Finansministeriet drukner i sit eget røgslør

Leder: Finansministeriet er ikke hævet over kritik og kan ikke gemme sig bag beskyldninger om Trumpske tilstande. Åbenhed er bedste værn mod mistillid
Det var en pinlig affære, da man i sidste uge kunne følge, hvordan en hæderkronet samfundsinstitution som Finansministeriet kastede sig i skyttegraven og beskyldte kritiske røster for at gå Trumps ærinde.

Departementschef Martin Præstegaard bekræftede de værste fordomme om ministeriets magtfuldkommenhed, da han brugte selveste Donald Trump som argument imod kritikken

Finansministeriets departementschef Martin Præstegaard bekræftede de værste fordomme om ministeriets magtfuldkommenhed, da han i Politiken brugte selveste Donald Trump som argument imod kritikken af ministeriets finanspolitiske regnemodeller: ”Internationalt kan man se det i skikkelse af den amerikanske præsident, Donald Trump, der går meget systematisk op imod etablerede institutioner”.

Det bedste forsvar er og bliver et angreb.  Også for Finansministeriet.

Kritik er det bedste våben mod Trump

Der er ingen tvivl om, at vi har brug for stærke regnemodeller og kompetente regnedrenge og -kvinder. De skal kvalificere grundlaget for de politiske beslutninger, som træffes i Finansministeriet, regeringen og Folketinget. Og nej, de modeller skal absolut ikke være afhængige på skiftende politiske flertal.

Her har departementschefen fuldstændig ret: ”Der skal være fagligt belæg for vores arbejde”.

Men det betyder ikke, at modellerne er uforanderlige, eller at ministeriet bør være immun overfor kritik, eller at vi på nogen måde er bare i nærheden af “trumpske” tilstande. I virkeligheden kommer departementschefen selv til at minde mere om Trump end kritikerne gør, når han udpeger de kritiske spørgsmål som kernen i problemet.

Det svarer ganske pænt til Trumps metode, når han mener, at det er undersøgelsen af den russiske indblanding, der er problemet og ikke selve den russiske indblanding.

Det største problem er ikke, at Martin Præstegaard forvilder sig ud i et desperat Trump-argument, men at hans selvsikkerhed bringer ham i karambolage med store dele af den etablerede økonomiske sagkundskab.

Det Økonomiske Råd har nemlig flere gange peget på ”skævheden” i Finansministeriets beregninger. Overvismand Michael Svarer har overfor Weekendavisen fastslået:  ”De økonomiske beregninger skal ikke diktere politikken, men give det bedste grundlag for beslutningerne”, mens han også tilføjede, at modellerne altid bør justeres løbende med den nyeste viden.

Usikkerhederne er en konstant

Ønsket om faglig evidens i Finansministeriet burde betyde, at kritikerne blev inviteret indenfor og bør hyldes for deres arbejde - hvad end den kommer i form af bøger, rapporter eller vedholdende spørgsmål.

Hvis Finansministeriet virkelig skal være det ”overministerium”, som mange opfatter det som, så bør det også have overskud til mere end at skræmme kritikerne væk.

Hvis Finansministeriet virkelig skal være det ”overministerium”, som mange opfatter det som, så bør det også have overskud til mere end at skræmme kritikerne væk.

Den offentlige debat og ny forskning kan kun styrke modellerne. Det kan betyde, at skattelettelserne måske ikke er helt så selvfinansierende som hidtil antaget. Det betyde, at det alligevel kan betale sig at investere i bæredygtighed, ligesom det måske også kan betyde, at visse velfærdsydelser kan hæmme en ønsket adfærd.

Og endelig kunne det også betyde, at vi er tvunget til at acceptere, at der er større usikkerhed forbundet med antagelser i de samfundsøkonomiske regnestykker, som Finansministeriet regnemaskine producerer.

Åbenhed er i alle tilfælde kodeordet.

Når der er tale om beregninger om fremtiden, får vi aldrig et helt præcist eller nøjagtigt resultat. Økonomi bliver aldrig en eksakt videnskab eller udtryk for en højere sandhed. Den erkendelse burde både politikere og Finansministeriets embedsmænd gøre sig.

Det er i sidste ende politikerne og ikke regnemodellerne, som skal stå til ansvar.

Frem for at modellerne gør politiske forslag selvfinansierende og dermed forsøger at overflødiggøre den politiske debat, så burde det være en opfordring til at lægge længere armslængde til beregninger og styrke de politiske mandater. Det er i sidste ende alene politikerne og ikke regnemodellerne, som skal stå til ansvar.

Den politiske bias er en realitet

Den er ganske enkelt en fejlslutning, hvis man forsøger at gøre regnemodellerne til en rendyrket bureaukratisk opfindelse, som aldrig har været udsat for politisk eller ideologisk påvirkning – tværtimod så stammer de nuværende regnemodeller fra Anders Fogh Rasmussens glade dage som statsminister i begyndelsen af 00’erne. Et faktum, der mere end rigeligt indikerer en politisk bias.

Før Fogh-æraen gav skattelettelser ikke de selvfinansierende dynamiske effekter, som de gør i dag.

Før Fogh-æraen gav skattelettelser ikke de selvfinansierende dynamiske effekter, som de gør i dag.  Kombinationen af de nuværende skævheder, og tidligere tiders massive politiske indblanding, er mere end rigeligt til at retfærdiggøre et gennemgribende reformarbejde af de eksisterende regnemodeller.

Mistilliden til Finansministeriet vil fortsætte med at vokse, så længe Finansministeriet kaster røgslør, går i skyttegravene og fornægter behovet for reformer af de nuværende regnemetoder. Åbenhed, ærlighed og offentlig diskussion er den eneste måde, hvorpå den voksende mistillid kan bekæmpes.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook