Annonce

Finansminister vil forhindre økonomisk vanvidskørsel

“Det er en stram og ansvarligt finanslov, hvor vi også i år udviser rettidig omhu og letter foden fra speederen,” lyder det.
Slipset var bordeauxfarvet, skjorten hvid og jakkesættet mørkeblåt.

Det var en alvorligt klædt finansminister Nicolai Wammen (S), der også havde lagt ansigtet i alvorlige folder, som mandag præsenterede regeringens finanslovsforslag på et pressemøde i Finansministeriet.

For trods det glade budskab om at det går godt for den danske økonomi advarer Nicolai Wammen om, det faktisk går så godt, at der næste år bliver behov for at tage farten ud af det økonomiske opsving efter coronakrisen, så det ikke kører af vejen. Danskerne “svinger dankortet,” som han udtrykker det.

Udviser rettidig omhu

“Det er en stram og ansvarligt finanslov, hvor vi også i år udviser rettidig omhu og letter foden fra speederen,” lød det fra finansministeren.  

“Derfor kommer man ikke til at se en lang række nye, dyre forslag fra regeringen.” 

Krigskassen kører videre

Det dyreste forslag er faktisk, at Nicolai Wammen vil lægge fire milliarder kroner til side til uforudsete coronaudgifter i den såkaldte “krigskasse,” som blev oprettet under krisen.

Milliarder som finansministeren ikke håber, at der bliver brug, men som ligger der, hvis der altså skulle blive det.

Tilbage står en såkaldt forhandlingsreserve på 1,2 milliarder kroner. Hvilket er de penge, som partierne bag den kommende finanslovsaftale vil få lov til at være med til at fordele.

Selv ser finansministeren helst, at de bruges på velfærd og den grønne omstilling. Sidste år var forhandlingsreserven på 1,5 milliarder kroner.

Men Nicolai Wammen forventer, at de andre partier kommer med flere ønsker, hvilket er “helt fair.”

“Det bliver ikke nemme forhandlinger,” sagde finansministeren.

“Det er det aldrig.”

Det er hverdag igen

Så sent som i maj troede regeringen ellers, at næste år ville blive året med den største vækst i dansk økonomi i 15 år.

Men nu viser det sig, at væksten allerede i år bliver høj, nemlig 3,8 procent. Og til næste år ventes en vækst på 2,8 procent, lyder prognosen.

Godt for dansk økonomi

“Det går med andre ord rigtig, rigtig godt for dansk økonomi,” fortalte finansministeren.

“Vi har klaret os økonomisk gennem coronakrisen. Hverdagen vender tilbage.”

Samtidig er beskæftigelsen allerede rekordhøj efter coronakrisen , og flere virksomheder har ligefrem svært ved at finde medarbejdere.

At samme årsag bebuder Nicolai Wammen “inden for meget kort tid” en række forslag, at der netop skal få flere i arbejde.

Te og kaffe

Både Enhedslisten og SF kritiserer regeringen for ikke at ville bruge penge på netop velfærd og den grønne omstilling.

“Dybt bekymrende, at regeringen igen i år nærmest ignorerer den grønne omstilling i sit finanslovsudspil,” skriver Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, på Twitter.

placeholder

SF’s formand, Pia Olsen, kalder finanslovsforslaget for en “tynd kop the.”

“Regeringens finanslov er lidt som en tynd kop the på en morgen, hvor man mest af alt har brug for en stærk jordemoderkaffe,” skriver Pia Olsen Dyhr, på Twitter.

“Vi står med enorme udfordringer i folkeskolen, på fødegangene, børnefattigdom - med gift i vores drikkevand. Det kræver investeringer.”

placeholder

FH vil lukke hul i dagpengenet

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) efterlyser, at finansministeren allerede nu kommer med forslag, som skal skaffe  

flere hænder til virksomhederne.

“Arbejdsmarkedet er rødglødende, og vi har behov for reformer nu,” skriver administrerende direktør, Jacob Holbraad, på Twitter.

placeholder

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) savner til gengæld, at finansministeren fokuserer på dagpengene. De store forandringer i samfundet kræver nemlig et fleksibelt arbejdsmarked med trygge lønmodtagere, lyder det fra FH’s formand, Lizette Risgaard.  

”Det økonomiske sikkerhedsnet har fået flere og flere huller,” siger Lizette Risgaard.

“Det skal stoppes – og det skal være nu.”

placeholder

Finanslovsforhandlingerne med de øvrige partier begynder i efteråret og skal munde ud i den endelige finanslovsaftale for næste år. Det sker normalt i november eller december.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Danmarks statsgæld plejer at vende de politiske vinde. Heldigvis har de borgerlige ikke fået øje på dens himmelflugt endnu.
Finansministeren udviser det rettidige omhu, som gør at Danmark ikke for nuværende behøver at frygte en ny Fogh.
Der er regninger der skal betales og “økonomien buldrer derudad”, som statsministeren siger.
Danskerne ved godt at coronaen har haft en dyr pris.

Så længe regeringen ikke stopper de stigende huspriser, fortsætter "vanvidskørslen" til en ny finanskrise sætter en stopper for det. Det positive (hvis man mener det er positivt) er selvfølgelig at det også medføre at manglen på arbejdskraft bortfalder, som vi så efter finsnaskrisen i 2008.