Annonce

Finanslov: Penge til velfærd, skat, politi og grøn forskning

Finansministeren præsenterer onsdag regeringens finanslovsforslag, som indeholder ekstra penge til både velfærd og grøn omstilling.
En ordentlig velfærd, styrket politi og skattevæsen samt klare grønne prioriteringer er fokuspunkterne i det forslag til finanslov, som finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer onsdag ved et pressemøde i Rentekammeret i Finansministeriet.

Her fortæller han, at regeringen har tre fokusområder: Bedre velfærd, tillid til de offentlige myndigheder og den grønne omstilling.

”Regeringens fokus, det er klart. Ordene velfærd, tryghed, tillid og en grøn fremtid, rummer det mandat som danskerne gav os ved folketingsvalget. Håbet om en ny retning for Danmark og troen på at vi kan komme i gang med det arbejde – vel vidende at vi ikke kommer til at løse det hele, heller ikke med den første finanslov, men at vi kan sætte en retning” siger Nicolai Wammen på pressemødet.

I forslaget til finansloven prioriterer regeringen et samlet løft til velfærden på cirka 5,4 milliarder kroner i 2020, blandt andet 300 millioner kroner til at indfri Socialdemokratiets løfte fra valgkampen om at ansætte 1000 nye sygeplejersker.

Og på uddannelsesområdet bliver det omstridte omprioriteringsbidrag annulleret, hvilket betyder at man stopper planlagte besparelser på erhvervsskoler, gymnasier og lignende uddannelsesinstitutioner.

Fakta: Her er regeringens hovedprioriteter i finanslov 2020

 

5,4 milliarder til løft af velfærd og uddannelse. Herunder 300 millioner til ansættelse af flere sygeplejersker. Det er inklusiv de økonomiaftaler, der allerede er indgået med regioner og kommuner.

1,5 milliarder til genopretningen af skattevæsenet, herunder et nyt skattecenter.

1,2 milliarder ekstra til politi og anklagemyndighed.

1 milliard til grøn forskning udover det, der bliver brugt i dag.

Kilde: Finansministeriet

Tillid til myndighederne

Regeringen sætter også ekstra 1,2 milliarder kroner af til politi- og anklagemyndighed, og så er der sat halvanden milliard kroner af til skattevæsnet.

Penge, der blandt andet skal gå til at oprette et nyt skattecenter med 250 medarbejdere. Et center skal arbejde målrettet med kontrol og bekæmpelse af skatteunddragelse, aggressiv skatteplanlægning og lignende.

”Vi har som samfund været vidende til, at forbrydere og svindlere har taget milliarder op af fælleskassen, uden vi har været i stand til at stoppe det. Det er helt uacceptabelt,” siger Nicolai Wammen.

To milliarder til aftaler

Regeringen har sat en pulje af, på 2,1 milliarder kroner, som en slags ”forhandlingsværktøj”, som skal gøre det muligt for regeringen at lande en endelig aftale:

”Vi er en mindretalsregering, og vi skal have andre med. Tanken er, at initiativerne om uddannelse, velfærd, det grønne og minimumsnormeringer skal forhandles her.”

”Det er en forhandlingsreserve, som ikke kan levere på alle ønsker. Men vi kan i fællesskab gøre nogle rigtigt fornuftige ting for Danmark, i forhold til velfærd og det grønne” siger Nicolai Wammen.

Finansministeren er dog klar over, at ønskerne fra partierne overstiger puljen på 2,1 milliarder kroner. Derfor opfordrer han partierne, der overvejer at gå med i en finanslovsaftale, til at komme med ideer til hvordan deres forslag kan finansieres:

”Vi kan kun bruge de penge vi i fællesskab kan skaffe en gang på ansvarlig vis. Derfor må man også komme med bud på hvordan det kan gøres.”

Penge til grøn forskning

En af regeringens helt store mærkesager er målet om at den danske udledning af CO2 skal reduceres med 70 procent i 2030.

Det kræver udvikling af ny teknologi og til det afsætter en milliard kroner til ny grøn forskning, ligesom den øremærkede grønne udviklingsbistand øges med 600 millioner kroner og endelig forlænger regeringen de lave afgifter på strøm til elbiler.

Nicolai Wammen fortæller at den planlagte klimalov og efterfølgende klimahandlingsplan, som skal vedtages efter nytår, vil kunne indeholde flere penge til den grønne omstilling.

Rygere og erhvervsliv skal betale

Finansieringen af de nye initiativer sker blandt andet ved tilbagerulning af en række af den tidligere regerings lempelser af bo- og gaveafgiften, fastholdelse af skatten på fri telefon samt en forhøjelse af tobaksafgiften.

”Det er tiltag, der afspejler, at regeringen mener, at pengene kan bruges bedre. For regeringen er det velfærd først, tryghed, tillid og en grøn fremtid. Det er ansvarligt, retfærdigt og solidarisk,” skriver finansministeriet i en tilhørende pjece

 Den tidligere regering vedtog sidste år at fjerne skatten på arbejdsgiverbetalt telefon og internet. Den skattelettelse vil regeringen nu sløjfe. Det vil give en halv milliard kroner årligt.

 Den tidligere regering besluttede også at sænke skatten ved overdragelse af en virksomhed til næste generation og skatten på gaver. De lettelser vil regeringen også droppe. Det giver en milliard kroner i kassen.

Regeringen forhøjer også afgifterne på bæreposer og engangsservice.

Finansministeren vil nu indkalde folketingets øvrige partier til forhandlinger. Finansloven bliver som regel vedtaget i december måned.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet