Annonce

Finansminister glæder sig over finanslov: “En meget ansvarlig - og en bred en af slagsen”

Kæmpestort flertal bag årets finanslov, som giver penge til bl.a. børn, skattelettelser og seniorer.
Foto: Morten Fauerby/Finansministeriet
Nicolai Wammen, finansminister
Næsten fem måneder forsinket fik Danmark i dag en finanslov.

Bag aftalen om finansloven for 2023 står regeringspartierne, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne og hele fire af oppositionspartierne.

Hele 126 mandater i Folketinget står bag den.

Finansloven, som på grund af inflationen, er den strammeste længe, er dermed også den bredeste aftale, som en finansminister har forhandlet på plads, i næsten ti år.

Årets finanslov blev præsenteret på et såkaldt doorstep - politikernes svar på et gedemarked, hvor de står som sild i en tønde - foran Finansministeriets dør.

“Det er en meget ansvarlig finanslov - og en bred en af slagsen,” siger finansminister Nicolai Wammen (S) om aftalen.

Puster ikke til inflationen

Hovedformålet har, ifølge ham, været at få lavet en finanslov, som får Danmark og danskerne trygt igennem vanskelige tider.

“Det er en finanslov, som ikke puster til inflationen, men bekæmper den,” lyder det beroligende fra Nicolai Wammen.

Han fortæller, at finansloven har en negativ finanseffekt, hvilket på mere mundret dansk betyder, at man med finansloven trækker penge ud af samfundsøkonomien.

placeholder

Fremhævede egne fingeraftryk

Som vanligt ligger de helt store udgiftsposter til statens administration, lønninger og pensioner fast, mens partierne har forhandlet om en lidt mindre pulje på omkring 350 millioner kroner til forskellige mere symbolske formål.

De fire oppositionspartier, SF, Liberal Alliance, De Radikale og Dansk Folkeparti, som regeringen har indgået aftalen med, benytter doorstep-lejligheden til at fremhæve deres egne fingeraftryk på aftalen:

For SF handler det om at tilgodese børn og miljø.

"Er det perfekt alt sammen? Nej, det er det ikke. Men jeg er glad for de sejre, SF har fået," siger partiformand Pia Olsen Dyhr på pressemødet og peger bl.a. på penge til oprydning efter generationsforurening i Vestjylland og at forældre til tvillinger, fremover kan få udvidet deres barselsorlov.

Hos De Radikale har man også prioriteret klimaet højt, siger partiets finansordfører Samira Nawa, som bl.a. glæder sig over at man har sikret finansiering til Klimarådet.

“Vi er tilfredse og glade i Radikale Venstre, men det er ikke i denne finanslov, vi redder hverken verden eller klimaet,” siger finansordfører Samira Nawa, som lover at finansministeren kan glæde sig til at se hende igen med nye radikale krav, når næste års finanslov skal forhandles.

Skattelettelser og videnscenter om seniorer

Finanslovsaftalen indeholder også nogle skattelettelser, og det er Liberal Alliances fortjeneste, siger finansordfører Ole Birk Olesen.

Partiet har fået forhandlet en forhøjelse af bundfradraget for unge under 18 med, og en forhøjelse af det beløb, man kan indsætte på en aktiesparekonto,

“Det er to elementer, som ikke ville have været med, hvis ikke Liberal Alliance var med, og derfor er Liberal Alliance med i denne finanslov,” siger Ole Birk Olesen.

Endelig er Dansk Folkeparti også med i aftalen. Partiformand Morten Messerschmidt understreger, at hans parti åbenbart er et af de eneste, der "kerer sig om de ældre".

Han er tilfreds med, at det er lykkedes partiet at få et videnscenter for seniorer, der – efter norsk forbillede – skal arbejde for, at Danmark kan blive bedre til at holde seniorer på arbejdsmarkedet.

En sejr for regeringen

TV2’s politiske analytiker Hans Redder kalder det en kæmpe sejr for regeringen, at man har landet en så bred aftale både med mange mandater bag, men også med opbakning fra både blå og røde partier.

Regeringen er som bekendt en flertalsregering, som kunne have landet finansloven blot med de tre partier, men, pointerer han.

“Det har helt tydeligt været vigtigt at få partier både til højre og til venstre for regeringen med i aftalen. På den måde forsøger regeringen at signalere, at den er i stand til at samarbejde bredt.”

“Det har tydeligvis også været interessant for oppositionspartierne at være med i finansloven. Selvom beløbene er små, er der flere store symbolpolitiske sejre for dem,” skriver han på tv2.dk.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Og hvad fik folkepensionisterne?

En våd ryg - overpisset af politikerne
.

De gamle fik et center, som skal finde ud af, hvordan man kan få dem til at knokle lidt længere.
Så sparer staten også lidt i folkepension, som kan bruges til lidt flere skattelettelser til de fattige aktionærer.

Der kan bruges 250 millioner til ekstra barsel, men ikke nogen hjælp til folks tandlægeregninger.

I Tyskland ønsker ministrene at månedlige indbetalinger til egen sundhedsforsikring og egen ældreforsorg skal sættes i værk!

Det bliver den eneste måde staten kan klare udgifterne til sundhed og ældreomsorg!

Corona, inflation og højere og mere retfærdig løn til velfærdserhvervene dræner statskassen!

Tænk hvis det havde været indført i Danmark for 30 år siden!

Så havde fremtidsudsigterne for dansk velfærd set helt anderledes ud!

En dansk velfærdsfond i kæmpe milliardklasse!

Lige til at bruge af!

Og CO2 udslippet fra 30 års ferierejser ville have været reduceret med 30%!

Nok til at redde co2 afgifter på landbruget og inflation på danske fødevarer!

Det bliver dyrt at blive gammel i Danmark!

Og vi rejste pengene bort!

Rettidig omhu savnes!

Hvis det brede folketingsflertal havde startet med at opkræve penge til fælles sygeforsikring og fælles ældreomsorgsforsikring, ja, så ville det måske gå op for danskerne hvad der venter os!

Samtidig ville antallet af flyrejser automatisk sætte en stopper for unødvendig co2 udslip!

I Tyskland er virkeligheden presserende!

Private plejehjem går konkurs en mass!

Corona, inflation og ordentlige lønforhold for de ansatte gør at folk må passe sig selv og hinanden!

I Danmark skovler staten vist penge ind på høje strøm og gaspriser!

Så ferien er reddet i 2023!

Men gem hellere pengene!

Tyskerne ved bedre!

Wammens brede smil dækker over Folketingets brede opbakning!

Ikke over udgifterne i fremtiden!

Der spares allerede sammen!