Jeg har været fan af Bamses Venner, lige siden jeg hørte dem først gang på Damhuskroen, hvor jeg knaldede en tyksak ude bagved, lige op af tønderne, hvor de opbevarede al den brugte fritureolie.”

Sådan svarede en bekendt af mig, da jeg fortalte ham, at jeg skulle se den nye film om ‘Bamse’.

Bamses Venner var en del af det lydtæppe, der virkede som baggrund for utallige nætter på værtshuse, dengang jeg var en del yngre og havde fysik og hormoner nok til at mene, at der ikke var noget bedre end at stå med en billardkø i den ene hånd, og en bajer i den anden, sammen med vennerne, i orangebrune, røgfyldte lokaler, hvor jukeboksen bragede det ene pophit af efter det andet.

Bamses Venner var kitsch

Jeg husker Bamses Venner til festerne på min mors kro, hvor hun og gæsterne dansede i par, iført blomstrede kjoler og beige skjorter med lange flipper, tilbage i sluthalvfjerdserne.

Jeg husker de mange buskede skæg og det halvlange hår, fadøllet og de mange berusede mennesker, der altid var fjollede og sentimentale på en og samme tid.

Bamses Venner var kitsch, som vi dyrkede som noget, der var sjovt, dengang jeg gik på gymnasiet. Det var sådan et fænomen, der er svært at forklare. Det gik ligesom på tværs af alle de andre former for musik, vi dyrkede dengang, og som vi åbent erklærede, at vi var fans af.

Med Sussi og Leo og med Bamses Venner var der tale om noget ironisk i disse studenterår, tilbage i halvfemserne, noget, der gjorde os glade. Ikke ligesom i firserne, hvor de voksne lyttede til Shu-bi-dua og Bamses Venner, og faktisk helt åbenlyst elskede at deres tekster var så fjollede.

Ligesom med filmen ‘Op på fars hat’. Det er underligt at se tilbage på, fordi humoren virker gammeldags og umulig, lidt ligesom roligan-fænomenet, der også er forsvundet i dag.

Vi græd alle sammen

Men jeg tog altså i biffen, sammen med min kæreste og svigerforældrene. Og så sad vi alle sammen derinde i mørket og græd! Ja sgu, vi græd fandeme alle sammen!

Vi græd, fordi den film bare er så rørende, og fordi den på en eller anden sær måde rammer lige lukt ned i noget, der ikke sådan er til at forklare. Men jeg vil alligevel gøre et forsøg.

For det første spiller Anders W. Berthelsen fuldkommen eminent. Det er måske ikke i klasse med Robert de Niro, der i Martin Scorseses film Raging Bull (1981) spiller bokseren, der går i hundene og bliver federe og federe.

En fuldkommen betagende film, hvor Robert De Niro tager alle de kilo på, og man sidder bare der og forbløffes over forvandlingen.

Anders W. Berthelsen er ikke alene om at hæve denne film op til noget ganske særligt. Også rollerne som hans kone Kate (spillet af Johanne Louise Schmidt som de fleste kender som Rose fra Afdeling Q-filmene) og datter, samt hans forældre spilles med en særlig nerve, der giver filmen den dybde, der gør den så helt igennem gribende.

Men først og fremmest er det instruktør Henrik Ruben Genz, der skal have størstedelen af æren for at denne film er lykkedes. Hans valg af plot og hans måde at skabe de tidsbilleder, der skal til for at genoplive fænomenet Bamse, er uovertrufne.

Eksempelvis er der kun ganske få scener fra Aarhus, hvor Bamse boede hele sit voksenliv, hvilket med garanti er ret så omkostningsfuldt.

I stedet har Henrik Ruben Genz spenderet timer og penge på at genskabe indtrykkene fra koncerterne, hvor mine forældres generation optræder som dansende gæster, og min egen generation optræder som fulde, glade studenter, der giver den gas med kædedans til festerne på skolen.

For det er disse scener, der for både mig, min kæreste og mine svigerforældre gjorde, at vi pludselig igen stod der, tilbage i fortiden, og erindrede hvordan det var dengang. Disse sære, forgangne stemninger.

Popmusik var ilde set

Smerte rimer som bekendt på hjerte. Ja, det virker næsten for åndssvagt at gøre opmærksom på det. Og sådan har det også altid været i Danmark.

Vi har ligesom altid haft det lidt vanskeligt med at anerkende folkedybets æstetiske præferencer. Det er en institutionaliseret holdning.

Det var grunden til, at Danmarks Radio ikke ville spille popmusik i begyndelsen, fordi de intellektuelle jazz-kloge-Åger derinde mente, at det gjorde folket dumme, og fordi de ikke ville anerkende kvaliteten af noget, der var så banalt.

Det var også en generationsting. Ligesom Flemming Bamse Jørgensens plejeforældre, her især faderen, der ikke ville anerkende sin søns succes og valg af livsbane.

Talte ikke om følelser

En mand, der ikke kunne udtrykke sine følelser, fordi man bare ikke gjorde den slags i hans generation. Og sådan var det også med mine forældre og deres generation.

De forsøgte ellers, og der skete så ekstremt meget dengang de voksede op. Nogle blev bedre til at udtrykke sig, andre havde det lidt mere vanskeligt med at blive mere åbne omkring deres følelser.

Min egen mor var for eksempel også adopteret. Og jeg selv havde faktisk en storebror. Han døde få timer efter fødslen.

Jeg fik det først, lidt tilfældigt, at vide senere i livet. Min far fortalte mig, at de bare havde lagt det bag sig. Det var ikke sådan noget man talte om. Man kom bare videre.

Denne film rammer meget præcist denne måde at håndtere den slags på, og derfor rammer den også disse mange sår, der så nemt rippes op i mine forældres generation.

Den århusianske humor

Og det ligger også i den århusianske humor, det der med ikke helt at kunne tale åbent om de svære følelser. Det er så svært at tale om, men filmen har det med.

Det er det der med, at man kan vælge at fortolke et følelsesladet udsagn forkert, så det bare er sjovt, men også - når man er klar til det - forstå, at nu gælder det, nu er tiden kommet til at gribe bolden og komme tættere ind på det dybe.

Det forekommer en hel del gange i filmen, og for mig var det rørende, fordi jeg selv var så fascineret af dette fænomen, denne sproglige omgangsform, dengang jeg som ærkekøbenhavner flyttede til Århus og tilbragte mine studenterår der.  

‘Bamse’ er præcis så godt skåret, og den virker så overordentlig stærkt på en, fordi den kombinerer det festlige og det glade med det sentimentale og det smertelige.

Under overfladen gemte det sentimentale sig

Igen og igen, gennem hele filmen, får Flemming Bamse Jørgensen at vide, at Bamses Venner kun kan lave fjollet og glad musik, som folk kan synge med på.

Men lige under overfladen, der var der noget andet, noget, der stak til det sentimentale og til tårekanalerne. Og hver gang at han lykkedes med at kreere numre, der var mindre dansevenlige, og på en måde mere dybe, så ramte han en guldgrube, og skabte et hit.

Men retrospektivt kan de fleste af os godt anerkende Bamse, når vi går i biffen og ser den her film.

Og jeg tror, at de fleste bliver ramt, ligesom jeg selv gjorde det, derinde i mørket, hvor tårerne flød, samtidig med, at jeg fik kickstartet erindringerne fra en svunden tid, smasket lige op i fjæset, direkte ind i øregangene og helt ned i hjertekulen.

Så gå i biffen, og giv dig hen til tårekanalerne og erindringen om din ungdom, for det kan denne film til fulde, samtidig med at Bamse får et eftermæle, som han har fortjent.

Fejede efterkrigsårenes krisebevidsthed væk

Tænk samtidig over, hvor helt igennem revolutionerende halvfjerdsernes og firsernes kulturelle forandringer var.

Hvordan disse stramme træmænd langsomt men sikkert knækkede, grundet ironi, gennem banal musik og livsglæde, der ligesom fejede efterkrigsårenes krisebevidsthed væk, og gjorde plads til andre omgangsformer.

Og læg så mærke til, at det altid er i forsoningen, at det hele går op i en højere enhed. For det er filmens egentlige budskab.

Det handler hverken om den onde, forstokkede fader, eller de befriende årtier, hvor mændene blev mindre stive. Filmen handler derimod om det evigt svære i at komme videre, tilgive og mærke, at man elsker, selvom det er så helt igennem banalt.

Man har sagt om countrymusik, at det blot er tre akkorder og sandheden. Det samme kan man sige om popmusik. Det er derfor, at det virker, når det faktisk rammer plet.

Og det gør 'Bamse', ligesom hans musik også gjorde det, når blot han var ærlig nok - også selvom han og andre tvivlede på det.

'Bamse'. 2022. Instruktion: Henrik Ruben Genz. Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Johanne Louise Schmidt, Lars Ranthe m.fl. Nordisk Film. 1 time og 32 minutter. Har haft premiere.