Annonce

Finanslovsforhandlinger: DF planker S-forslag om fængselsbetjentuddannelse

Et socialdemokratisk forslag om at fængselsbetjente fremover også skal uddannes vest for Storebælt, er nu blevet et DF-ønske i finanslovsforhandlingerne
Der skal oprettes en ekstra skole for fængselsbetjente i Vestdanmark. I hvert fald hvis det står til Dansk Folkeparti, der fremsætter kravet i finanslovsforhandlingerne i Finansministeriet. Det skriver DR.

”Vi har foreslået regeringen, at man laver en uddannelse i Vestdanmark til at uddanne fængselsfunktionærer. Dem mangler man i øjeblikket, og vi synes, det vil være godt, at man forbedrer rekruttering, så man også i det jyske område får nem adgang til at tage en uddannelse som fængselsfunktionærer,” siger Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti forestiller sig en satellit-uddannelse i forhold til den nuværende fængselsbetjent-uddannelse i Birkerød i Nordsjælland.

Men partiet er ikke konkret i forhold til, hvor mange uddannelsespladser, der skal oprettes på en ny uddannelsesinstitution eller hvor den skal ligge.

Peter Skaarup forventer, at der skal bruges 20-40 millioner kroner på at oprette den nye skole.

Mangler knap 200 fængselsbetjente

Det er kun to uger siden, at Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen foreslog, at man etablerede en fængselsbetjent-uddannelse i Vestdanmark, for at komme manglen på fængselsbetjente til livs.

”Vi står konkret og mangler 175 fængselsbetjente, og vi har kunnet se på antallet af ansøgere til politibetjentuddannelsen, at det har gjort en markant forskel, at der er kommet en uddannelse i Vestdanmark. Derfor er det afgørende for os, at vi får uddannet nogle flere. De kommende år er der også store årgange, der går på pension, så frafaldet kommer kun til at stige,” sagde hun forleden til JydskeVestkysten.

Allerede dengang fik forslaget opbakning fra Dansk Folkeparti.

”Vi mangler en masse fængselsbetjente, og hvis vi kunne overføre de erfaringer, som vi har set fra politiet - med en større søgning til politiuddannelsen efter at man har fået en uddannelsesinstitution i Jylland - kunne det måske være med til at vi får uddannet de fængselsbetjente, vi mangler,” sagde retsordfører Peter Kofod Poulsen til Netavisen Pio.

Forslaget blev også vel modtaget, af formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, som dog ved den lejlighed også pegede på, at man burde se på lønniveauet hos fængselsforbundet.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet