Der er gået inflation i genindspilninger af Carlo Collodis klassiske, italienske fortælling fra 1883, om marionetdukken Pinocchio. I 2019 kom Matteo Garrones udgave med Roberto Benigni som den gamle snedker, Geppetto, der har mistet sin kone og barn, og som skærer en marionetdukke, der ligner den døde søn, der siden kommer til live.

I år er det så Disney, der er kommet med en nyfortolkning af deres egen klassiker fra 1940, instrueret af Robert Zemeckis, og med Tom Hanks som faderen. Og så er der Guillermo Del Toros rene stop-motion udgave, der er finansieret af Netflix.

Miniature 

For nogle år siden tog min kæreste og jeg til Lyon i Frankrig for at besøge deres lille museum, der har film og miniaturer som tema. Her kunne vi svælge i figuren fra ’Alien’, dele af modellerne fra Jean-Pierre Jeunets formidable og meget originale film, heriblandt ’De fortabte børns by’, samt i store dele af scenografien fra filmen ’Parfumen’.

Det er så meget anderledes end de mange nutidige, digitaliserede og rene animationsfilm

Der er noget sælsomt, taktilt og fortryllende over at se disse modeller, der er blevet vækket til live på det store lærred. Det er så meget anderledes end de mange nutidige, digitaliserede og rene animationsfilm, der nok er perfekte, glatte og livagtige, men som samtidig synes at mangle tekstur.

Teksturen

Det er netop teksturen, som Del Toro først og fremmest har haft fokus på, i sin udgave af ’Pinocchio’ - en fortælling, som den berømte instruktør hævder har præget ham lige siden barndommen, hvor dens magiske elementer og symbolske morale bjergtog ham.

Og måske er det netop fordi, at Del Toro elsker den originale Disney-udgave af eventyret, at han har valgt at gå i helt andre retninger, for derved at undgå at lave endnu en ny udgave af en klassiker.

Disneys udgave er i grunden “eventyrlig” og smuk, men mest af alt er den nostalgisk

Det er netop, hvad Disney selv har gjort med deres nyindspilning, hvor de, traditionen tro, igen forsøger at puste nyt liv en elsket klassiker. Og alene konceptet med disse genindspilninger synes at falde de fleste anmeldere for brystet, fordi de mener, at det fremstår som en ren pengemaskine, der ikke beriger med noget nyt.

Disneys udgave er i grunden “eventyrlig” og smuk, men mest af alt er den nostalgisk og trækker alt, alt for meget på den originale udgave, og efterlader derfor også en med en let trækken på skulderen, fordi den ikke overrasker overhovedet.

Et fuldgyldigt menneske

Det forholder sig derimod diametralt modsat med Del Toros udgave, der har haft en mangeårig og besværlig tilblivelseshistorie, og til sidst er endt med at blive finansieret af Netflix.

en menneskelignende genstand, der siden skal forsøge at foretage den mest ekstreme overgang og overskridelse af dem alle

Del Toro har hele tiden ment, og egentlig ganske logisk, at der er paralleller mellem Mary Shelley's ’Frankenstein’ og Carlo Collodis ’Pinocchio’, da de begge handler om en mand, der kreerer en menneskelignende genstand, der siden skal forsøge at foretage den mest ekstreme overgang og overskridelse af dem alle: nemlig at blive anerkendt som fuldgyldigt menneske.

Tegn på tidens lag

I miniatureverdenen taler man ofte om “wheathered models”. Hvis man for eksempel besøger det imposante og ekstremt imponerende miniaturemuseum i Hamborg, Miniatur Wunderland, der vistnok er verdens største modeljernbane i dag, så er det først og fremmest omfanget, samt en masse finurligheder, der forbløffer.

Men der er ikke tale om “wheathering”. Der er ingen tegn på slitage, tiden synes ikke rigtig at være en del af det omfangsrige værk.

Brugen af stop-motion-teknikken er både tidskrævende og besværlig

Men at lave modeller, der skal ligne noget, der er påvirket af tiden, noget nedslidt, er virkelig en hel genre i sig selv. Og det er netop det, der har været essentielt for Del Toro i ’Pinocchio’.

Han og hans crew har brugt uendelige timer på at skabe et univers, hvor bygningerne, klæderne og landskaberne viser tegn på tidens mange forskellige lag. Og det er med til at gøre filmen så nærværende og “dyb”.

Brugen af stop-motion-teknikken er både tidskrævende og besværlig, og samtidig kan skaberne ofte glemme at medtage situationer, der i hverdagen forekommer konstant, nemlig disse mange pludselig indskud, hvor man glemmer noget, vender sig halvt om, tøver, tænker, får en idé og sådan noget.

Men netop disse elementer har været vigtige for Del Toro at få med i sin film, for at gøre den mere realistisk, mere antropomorfisk, så man kan forestille sig dette univers mere inderligt og nærværende.

Venlig familiefilm

Kombinationen af den gotiske stil fra Shelley's ’Frankenstein’, med inspiration fra den amerikanske kunstner, Gris Grimly, der fangede Del Toros interesse, over den originale udgave af ’Pinocchio’, der gør, at han ikke skruer helt op for horrordelen, men fastholder, at det skal være en udpræget “venlig” familiefilm, fungerer egentlig fint nok.

krig er noget, som de voksne fejlagtigt foretager sig, og at børnenes uskyldighed er løsningen ud af den hæslige konflikt

Del Toro har så flyttet sin udgave tidsmæssigt, så den foregår i Italien under Benito Mussolinis magt, og ved indgangen til anden verdenskrig. Her kan han så få den morale ind, at krig er noget, som de voksne fejlagtigt foretager sig, og at børnenes uskyldighed er løsningen ud af den hæslige konflikt.

Alle udgaverne af ’Pinocchio’ har den del med, hvor Gepetto rejser på mission for at finde sin søn, og bliver spist af den store hval/fisk - en ret så tydelig reference til Bibelen, men dog uden at bruge denne lære til noget essentielt.

Oplagt til juledagene

Del Toros film eller fortællingen om Pinocchio i det hele taget, er der ikke noget decideret julet over, men den vil nu fungere fint som årets must see-film i juledagene, hvor familien samles foran den store skærm.

Derfor skal der også her lyde en opfordring til, i samme omgang, at se Netflix’ film om tilblivelsen af selve filmen

’Pinocchio’ er nok den film, der kommer tættest på Del Toros mesterværk, ’Pans Labyrint’, og det er bestemt ikke ringe. Det er langt fra Disneys univers, og det er virkelig et rigtig godt alternativ til Pixars univers også. Det er en særegen stil, og alene håndværket er så imponerende, at man må anerkende dens kvalitet og værdi som en god film.

Derfor skal der også her lyde en opfordring til, i samme omgang, at se Netflix’ film om tilblivelsen af selve filmen, hvilket også er grunden til at jeg har nævnt det med miniaturen som form. For her, bag kulisserne, kan man virkelig svælge i dette sært fascinerende univers, som arbejdet med dukker, modeller og stop motion i grunden er.

En skurren i ørerne

Der er dog et par småting, der skurrede i undertegnedes ører. Først og fremmest sangene, der synes underligt frakoblet fra selve filmen, og især i begyndelsen, hvor faderen synger med en helt anden stemme, end den, han ellers har i filmen. Sangene passer bare ikke ind i filmen, selvom den musikalske komposition, skabt af Alexandre Desplat, ellers er perfekt.

Og så er der ånderne eller guderne, der mest af alt minder om væsener, der er taget fra filmen ’Avatar’. De fungerer heller ikke, synes jeg. Det er ok, at de skal fremstå som ikke-verdslige, blandt andet ved ikke rigtig at have øjne, som man kan læse noget ud af.

Det kan lyde som småfejl, men det ødelægger på en eller anden fundamental måde helhedsindtrykket

Men når nu også fårekyllingen, Pinocchios ledsager, heller ikke har rigtige øjne med pupiller, og har samme blålilla glans som de overjordiske væsener, så er der et eller andet, der går galt.

Det kan lyde som småfejl, men det ødelægger på en eller anden fundamental måde helhedsindtrykket, der ellers kunne være så overbevisende, og selvom man godt kan tilgive meget, fordi filmen ellers er formidabel, ja, så er det alligevel beskæmmende.

Desværre.