Der gik ikke mange sekunder fra Bjarne Corydon underskrev finanslovsaftalen med Venstre og De Konservative til, at medierne og diverse kommentatorer kaldte det for en blå aftale. Samtidig blev finanslovsaftalen fremhævet som Løkkes comeback til dansk politik.

Ser man bort fra det sædvanlige processnak og ser på substansen i stedet, er det tydeligt, hvor presset Lars Løkke Rasmussen har været efter de sidste ugers afsløringer af lemfældig omgang med danske bistandspenge. For Lars Løkke har solgt finansloven billigt. Meget billigt.

I forhold til aftalen med Enhedslisten har Løkke fået fremrykket allerede aftalte skatte- og afgiftslettelser fra forårets vækstplan. En vækstplan som med Lars Løkkes egne ord blot var en ”lille fin aftale”. Altså, har de fået (små) dele af en lille fin aftale fremrykket med et enkelt år.

Derudover har Løkke fået en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget, som sikrer et fradrag til alle, der arbejder. Her er det igen værd at bemærke, at forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget blot er endnu en fremrykning af allerede planlagte lettelser. Denne gang fra skattereformen.

Løkke og Co. har også måtte opgive deres kamp mod regeringens planer om at forlænge de fejlbehæftede ejendomsvurderinger. På trods af at Løkke så sent som for en uge siden kaldte forslaget for ”ringe, ringe, ringe”

Ser vi på de ting, som Venstre har slugt, og som direkte er imod deres egen politik, er listen lang. Først og fremmest accepterer Løkke, at der ikke skal være nulvækst i Danmark. Med håndslaget på finansloven accepterer Løkke og Co. som minimum en offentlig vækst på 0,5 procent. Blandt andet ved at give en milliard kroner til ældreområdet.

Det vil sige, at nulvækst åbenbart er afgørende for Danmarks fremtid, men ikke mere afgørende end, det kan sløjfes for at redde Løkkes ry.

Løkke og Co. har også måtte opgive deres kamp mod regeringens planer om at forlænge de fejlbehæftede ejendomsvurderinger. På trods af at Løkke så sent som for en uge siden kaldte forslaget for ”ringe, ringe, ringe”. Det står simpelthen nedskrevet i finanslovsaftalen, at Venstre og De Konservative skal stemme ”hverken for eller imod”, når lovforslaget kommer i Folketingssalen.

Der er også blevet afsat penge til en række konkrete initiativer til at fremme den grønne omstilling. Og selvom Fogh gjorde et mislykket forsøg på at gøre Venstre til et ”grøntliberalt” parti, kan man vel næppe påstå, at dette er groet i de indre liberale gemakker.

Til sidst er der endnu en gang afsat flere penge til indsatsen mod social dumping. Ser man på VK-regeringen og Dansk Folkepartis historik i 00’erne, kan man næppe påstå, det er et emne, der er særlig borgerligt. Eller et emne som de særligt går op i.

Alt dette lægger op til det store spørgsmål: hvor er de store liberale fodaftryk? Er det virkelig en blå aftale? Aldrig i livet.