Finanslov 2020: Alle fik noget

S-regeringen lander sin første finanslov med støttepartierne De radikale, SF og Enhedslisten samt Alternativet
Foto: Pressefoto: Finansministeriet
Finansminister Nicolai Wammen (S).
S-regeringen landede mandag aften sin første finanslovsaftale – sammen med støttepartierne De Radikale, SF og Enhedslisten samt Alternativet.

Alle partierne bag finanslovsaftalen for 2020 fik noget med hjem.

Socialdemokratiet fik en finanslovsaftale, der oser af øget velfærd – med penge til 1.000 flere sygeplejersker og en markant styrket folkeskole.

Manden, der strikkede det hele sammen, finansminister Nicolai Wammen (S), udtrykker sin tilfredshed med finanslovsaftalen for 2020 på Facebook således:

Med den samlede finanslovsaftale for 2020 sikrer vi, at vi for første gang i mange år reelt kan udbygge vores velfærdssamfund

”Med den samlede finanslovsaftale for 2020 sikrer vi, at vi for første gang i mange år reelt kan udbygge vores velfærdssamfund i stedet for at skære ned og lappe huller:

1.000 flere sygeplejersker. Minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver. Et markant løft af vores folkeskole. En styrket indsats over for de allermest sårbare i vores samfund.

Og vi tager for alvor hul på at indfri vores ambitiøse klima- og miljøpolitik, der skal sikre en grøn og bæredygtig fremtid for vores børn. Med penge til grøn forskning, en grøn fremtidsfond og mere urørt skov.”

 

 

Radikale aftryk

De radikale har også en del at glæde sig over.

Den radikale leder Morten Østergaard fremhævede ved præsentationen af finanslovsaftalen, at aftalen reducerer udledningerne af CO2, styrker den grønne omstilling ”på alt fra el-biler til skov”, styrker uddannelserne og fjerner uddannelsesloftet.

Østergaard fremhævede klare radikale aftryk som 'bedre integration med gratis danskuddannelse til dem, der kommer hertil'

Østergaard fremhævede klare radikale aftryk som ”bedre integration med gratis danskuddannelse til dem, der kommer hertil” og adgang til mere udenlandsk arbejdskraft, ”som kan bidrage til at hjælpe de danske virksomheder”.

 

 

SF: "Vi skriver faktisk historie"

Hos SF er glæden ikke mindre.

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr fremhæver i et Facebook-opslag, at SF fik sit hovedkrav, minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, indfriet med finanslovsaftalen for 2020”:

”Vi skriver faktisk historie i aften. Vi giver børn rettigheder – Minimumsnormeringer. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det har været hjerteblod for SF.”

Og videre:

”Med finanslovsaftalen får vi en model for minimumsnormeringer:

Der må højest være 3 børn per voksen i vuggestuer, 6 børn per voksen i børnehaver.

Vi er blevet enige om en lov, som kommer til at fungere som et bolværk mod nye besparelser. Som en bund, som vi fra nu af kan bruge til at bygge ovenpå – i stedet for altid bare at fylde huller. Det er historisk!

Vi har øremærket pengene –1,6 milliarder

Vi har øremærket pengene –1,6 milliarder.”

 

 

EL: Øget indsats for psykisk syge

Hos Enhedslisten fremhæver partileder Pernille Skipper ikke mindst, at der med finanslovsaftalen afsættes i alt 600 millioner ekstra til en øget indsats for psykisk syge:

Jeg er så stolt over Enhedslistens aftryk på finansloven

”Jeg er så stolt over Enhedslistens aftryk på finansloven. 600 mio. kr. til psykiatrien, opholdskravet på dagpenge afskaffet, grønne investeringer, pladser på kvindekrisecentre og meget, meget andet. Og så har vi sikret, at regningen ikke sendes til almindelige mennesker og dem der har færrest penge. Vi mindsker uligheden, mens vi styrker vores velfærd og indsatsen for klimaet.”

 

 

Elbæks grønne kulturhjerte

Alternativets partileder, Uffe Elbæk, fremhæver, at Alternativet bidragede til at afskaffe omprioriteringsbidraget på kulturområdet. På twitter skriver Elbæk, at hans ”grønne kulturhjerte har en fest i aften”.

Mit grønne kulturhjerte har en fest i aften

”Jeg er oprigtigt glad for Alternativets aftryk på dette års finanslov. På det grønne område (max). Men også på kulturområdet og de kreative uddannelser. Mit grønne kulturhjerte har en fest i aften. Og så er det vores første finanslov for øvrigt. Sgu en helt okay start.”

 

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook