Finansministeriet under pres – slag om regnemodeller venter forude

Analyse: Finansminister Kristian Jensen afviser at ændre i regnemodellerne, mens både folketingsflertal og vismænd kræver ændring.
Det trækker op til konfrontation mellem Folketinget og regeringen om Finansministeriets meget omtalte regnemodeller. Et bredt flertal uden om regeringen kræver nemlig, at de samfundsøkonomiske effekter af uddannelse, børnepasning, sundhed, infrastruktur og andre offentlige ydelser fremover indregnes, når Finansministeriet regner på konsekvenserne af nye politiske forslag.

Flertallet, som består af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og SF, meddelte kort før sommerferien, at de senest til oktober forventer en redegørelse fra Finansminister Kristian Jensen for ”hvad finansministeren vil gøre for at sikre sig, at de nævnte dynamiske effekter indarbejdes i Finansministeriets regneprincipper og i økonomiske modeller”.

Det fremgår af en såkaldt beretning, som partierne har afgivet i forbindelse med behandlingen at et beslutningsforslag fra SF om netop Finansministeriets regnemodeller. Partierne skriver videre i betænkningen, at de derefter vil ”tage stilling til, om de af finansministeren foreslåede tiltag er tilfredsstillende og tilstrækkelige.”

Finansminister Kristian Jensen har imidlertid allerede afvist, at han vil imødekomme Folketingets krav om at ændre i de økonomiske modeller.

Lavere skat er godt - offentligt forbrug er ligegyldigt
Det kan lyde som en meget teknisk diskussion. Men faktisk har spørgsmålet om, hvad der skal medregnes af dynamiske effekter, stor betydning for den politik, der føres i dagens Danmark. Det skyldes, at de nuværende regnemodeller reelt favoriserer lavere skat på bekostning øgede investeringer i eksempelvis uddannelse, sundhed eller infrastruktur, når det kommer til at øge væksten og beskæftigelsen i Danmark.

Lavere topskat finansieret af flere lukkedage i daginstitutionerne vil altså være en ubetinget fordel

Det er formentlig også derfor, at lavere skat har spillet en så markant rolle i den økonomiske politik de seneste år. Skatten for både privatpersoner og virksomheder er sænket af flere omgange, mens der er gennemført store besparelser på blandt andet uddannelse og forskning.

At et politisk tiltag har ’dynamiske effekter’ vil sige, at forslaget fører til en ændret adfærd hos de dele af befolkningen, der bliver berørt af tiltaget. I dag indregner Finansministeriet dynamiske effekter i forbindelse med skatteændringer. Her antager Finansministeriet, at lavere marginalskat vil give folk lyst til at arbejde mere, fordi der skal betales mindre skat af den sidst tjente krone.

Derimod indregner Finansministeriet ikke eller kun i begrænset omfang dynamiske effekter når det gælder offentlige serviceydelser såsom eksempelvis børnepasning, uddannelse, og sundhed, eller offentlige investeringer infrastruktur såsom veje og broer.

Det på trods af, at der er bred enighed om, at eksempelvis åbningstiderne i daginstitutioner har stor betydning for børnefamiliers deltagelse på arbejdsmarkedet, eller at hurtig behandling på sygehusene har betydning for, hvor hurtigt folk kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Lavere topskat finansieret af flere lukkedage i daginstitutionerne vil altså være en ubetinget fordel for vækst og beskæftigelse, hvis man skal tro regnemodellerne.

Vismændene: Modeller giver ’ubalanceret vurdering’
AE-Rådet har gennem længere peget på, at der ligger en stor skævhed i Finansministeriets praksis, som betyder, at lavere skat fremstår som mere attraktivt end offentligt forbrug. Og nu har også de økonomiske vismænd meldt ud, at det er på tide at Finansministeriet tilpasser modellerne.

I deres seneste rapport fra maj 2017 skriver vismændene blandt andet, at ”Hvis man systematisk udelader udgiftssidens dynamiske effekter, vil det kunne føre til en fejlvurdering af økonomiens fremtidige kapacitet og få betydning for eksempelvis vurderinger af det langsigtede vækstpotentiale og den finanspolitiske holdbarhed.” (side 157).

Dermed kan vigtige politiske beslutninger blive truffet på et fejlagtigt grundlag

Eller sagt med andre ord: Hvis man kun medregner positive effekter af lavere skat, men ikke negative effekter af lavere offentligt forbrug, så risikerer man at gå helt galt i byen når man beregner konsekvenserne af politiske forslag. Og dermed kan vigtige politiske beslutninger blive truffet på et fejlagtigt grundlag.

Vismændene skriver videre, at ”Udfordringerne i forhold til at indregne dynamiske effekter af offentligt forbrug og investeringer er betydelige, men ikke fundamentalt anderledes end på skatteområdet. Det er muligt og en vigtig opgave at opbygge et konsistent sæt af regneprincipper for dynamiske effekter af offentligt forbrug og offentlige investeringer. Alternativet som anvendes i dag – implicit at antage at effekten er nul – giver en ubalanceret vurdering.” (side 163).

Regeringen afviser Folketinget
Trods pres fra både et flertal i Folketinget og økonomiske eksperter, så har regeringen indtil nu afvist at ændre i regnemodellerne. Ifølge Kristian Jensen er regeringen ikke principiel modstander af, at indregne effekter af offentligt forbrug, men der findes ikke tilstrækkelig viden om effekterne til, at Finansministeriet kan indregne dem:

”Finansministeriet indregner gerne adfærdseffekter af dele af det offentlige forbrug, når der i overensstemmelse med regneprincipperne vurderes at være empirisk belæg herfor. Finansministeriet har sammen med andre ministerier de nødvendige ressourcer og kompetencer til at vurdere disse spørgsmål og om nødvendigt udbygge regnemetoderne, hvis der skulle komme en ny evidens på området.”, lød det fra Jensen ved 1.-behandlingen af beslutningsforslaget.

Finansministeren har altså venligt men bestemt bedt Folketinget blande sig udenom

Finansministeren har altså venligt men bestemt bedt Folketinget blande sig udenom og overlade det til Finansministeriet selv at vurdere hvorvidt – og i givet fald hvordan – effekterne skal indregnes. Han afviste samtidig blankt et forslag fra SF om at nedsætte et ekspertudvalg, der skal komme med forslag til, hvordan dynamiske effekter af offentlige udgifter kan indregnes i Finansministeriets regnemodeller.


Flere artikler om emnet

Annonce