Annonce

Finansminister tager skoleforhandlinger fra undervisningsminister

Efter hård kritik af undervisningsministeren, flyttes grundstødte forhandlinger om justering af folkeskolereformen til finansministeren.
Regeringen spillede for to måneder siden ud med en reform af folkeskoleskolereformen. Skoledagen er blevet for lang, og derfor vil regeringen reducere den såkaldte understøttende undervisning og erstatte noget af den med almindelig fagundervisning, lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han sammen med undervisningsminister Merete Riisager (LA) præsenterede udspillet på en skole i Nordsjælland.

Men siden da er forhandlingerne gået fuldstændigt i stå, og forhandlingerne flyttes nu fra Merete Riisagers bord og over til finansminister Kristian Jensen (V).

Det er dybt uprofessionelt at indkalde til forhandlinger i flere måneder uden at diskutere det væsentlige

Det sker efter ønske fra Socialdemokratiet, som igennem en længere periode har ønsket at forhandlingerne flyttes væk fra undervisningsministeren, fordi man oplevede, at Merete Riisager gentagne gange ville diskutere ubetydelige ting, men ikke de store knaster om for eksempel økonomi.

”Det er dybt uprofessionelt at indkalde til forhandlinger i flere måneder uden at diskutere det væsentlige. Derfor har vi bedt om at få det rykket over i Finansministeriet, så vi kan få løst knasterne omkring økonomien. Så kan vi også forhandle med en minister, som er der efter et valg,” siger Annette Lind til dr.dk, med henvisning til at undervisningsminister Merete Riisager allerede har meldt ud, at hun stopper ved det kommende folketingsvalg.

SF’s undervisningsordfører Jakob Mark siger, at han ikke havde noget specifikt ønske om at tage forhandlingerne fra undervisningsministeren, men han konstaterer, at der ikke har været det store fremskred i forhandlingerne, og derfor kan det være en fordel, at flytte forhandlingerne til et andet ministerium.

Undervisningsminister Merete Riisager siger, at hun ikke ser noget problem i, at forhandlingerne fremover skal foregå Finansministeriet.

DF: Det er voksenmobning

Mens ministrene har travlt med at nedtone konflikten, så er Dansk Folkepartis undervisningsordfører Alex Ahrendtsen til gengæld helt oppe i det røde felt.

Socialdemokraternes kritik af ministeren er ifølge ham udtryk for en ”personlig hetz mod ministeren”, og det er "politik, når det er allerværst":

"Det er mobning af en dygtig minister, og det udspringer af personlige motiver, som jeg har meget svært ved at forstå. Jeg synes, at de er meget urimelige, og det er virkelig ærgerligt, at det nu går ud over folkeskolen, at Annette Lind og for så vidt hele venstrefløjen mobber ministeren. Det er pinligt for folkestyret,” siger Alex Ahrendtsen til Danmarks Lærerforenings fagblad, folkeskolen.dk.

De er ikke gode ved Merete

Han mener, at det udelukkende er et spørgsmål om personlig kemi mellem parterne, som har fået forhandlingerne til at kuldsejle.

"Annette Lind og venstrefløjen - det vil sige Radikale og SF - kan ikke lide Merete (Riisager, red.). Det er så personligt det, der foregår. Og det er derfor, at jeg kan kalde det mobning. Det kommer fra partier, som altid taler om, at vi skal være så sociale, og vi skal være gode ved hinanden. De er ikke gode ved Merete. De er alt andet end gode. Jeg synes, at det er så uklædeligt,” lyder det fra Alex Ahrendtsen, som desuden spekulerer i, at Socialdemokratiet hellere vil forhandle med en Venstre-minister.

Han mener desuden, at Socialdemokratiet – og de radikale – skal skifte deres ordførere ud, hvis man skal lande en løsning.

En kompromisløs politiker

Berlingske har tidligere beskrevet hvordan Merete Riisagers handlinger og person har skabt problemer med at skabe enighed på undervisningsområdet.

I et portræt i avisen karakteriseres Merete Riisager som værende meget kompromisløs, meget egenrådig, og som en minister, der virker ultimativ og uforberedt i forhandlingslokalet. Det nævnes også, at Riisager er blevet set vende øjne af de andre politikere.

Riisager har flere gange været i åben konflikt med både Venstre og de konservative. For eksempel da hun for et år siden besluttede at fjerne internetadgangen ved eksaminerne i gymnasiet. Kun Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen bakkede hende op.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet