Mens Enhedslisten, Alternativet, Politiken og Tænketanken Cevea plejer at være hårdnakkede modstandere af Finansministeriet regnemodeller, så er holdningen hos dele af denne gruppe en ganske anden, når det handler om flygtninge. Kritikken af regnemodeller og udbudsøkonomi suspenderes, når moralismen sættes ind.

Flygtninge skal ses som ressource. @alternativet_|s politik understøttes nu af finansministeriets tal #dkpol https://t.co/8FRxGGtmsn
— Josephine Fock (@JosephineFock) May 5, 2016

Hvor venstrefløjskritikerne ofte (og med rette) påpeger, at det er hamrende usikkert, at reformer der skal presse ledige, syge og nedslidte mennesker ud på arbejdsmarkedet vil øge både udbud og efterspørgsel, så er mulighederne åbenbart helt anderledes, når det kommer til traumatiserede flygtninge.

Kritikken af regnemodeller og udbudsøkonomi suspenderes, når moralismen sættes ind.

Den udbudskritiske pibe fik en anden lyd, da Finansministeriet forleden fremlagde sit konvergensprogram i Politiken. Her fremgik det, at 100.000 flere flygtninge til Danmark frem mod 2020 ville betyde en langsigtet forbedring af dansk økonomi med 0,15 procent af BNP, eller hvad der svarer til 2,7 milliarder kroner om året.

Problemet er bare, at modellen er baseret på en ren teoretisk forestilling om, at øget udbud af arbejdskraft altid styrker økonomien, at der ikke tages højde for de konkrete udfordringer med integrationen som præger Danmark, og endelig, at modellen ikke indregner hvilken situation Danmark står i.

Finansministeriet tager afstand fra sig selv
Mens dele af venstrefløjen begår hykleri ved at godtage metoder, som de selv har kritiseret i årevis, å bliver de dog overgået til den siddende Venstre-regering, der giver den som hyklere af værste skuffe, når de undsiger de metoder, som de selv har hyldet i årevis.

Fra Beskæftigelsesministeren Jørgen Neergaard Larsen lyder det således at beregningen er ’milevidt fra at være realistisk’ og  regnestykket derfor bør betragtes som ’talgymnastik’. Og fra Finansministeriets egen fortrydelses-pressemeddelelse lyder det tilsvarende: ”Flygtningetilstrømning er ikke fordel for de offentlige finanser”.

Problemet for Venstre er ikke så meget, at de nye tal spænder ben for Støjbergs anti-flygtninge-kampagne, men mere, at beregningerne fremstiller det som om at prisen på at integrere flygtninge, gøre dem arbejdsmarkedsparate og finansiere det øgede velfærdsforbrug fra 2020 ikke vil være en samlet udgift for Danmark. Det optræder ikke som en udgift i Finansministeriets regnskab fordi man bare skære ned andre steder. Det er molbo-mekanik for regnedrenge. Ifølge Finansministeriet egen korrektion, så svarer merudgifterne ved flygtningestrømmene fra 2016 til 2020 til cirka 6,4 mia. kr. Derefter forventer Finansministeriet en varig ekstraomkostning ca. 3 mia. kr. om året i al fremtid.

Det er molbo-mekanik for regnedrenge.

Der er tale om politisk rygsvømning af et omfang, som burde kunne få Venstre til at kvalificere sig selv til det kommende OL i 400 meter rygcrawl. Men hvad der er endnu vigtigere, så er der tale om en direkte tilståelsessag. De modeller som skiftende Finansministre i årevis har anvendt uden forbehold, er endegyldigt sat under pres.

Økonomisk tænkning som i 1800-tallet
At øget udbud skaber sin egen efterspørgsel er en forestilling, som længe har domineret den økonomiske tænkning i Danmark. Når danske embedsmænd skal beregne den økonomiske udvikling i Danmark, så har de taget regnemodeller og den såkaldte Says lov i brug.

Som udtænkt af ophavsmanden Jean-Baptiste Say, så betyder princippet, at hvis man øger udbuddet af arbejdskraft, så vil det automatisk føre til en øget efterspørgsel.

Når flere søger job samtidig, så vil der automatisk også være flere virksomheder, der ansætter.

Problemet er, at forestillingen om, at den øget udbud af arbejdskraft (hvilket i modsætning til hvad flertallet af danskerne tro ikke betyder flere job, men flere jobsøgende) fører til en tilsvarende stigning i beskæftigelsen er en teoretisk tanke, der kun fungerer optimalt i et lukket kredsløb. I global verdensøkonomi, hvor der kommer kriser, faldende forbrug og stigende ledighed, er der stor forskel på, hvilken effekt øget udbud af arbejdskraft vil have.

Det samme gælder forholdet til kvaliteten af den udbudte arbejdskraft –uddannelser, sprogkundskaber, erfaringer og jobparathed er således af afgørende betydning. Men ingen af delene tager den meget stationære forestilling om udbudsøkonomi højde for. Øget arbejdsudbud har givetvis en effekt, men den er bare ufattelig usikker.

Essensen er at regnemodeller betyder, at forslag, der handler øget arbejdsudbud, det være sig lavere skat for de rigeste, mindre ferie eller øget indvandring, kraftigt overvurderes, så det næsten altid giver plus, mens den offentlige sektor, øget uddannelse eller klimaforbedringer typisk giver minus. Simple modeller giver simple svar.

Læs også 'Hokus-pokus - så er alle flygtninge i arbejde' om hvordan Finansministeriet kommer frem til at flygtninge er godt for økonomien.

Den økonomisk fejlkurs er udstillet

På minussiden står, at dele af venstrefløjens nu har slået sig ind på den udbudsøkonomiske kurs og dermed accepteret det neoliberale arvegods. På plussiden kan man til gengæld glæde sig over, at Finansministeriet utilsigtet har påbegyndt opgøret med de regnemodeller, som de selv har brugt til at skævvride dansk økonomi de sidste mange år.

De første spadestik er taget til den grav, som den simple udbudsøkonomi skal begraves i.

De første spadestik er taget til den grav, som den simple udbudsøkonomi og de fejlanvendte regnemodellerne skal begraves i.

Det kan være begyndelsen på enden.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.