt tåkrummende, når denne forsøger at indgyde os, at noget af det er virkelig godt, mens andet er ren kitsch. Det er igen dårligt skjult overdommeri, som instruktøren ikke har kunnet nære sig for at overdænge sin film med. 

Fornemmelsen for Kafka, synes jeg, er meget bedre formidlet af Orson Welles, da han filmatiserede hans roman ‘Processen’ i 1962. 

Læs også:Mere underholdning end brugbar oprørslitteratur

Men igen, filmen ‘Franz’ er et forsøg på at gøre fortolkningen af Kafka fri for alt for tyngende eksistentialisme og pessimisme, men samtidig tør instruktøren simpelthen ikke at gøre det fuldt ud, og derfor er det endt med et miskmask af både det ene og det andet. 

‘Franz’ er, kort sagt, ikke sammenhængende nok, og balancen mellem det indforståede og det alt for udpenslende, kombineret med slet skjulte og alt for faste holdninger fra instruktørens side - herunder alt for freudianske fortolkninger - gør, at filmen bare ikke holder i længden, og vil hensygne i glemsel.

‘Franz’. 128 minutter. Instrueret af Agnieszka Holland. Marlene Film Productions. 2025. Kan ses i danske biografer fra april 2026.