Annonce

Finland: En valgaften næsten uden vindere

Socialdemokratiet blev største parti, men nu venter der svære regeringsforhandlinger før partiet kan sætte sig i statsministerstolen.
Finlands socialdemokrater, SDP, har erklæret sejr ved søndagens valg til rigsdagen, men nu venter der komplicerede regeringsforhandlinger, for intet parti har vundet et klart mandat.

Valgets store taber blev den finske statsminister Juha Sipilä og hans Centerparti, som blev kraftigt decimeret.

”For første gang siden 1999 er vi det største parti i Finland. Socialdemokratiet er statsministerpartiet,” siger partileder Antti Rinne søndag ved 22.30-tiden dansk tid.

Det er dog en sandhed med modifikationer, for de finske socialdemokrater blev rigtigt nok det største parti, men med kun 17,7 procent af stemmerne fik socialdemokraterne partiets næstdårligste valg i finsk politiks 112-årige historie.

Partiet kan dog, udover at glæde sig over at være blevet størst, også konstatere, at den beskedne fremgang på 1,2 procentpoint blev vekslet til hele seks nye mandater, så de nu har 40 medlemmer i den 200 mand store rigsdag.

finland_valgresultat_2019-2.jpg

Finlands valgresultat 2019

Valgdeltagelsen blev på bare 72 procent, der dog er en lille stigning i forhold til valget i 2015.

Finnernes Parti fik comeback

Meningsmålingerne inden valget havde ellers spået Socialdemokratiet lidt højere, men en dårlig slutspurt betød altså, at SDP bliver største parti foran det indvandrerkritiske Finnernes Parti (Dansk Folkepartis søsterparti, der tidligere hed De Sande Finner, red.), som ender på 17,5 procent.

Finnernes Parti går 0,2 procentpoint tilbage, men vandt alligevel et ekstra mandat. Et overraskende comeback til et parti, som i løbet af valgperioden blev sprængt i to efter et formandsopgør, som Jussi Halla-Aho vandt.

Splittelsen i partiet, som sad i regeringen, betød at halvdelen af partiets parlamentsgruppe – dem der støttede regeringsdeltagelsen - efterfølgende forlod partiet og i stedet dannede partiet Blå Fremtid, som også stillede op ved søndagens valg – men Blå Fremtid fik kun 1,0 procent af stemmerne og ikke et eneste mandat valgt.

Hvad Finnernes Parti vil bruge resultatet til, er dog mere tvivlsomt.

Statsministeren tabte stort

Valgets store taber blev statsminister Juha Sipilä, som tidligt søndag aften måtte erkende, at hans liberale Centerparti havde fået en ordentlig øretæve af vælgerne. Partiet går fra at være det største til at være det fjerdestørste i finsk politik.

Centerpartiet, der er søsterparti til Venstre og de radikale,  fik 13,9 procent af stemmerne, hvilket var en tilbagegang på 7,3 procentpoint i forhold til valget for fire år siden. Det kostede partiet 18 mandater, og de må nøjes med 31 pladser i den ny rigsdag.

Centerpartiets regeringspartner, Samlingspartiet, som er de danske konservatives søsterparti, kunne også notere en mindre tilbagegang på 1,2 procentpoint, så de endte på 17 procent og blev tredjestørst, men partiet blev begunstiget af valgmatematikken, som sikrede partiet et ekstra mandat, så de ender på 38.

Grønne og røde gik frem

Det finske valg fulgte også nogle af de tendenser, man har set andre steder i Europa i de seneste år, hvor vælgerne dels flytter mod yderfløjene og mod de grønne partier.

Valgets største fremgang gik til partiet Grønt Forbund, som kunne notere sig en fremgang på 3 procentpoint og hele fem mandater. De grønne endte på 11,5 procent og 20 mandater. Det bedste resultat siden partiet første gang stillede op tilbage i 1983.

Og det var særligt i hovedstaden, Helsinki, at partiet kunne notere sig den største fremgang. Her gik man frem med hele 4,7 procent, hvilket gjorde De Grønne til det største parti i Helsinki.

Også socialistpartiet Vänsterforbundet kunne glæde sig over fremgang. I procenttal var den begrænset. Partiet gik fra 7,2 procent til 8,2 procent, men kunne glæde sig over, at det kastede hele fire ekstra mandater af sig, så de ender med 16. Det er partiets første fremgang siden 1995.

Det finske valgsystem, som minder lidt om det danske, med storkredse, men uden hverken spærregrænse eller tillægsmandater, var ond ved et andet nyt parti. Partiet Liike Nyt eller Bevægelse Nu, som er stiftet af et tidligere medlem af Samlingspartiet, fik 2,3 procent af stemmerne, men kun et mandat valgt.

Regeringsforhandlinger venter forude

Den tidligere fagforeningsleder, Antti Rinne, får nu opgaven med at samle en regering. Der er i Finland tradition for brede regeringer henover midten, men hvordan den konkret kommer til at blive sammensat, er uvist.

Både de nuværende regeringspartier, Centerpartiet og Samlingspartiet, har ikke afvist at danne regering med Socialdemokraterne, som desuden kan overveje at tage enten de grønne eller Svensk Folkeparti.

Centerpartiets dårlige valgresultat gør dog, at partiet formentlig vælger at takke nej til endnu en omgang med regeringsansvar, mener finske eksperter som den finske pendant til DR, YLE, har talt med.

De finske eksperter mener desuden, at det er usandsynligt, at Finnernes Parti kommer med i regering. De mener desuden, at det usandsynligt at forestille sig en regering med både et eller flere af de borgerlige partier og Vänsterpartiet.

På Twitter morede to svenske journalister sig over udsigten til, at de finske politikere formentlig er hurtigere end deres egne til at danne en regering:

placeholder

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet