Annonce

Finanslov2021: Fagforbund om forslag: "Klogt at gå lige til grænsen"

Fagforbund giver både ris og ros til regeringens finanslovsforslag.
Den rigtige økonomiske medicin eller skuffende mangel på penge til velfærd. Landets fagforbund reagerer på finanslovsudspil.

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede mandag regeringens forslag til næste års finanslov.

Et finanslovsforslag, der bliver gennemsyret af den svære økonomiske krise som coronaen har sendt Danmark - og hele verden - ud i.

Fra landets fagforeninger er der både ris og ros til forslaget.

Metal: Den rigtige medicin

Fagforbundet Dansk Metal roser udspillet, som i en svær tid balancerer økonomisk ansvarlighed med ønsket om at sætte gang i dansk økonomi.

Det er klogt at gå lige til budgetgrænsen og føre en ekspansiv finanspolitik

”Det her er den rigtige økonomiske medicin til den svære økonomiske situation, vi er i. Det er klogt at gå lige til budgetgrænsen og føre en ekspansiv finanspolitik, for vi har brug for at blive ved med at holde hånden under virksomhederne og økonomien,” siger cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby i en pressemeddelelse.

Han hæfter sig ved, at regeringen i udspillet har særligt fokus på eksportvirksomhederne, der er ekstremt hårdt ramt af krisen:

”Vi så fra finanskrisen, at hvis vi først mister de her arbejdspladser, så har vi svært ved at få dem tilbage. Derfor er det kun positivt, at regeringen særligt har et fokus her blandt andet ved krigskassen," siger han med henvisning til de ni milliarder kroner, som regeringen har sat af til at bekæmpe coronaens følgevirkninger.

FH: Nødvendige prioriteter i coronaens tegn

Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, Lizette Risgaard, er godt tilfreds med regeringens prioriteter i forslaget:

”Regeringen sender et vigtigt signal om, at vejen ud af coronakrisen skal ske på en grøn, retfærdig og ansvarlig måde. Investeringer i jobskabelse, velfærd og den grønne omstilling er den helt rigtige vej at gå," siger hun.

Regeringen sender et vigtigt signal om, at vejen ud af coronakrisen skal ske på en grøn, retfærdig og ansvarlig måde

Hun noterer sig, at regeringen som led i aftalen fra foråret sætter penge af til opkvalificering og uddannelse. Men hun havde gerne set flere penge.

”Jeg havde gerne set en mere permanent indsats for efter- og videreuddannelse for både beskæftigede og ledige. Uddannelse giver både den enkelte større frihed og øget tryghed i jobbet," siger Lizette Risgaard.

FH-formanden efterlyser også flere penge til dagpengesystemet.

”Gennem de seneste mange år er dagpengene blevet forringet. Satsen følger ganske enkelt ikke med lønudviklingen. Det truer sikkerheden og fleksibiliteten i den danske flexicurity-model. Udhulingen af dagpengene skal stoppes, og det bør prioriteres”, lyder det fra Lizette Risgaard.

placeholder

 

3F: Meget positivt med krigskasse

Fagforbundet 3F’s formand, Per Christensen, er også positiv overfor den såkaldte “krigskasse” på godt ni milliarder kroner. De skal både gå til at sikre danske job, sundhedsvæsenet, vacciner og økonomisk genopretning.

"Dansk økonomi og beskæftigelse har fået et alvorligt tilbageslag i første halvår i år, og der er fortsat stor usikkerhed om udviklingen i den kommende tid, ikke mindst på eksportmarkederne, siger Per Christensen til Fagbladet 3F og fortsætter:

"Derfor er det godt og vigtigt med en post på mere end ni milliarder kroner til at genstarte dansk økonomi og bekæmpe arbejdsløsheden.

Forbundsformanden understreger, at initiativer til at stimulere økonomien også bør omfatte "en særlig økonomisk håndsrækning" til de ledige. 3F har tidligere foreslået, at man lavede et særligt corona-tillæg til dagpengene.

 

FOA: Umiddelbart skuffende

Hos fagforbundet FOA kalder man det en skuffende finanslov. Danmark har brug for, at regeringen går videre med genopretning af velfærden, mener formand Mona Striib:

Regeringen er på vej, men langt fra i mål

”Umiddelbart er forslaget skuffende. Regeringen er på vej, men langt fra i mål. Det er tydeligt, at de har brug for støtte og opmuntring fra gode venner og kolleger, så de tør vise modet til at gå hele vejen,” siger Mona Striib om finansloven, som tydeligt håber på at regeringens støttepartier kan få hævet bevillingerne til velfærden.

Ifølge forslaget tilfører regeringen omkring 1,85 milliarder kroner til kommunerne – inklusive økonomiaftalen – og 1,3 milliarder til regionerne.

”Det dækker lige med nød og næppe det demografiske træk. Vi ved ikke, hvor meget mere der kan komme ud af de temmelig barberede midler, der er sat af i forhandlingsreserve, men som det ser ud nu, er vi meget langt fra at kunne begynde en egentlig genopretning af velfærden,” fastslår Mona Striib.

Hun mener ikke, at coronakrisen bør holde regeringen fra sit mål om at styrke velfærden.

”Brug dog nogle penge på komme hurtigere i gang med minimumsnormeringerne på dagtilbuddene. Afsæt allerede nu flere penge til at kunne give en bedre og mere værdig ældreomsorg, når der i det kommende år kommer mange flere ældre. Brug penge på at lære af de gode erfaringer med bedre hygiejnisk rengøring og mindre smitte, uanset om det er corona på plejehjemmet, eller bakterier og vira i vuggestuen,” lyder hendes opfordring.

Brug dog nogle penge på komme hurtigere i gang med minimumsnormeringerne på dagtilbuddene


Ingeniører: Godt forskningen går fri

På trods af et mindre budget næste år, spiller regeringen i deres forslag til næste års finanslov ud med, at forskningsområdet fastholdes på det samme økonomiske niveau som i år.

Det er fornuftigt, mener Thomas Damkjær Petersen fra Ingeniørforeningen, IDA.

”Det vil være bagvendt at skære på den langsigtede vækst. Forskning og innovation er rene investeringer i nye produkter og services - ikke mindst på det grønne område - og er dermed også det, der gør at vi skaber nye arbejdspladser og sikrer fremtidens vækst,” siger han.

I følge Thomas Damkjær Petersen bør der skrues op for forskningsbudgettet, så Danmark senest i 2030 investerer 1,5 procent af BNP (Bruttonationalproduktet, red.) på forskning. I den nuværende situation, mener han, dog at regeringen skal roses for at fastholde det samme investeringsniveau for 2021, som der har været i år.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet