Finansminister Nicolai Wammen (S) skriver således til Ritzau og Netavisen Pio lørdag, at han er parat til at se på krav om, at virksomheder, der får hjælp af staten under coronakrisen, ikke må udbetale udbytte.
Det er nye toner i forhold til i mandags. Her præsenterede regeringen den nyereviderede trepartsaftale med et forhøjet corona-kompensationsloft på nu 30.000 kroner. Regeringen understregede, at der netop ikke var indgået aftale om, at virksomhedsejere til gengæld for lønkompensation skal droppe udbyttebetaling.
På samme måde indgik der heller intet om i trepartsaftalen, at virksomhedsledelser skal udvise mådehold omkring bonusprogrammer og lignende.
Det bekræftede finansminister Nicolai Wammen på spørgsmål fra Netavisen Pio på et pressemøde mandag eftermiddag:
Indgår der i den nye reviderede aftale om lønkompensation noget om, at virksomhedsejerne skal holde igen med udbyttebetaling og bonusprogrammer?
“Vi har sat loftet op til 30.000 kroner. Det er dét, vi har ændret, vi har ikke ændret på andre dele af aftalen,” bekræftede Wammen.
Men nu lyder der altså nye toner fra finansminister Nicolai Wammen
Men nu lyder der altså nye toner fra finansminister Nicolai Wammen.
Finansministerens nye udmelding kommer i forbindelse med et udspil fra Venstre, hvor partiet foreslår en meget betydelig udvidelse af hjælpepakken til erhvervslivet.
Venstre kræver en forlængelse af hjælpepakken med en måned og meget mere hjælp fra staten til virksomhederne i forhold til driftstab.
Til gengæld for den meget bekostelige udvidelse af hjælpen til erhvervslivet foreslår Venstre nu, at virksomheder, der får allermest hjælp, ikke må udbetale et eventuelt overskud i 2020. Venstre nævner intet om de aktuelle udbytter, som erhvervslivet og bankerne aktuelt udbetaler til sine ejere på baggrund af 2019-resultatet.
Nicolai Wammen skriver nu i et svar til Ritzau og Netavisen Pio, at han og regeringen er klar til "at drøfte spørgsmålet om aktieudbytte":
Vi er i den forbindelse klar til at drøfte spørgsmålet om aktieudbytte
”Regeringen har sammen med Folketingets partier og arbejdsmarkedets parter over de seneste uger taget nogle meget vidtgående skridt for at holde hånden under danske arbejdspladser og virksomheder. Vores fælles indsats holder hånden under titusindvis af arbejdspladser. Men vi er helt parat til at justere og forbedre de tiltag, og det arbejde regner jeg med, vi kan sætte i gang i løbet af kort tid. Vi har vist, at vi sammen med Folketinget og arbejdsmarkedets parter kan handle hurtigt," skriver Wammen og fortsætter så:
"Vi er i den forbindelse klar til at drøfte spørgsmålet om aktieudbytte. Jeg mener, det kun er helt rimeligt, at en virksomhed, der modtager et samlet samfunds støtte, så ikke samtidig udbetaler udbytter til sine aktionærer,” siger finansminister Nicolai Wammen.
Taget for pålydende betyder det, at regeringen nu er indstillet på, at der kan stilles krav til hele erhvervslivet i forhold til udbytter. Også de aktuelle udbytter, som udbetales netop nu og i den kommende tid - på baggrund af virksomhedernes 2019-resultater.
Også de aktuelle udbytter, som udbetales netop nu og i den kommende tid - på baggrund af virksomhedernes 2019-resultater
Tidligere har regeringen alene erklæret, at bankerne og den finansielle sektor bør afholde sig fra at udbetale udbytte til sine aktionærer - netop i lyset af at bankerne har modtaget betydelig corona-hjælp fra staten. Men regeringen har ikke hidtil udtalt sig om alle andre virksomheder, der modtager corona-krisehjælp.
Dog udtalte kulturminister Joy Mogensen fredag i Radio4-programmet Mediemøllen, at hun synes det er helt rimeligt, at medievirksomheder afholder sig fra at udbetale udbytte til ejerne i kølvandet på corona-krisen - netop fordi regeringen og Folketingets partier har lavet en hjælpepakke på anslået 180 millioner kroner til den trængte mediebranche.
SF og Enhedslisten har længe talt for, at der skal stilles krav til selskaber, der får hjælp af staten. Blandt kravene er at virksomheder, der modtager krisehjælp, ikke må udbetale overskud til aktionærer og ejere.
Når man får støtte af staten, så skal et overskud bruges på at undgå fyringer eller at styrke virksomheden
"Når man får støtte af staten, så skal et overskud bruges på at undgå fyringer eller at styrke virksomheden, så man hurtigt kommer ind i en god økonomisk spiral," siger gruppeformand Jacob Mark (SF).
Han understreger, at SF mener, at forbuddet skal dække alle selskaber og ikke kun dem, der vælger at bruge statens hjælpepakker. Dog kan mindre selskaber undtages:
"Det skal være et generelt forbud i 2020. Vores økonomi hænger så meget sammen, at alle får gavn af de mange milliarder, fællesskabet pumper ud. Vi vil passe på økonomien og sikre, at de penge er til gavn for de mange. Udbetaler man udbytte eller køber aktier tilbage, så er det til gavn for de få. Investerer man i sin virksomhed eller lader være med at fyre, så er det til gavn for de mange," siger Jacob Mark til Ritzau.
Enhedslisten mener, at der ud over forbud mod udbyttebetaling også bør stilles krav om stop for højere cheflønninger, aktietilbagekøb og udvidede bonusprogrammer hos selskaber, der får hjælp af staten.
Det er fuldstændigt indlysende, at får man hjælp fra hjælpepakker, så skal man ikke samtidigt sende penge tilbage til aktionærerne
"Det er fuldstændigt indlysende, at får man hjælp fra hjælpepakker, så skal man ikke samtidigt sende penge tilbage til aktionærerne," siger partiets finansordfører, Rune Lund, til Ritzau.
"Vi har fremført de krav fra starten i forhandlingerne om hjælpepakkerne. Der skal selvfølgelig være modkrav. Vi har stemt for hjælpepakkerne alligevel, fordi det er vigtigt at redde job. Men vi må nu se på, hvordan pengene bliver brugt bedst muligt. Og det er ikke på eksorbitante cheflønninger, udbytte til aktionærerne eller til skattely," mener finansordfører Rune Lund.
Regeringens nye position i forhold til nu at være indstillet på at stille modkrav til erhvervslivet til gengæld for krisehjælp kommer i kølvandet på, at formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, onsdag i Netavisen Pio kom med en direkte appel til virksomheder og banker om ikke at udbetale udbytter eller udbygge bonusprogrammer midt under coronakrisen.
Det ser ikke kønt ud, hvis de udbetaler store aktieudbytter eller udbygger bonusprogrammer i denne tid
"Jeg mener helt klart, at både virksomheder og banker bør tænke over, hvordan de i denne situation agerer. Det ser ikke kønt ud, hvis de udbetaler store aktieudbytter eller udbygger bonusprogrammer i denne tid," sagde Lizette Risgaard til Netavisen Pio.
Lizette Risgaard opfordrede alle til at vise samfundssind - også erhvervslivet:
"Det glæder mig, at regeringen også opfordrer til at vise tilbageholdenhed og at nogle banker allerede har fulgt opfordringen. Vi har brug for, at alle, og det gælder også banker og aktionærer, viser samfundssind og bidrager til, at vi kommer så sikkert som muligt gennem corona krisen”, siger Lizette Risgaard.
Allerede tirsdag var formanden for HK Danmark, Kim Simonsen, på banen med krav om, at virksomheder, der modtager corona-krisehjælp fra staten, må udvise samfundssind og droppe alle planer om at udbetale udbytte til sine aktionærerne.
Opdateret kl. 19.35 med Lizette Risgaard- og Kim Simonsen-citater.
Opdateret med fakta-boks om forslag fra Venstre kl. 20.45
Venstres forslag til forbud mod udbyttebetaling på baggrund af 2020-årsresultatet gælder kun de virksomheder, der modtager over 60 millioner i corona-krisehjælp fra staten.
Venstre formulerer det således:
Kilde: Venstre
Kommentarer
I Danmark er regeringen tåbeligt naiv omkring de store selskabers samfundssind uanset om det er en Socialdemokratisk eller Venstre ledet regering. Det er interessant at vi skal til Tyskland med en konservativ/socialdemokratisk regering for at se en langt mere realistisk tilgang til virksomhedernes moral. Godt at Piopio har sat fokus på Merkels metoder:
https://piopio.dk/den-tyske-corona-stil-statslig-hjaelp-kraever-statslig...