Den franske præsident Emmanuel Macron var i omkring 36 timer omdrejningspunktet i dansk politik. Hele parnasset, både politikere og lederne af de store erhvervsorganisationer, stod klar til at tage billeder sammen med den unge, fotogene præsident.

Men hvad skal man så egentlig mene om ham Macron? Vi har samlet for og imod.

Her er fire ting vi godt kan lide ved Macron:

1. Han kan godt lide Danmark
Danmark er en rollemodel for fremtidige franske reformer, sagde præsidenten, da han var i denne uge, var i København og det er ikke første gang, at han har nævnt Danmark og ikke mindst den danske flexicurity-model som et forbillede, for de reformer, som han vil gennemføre hjemme i Paris.

Og så har han tilmed sørget for, at Tour de France kommer til Danmark.
2. Åbenhed overfor verden

Emmanuel Macron er på mange måder taler fint engelsk – og virker ikke som han har noget imod det. Det står i stærk kontrast til en af forgængerne på posten, Jacques Chirac, som engang stormede ud fra et EU-topmøde i højlydt protest mod at en fransk forretningsmand holdt tale på engelsk.
3. Bekymrer sig om klimaet

Emmanuel Macron har som præsident gjort kampen imod klimaforandringer til en mærkesag. Det så man blandt andet, da den amerikanske præsident Donald Trump trak USA ud af Paris-aftalen. Her sendte Macron et stærkt signal om at USA burde blive – et budskab som han i øvrigt gentog overfor den samlede amerikanske kongres, da Macron var på statsbesøg i Washington.
4. En mand for ligestilling

Med Macron har ligestillingen i Frankrig taget op stort spring fremad. Hans parti har sørget for at kvinders repræsentation i nationalforsamlingen er steget fra 27 til 39 procent. Og lige knap halvdelen af ministrene i Macrons regering er kvinder.

Han har gjort kampen for ligeløn til en af hans fem store mærkesager for hele præsidentperioden. Der er desuden blevet indført bøder for at seksuelt generere kvinder på gaden og man vil også indføre en seksuel lavalder på 15 år – ligesom i Danmark.

 

Men der er altså også fire ting, som vi ikke kan lide:
1. Han er falsk folkelig

Emmanuel Macron er som de fleste politikere optaget af sit image, og Macron har gjort meget ud af at han er en flink og rar, nede på jorden-type. Men meget af det er bare facade og den facade har det indimellem med at krakelerer. Ved en fransk nationaldag i juni overfusede Macron en teenager, der havde formastet sig til at kalde præsidenten for hans kaldenavn ”Manu” og ikke ”Monsiour President”. Han har desuden kaldt demonstranter mod hans reformer for ”døgenigte” (slackers) og at arbejdsløse, skulle lede efter arbejde i stedet for at ”lave lort i den”.

Der er ikke cool, Mr. President.
2. Macron er elitens mand

Selv om Macrons sejr ved præsident på lange stræk er resultatet af den samme politikerlede, eller oprør med de etablerede partier, som har bragt folk som Donald Trump og Jeremy Corbyn frem og som har lagt etablerede partier i Europa i graven, så er Macron ikke outsidernes triumf, men insidernes hævn.

Macron er uddannet på de fineste franske universiteter, inden han først arbejdede i finanssektoren og siden blev hevet ind som først rådgiver og senere minister.

En af de første ting Macron gjorde, efter at blive valgt, var da også at give kæmpe skattelettelser til de aller-allerrigeste.
3. Finanssektorens nye ven

Macron, der selv har en fortid i finanssektoren, forsøger at gøre Paris attraktiv for den del af finanssektoren der, som følge af Brexit, er ved at blive hjemløs.

Frankrig er derfor begyndt at rulle den fransk regulering af finanssektoren tilbage til EU’s absolutte minimumskrav, ligesom man er i gang med at ændre det franske skattesystem, så kapitalindkomst – altså penge tjent på aktiehandel og spekulation - ikke beskattes så hårdt.
4. Alt for meget fleksibilitet, alt for lidt security

Selv om Macron siger, at Frankrig kan lære af Danmark og den danske arbejdsmarkedsmodel, så er det noget skidt, at franskmanden fokus i langt overvejende grad er på flexibility frem for security. Det franske arbejdsmarked er helt sikkert stift, fastlåst og konfliktfyldt, sammenlignet med det danske, men succesen i modellen er jo, at begge dele skal følge med. Og at fagbevægelsen (og arbejdsgiverne) skal være en aktiv medspiller.

Macron lader desværre til at være mest optaget af at sikre fleksibilitet og knægte fagforeninger.