Finansministeriet: Kun gamle studier om skat og arbejdsudbud

Analyse: Finansministeriet er nået til præcis den samme konklusion som Folketingets økonomiske konsulent: Der eksisterer ikke nyere danske studier, som dokumentere en sammenhæng mellem lavere skat og øget arbejdsudbud. Liberalister blander æbler og pærer i forsøg på at modbevise konklusionerne.
Som vi fortalte i går her på Netavisen Pio, sætter en ny rapport fra Folketingets økonomiske konsulent spørgsmålstegn ved en af de mest sejlivede myter i dansk politik. Nemlig, at det som noget nær en naturlov gælder, at lavere marginalskat (eksempelvis topskat) vil øge arbejdsudbuddet, altså få danskerne til at ønske at arbejde mere.

Men dokumentationen for en sådan sammenhæng er spinkel og bygger på tyve år gamle data, lød det forleden fra Folketingets økonomiske konsulent. ”Konklusionen er, at der ikke eksisterer nyere empiriske studier, der understøtter beregninger af forventede arbejdsudbudseffekter foretaget af Finansministeriet”, hed det i Rapport om dynamiske effekter og marginalskat m.v.

Det fik ikke overraskende en række debattører til at kaste sig ud i hårde angreb på den navngivne konsulent. Liberal Alliance Niels Westy kaldte rapporten ’makværk’, Børsens Thomas Bernt Henriksen mente nærmest der var tale om grundlovsbrud, mens Cepos’ Mads Lundby Hansen valgte den lidt mere konstruktive tilgang at tweete en række studier, der angiveligt skulle modbevise rapportens konklusioner.

Men ser man på de studier, som han og en række andre liberalister har fremlagt i løbet af de seneste dage, er der intet som modbeviser rapportens konklusioner. Tværtimod styrker det indtrykket af, at Folketingets økonomiske konsulent har en pointe, når hun i rapporten konkluderer, at der ikke findes nyere studier, der bakker op om Finansministeriets regnemetoder. En erkendelse, som Finansministeriet i øvrigt så sent som i marts måned selv måtte rykke ud med.

Finansministeren fokuserer på arbejdsudbud
Det er Folketingets Finansudvalg – altså folkevalgte politikere – har bedt den økonomiske konsulent undersøge erfaringerne med at sænke marginalskatten i Danmark, herunder om ”de forventede dynamiske effekter indtraf, og om selvfinansieringsgraderne var så store som forventet”.

”De forventede dynamiske effekter” knytter sig i denne forbindelse til ændringer i arbejdsudbuddet, den såkaldte arbejdsudbudselasticitet. Den afspejler, hvor mange procent folk er villige til at arbejde ekstra, hvis marginalskatten sænkes med én procent. Finansministeriet skriver selv i et svar til Folketinget, at

”De konkrete elasticiteter, der anvendes i forbindelse med skøn for dynamiske virkninger som følge af ændringer i personskatter, herunder topskattelettelser, afspejler ændringen i arbejdsudbuddet målt i timer. Det dynamiske provenu i kroner afspejler dermed den afledte effekt i form af ændringen i skatteindtægter som følge af ændringen i arbejdsudbuddet.”

Konkret arbejder Finansministeriet med en elasticitet på 0,1 procent. Det vil sige, at Finansministeriet antager, at en sænkelse af marginalskatten med én procent vil betyde, at de personer, der berøres af ændringen, vil arbejde 0,1 procent ekstra.

Da konsulenten er blevet bedt om at forholde sig til ”de forventede dynamiske effekter”, er hendes opgave naturligvis at undersøge, hvorvidt der er studier, som kan dokumentere de effekter på arbejdsudbuddet, som Finansministeriet lægger til grund i sine beregninger. Og altså ikke effekten af alt muligt andet.

Det betyder også, at studier, der beskæftiger sig med andre aspekter af lavere marginalskat, eksempelvis betydningen for produktivitet og lønindkomst, er derfor ikke er relevante i denne sammenhæng, hvis de ikke påviser en effekt på arbejdsudbuddet. Finansministeriet gør selv i et svar til Folketinget opmærksom på, at det er vigtigt at skelne mellem elasticitet på arbejdsudbud, som er den elasticitet Finansministeriet arbejder med, og andre typer af elasticitet, eksempelvis elasticitet på lønindkomst.

Finansministeriet kender heller ikke nyere studier
Finansministeriet bygger sin antagelse om en elasticitet på 0,1 procent på studiet “Overtime Work, Dual Job Holding and Taxation” af Anders Frederiksen, Ebbe Krogh Graversen og Nina Smith fra 2001.

Som tidligere fortalt her på Netavisen Pio, så stammer studiets data fra 1996, hvor 2441 personer er blevet bedt om at udfylde et spørgeskema og blandt andet svare på hvordan de vil agere i den hypotetiske situation, at skatten blev sat ned. Dansk skattepolitik bygger altså på en tyve år gammel stikprøve!

Desuden viser studiet faktisk, at det kun er kvinder, som med sikkerhed vil arbejde længere, hvis skatten sættes ned (elasticitet på 0,15 procent). For mænd er der ingen signifikant sammenhæng mellem lavere skat og længere arbejdstid (elasticitet på 0,05 procent).

Så hvorfor bygge sin skattepolitik på et så gammelt og usikkert grundlag? Spørger man Finansministeriet, så findes der ganske enkelt ikke nyere studier af sammenhængen mellem marginalskat og arbejdsudbud:

”Vurderinger af arbejdstidens følsomhed overfor ændringer i marginallønnen efter skat tager afsæt i et studie fra 2001 og Finansministeriet er ikke bekendt med nyere studier, hvor virkningen af skatteændringer på det kvantitative arbejdsudbud er opgjort på danske data”, skrev Finansminister Claus Hjort Frederiksen så sent som i marts 2016 i et svar til Folketinget.

Finansministeriet når nåede altså allerede for tre måneder siden frem til den konklusion, som Folketingets økonomiske konsulent nu kritikeres hårdt for.

Nyere studier fokusere på lønindkomst – ikke arbejdsudbud
Alligevel har en række debattører de seneste døgn flittigt tweeted studier, som angiveligt skulle vise, at der eksisterer en sammenhæng mellem marginalskat og arbejdsudbud.

Det drejer sig om studier af Henrik Kleven og Esben Anton Schultz, der blandt andet ligger til grund for vismændenes rapport fra efteråret 2011, studier af Hans Bækgaard, studier af Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Claus Thustrup Kreiner og Jakob Roland Munch, samt en række studier af økonomen Raj Chetty fra Standford University i USA.

Fælles for alle disse studier er imidlertid, at de undersøger sammenhængen mellem marginalskat og lønindkomst, ikke sammenhængen mellem marginalskat og arbejdsudbud. Derfor kan studierne heller ikke bruges til at sige noget om, hvorvidt Finansministeriet har ret i sin antagelse om, at arbejdsudbuddet øges når skatten sættes ned.

Der er i øvrigt stor variation studierne imellem, idet de kommer frem til meget forskellige elasticiteter for lønelasticitet. Det skyldes blandt andet, at ikke alle studier forholder sig til begrebet ’indkomstflytning’ (se eksempelvis AE-Rådet), det vil sige at personer i forbindelse med skattereformer udskyder beskatning fra et år til det næste for at slippe billigere i skat. Dermed fremstår det umiddelbart, som om skattereformen har medført en stigning i indkomsten.

Flere af studierne understreger da også selv gentagne gange, at resultaterne er forbundet med stor usikkerhed – et forbehold som liberalisterne ofte glemmer, når de videreformidler forskningen. Dertil kommer igen problemet med, at flere af studierne, blandt andet Raj Chettys, bygger på data helt tilbage fra 90’erne.

Fravær af bevis er selvfølgelig ikke det samme som bevis på fravær. Det kan meget vel være, at lavere marginalskat vil medføre højere arbejdsudbud. Vi ved det bare ikke, for der er ikke lavet nogen nyere studier af fænomenet. Der er brug for mere viden, før der kan konkluderes noget med sikkerhed.

 

Bragt første gang 30. juni 2016


Kommentarer fra Facebook