Fire ud af ti østarbejdere i Danmark vælger gult

Over halvdelen af de østarbejdere, der bosætter sig i DK i længere tid, er medlem af en fagforening - op mod halvdelen vælger en gul fagforening
Ny afhandling fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) viser, at 57 procent af de østarbejdere, der har været i Danmark i mindst fem år, er medlem af en fagforening. Og fire ud af ti østarbejdere vælger en gul fagforening. Det vækker bekymring i 3F.

Det skriver Avisen.dk.

"Vi er ikke tilfredse med, at så mange vælger en gul fagforening. Det bliver vi aldrig. Vi har en ambition om, at enhver lønmodtager finder det naturligt at være medlem af 3F, hvis man arbejder indenfor et af vores områder," siger forbundssekretær i 3F, Henning Overgaard, til Avisen.dk.

Vi er ikke tilfredse med, at så mange vælger en gul fagforening

Han understreger, at han ikke finder den nye udvikling overraskende.

"Mange østarbejdere kommer fra lande, hvor fagforeninger fungerer som myndighedernes forlængede arm. Derfor har de nok en anden opfattelse af fagforeningerne end deres danske kolleger," siger Henning Overgaard.

Det Faglige Hus: Vælger gult på grund af prisen

Ifølge forskeren bag afhandlingen, Jonas Feldbo-Kolding, er der ikke nogen åbenlys forklaring på, hvorfor østarbejderne vælger gult frem for rødt.

Hos Det Faglige Hus er Johnny Nim ikke i tvivl om, at østeuropæerne vælger gult på grund af prisen:

"Jeg er ikke i tvivl om, at det er prisen på et medlemskab hos os, der er forklaringen på den høje organisationsprocent i gule fagforeninger, herunder Det Faglige Hus. Når man er lavtlønnet, spiller prisen en vigtig rolle," skriver Johnny Nim.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er prisen på et medlemskab hos os, der er forklaringen på den høje organisationsprocent i gule fagforeninger

Hos 3F peger forbundssekretær Henning Overgaard på, at man i de seneste år har iværksat en lang række initiativer for at nå ud til endnu flere østeuropæere.

"Vi har et stærkt samarbejde med ambassaderne fra de forskellige østlande, hvor vi  opbygger netværk gennem de kultur- og fællesskabsforeninger, der er for de forskellige nationaliteter i Danmark. Derudover har mange 3F-afdelinger også ansat faglige medarbejdere, der kan kommunikere med østarbejderne på deres modersmål," understreger Henning Overgaard.

Han mener ikke 3F og andre ikke-gule fagforeninger har forsømt opgaven med at organisere østarbejdere:

Nej, vi har ikke forsømt noget som helst. Men vi er blevet klogere for hver eneste dag, der er gået

"Nej, vi har ikke forsømt noget som helst. Men vi er blevet klogere for hver eneste dag, der er gået. Men det er klart, at når man har at gøre med arbejdere, der har en meget begrænset viden om fagforeningers virke, så er det en udfordring," siger Henning Overgaard.

Afhandlingen fra FAOS er baseret på data fra Danmarks Statistik og interviews med 1.800 rumænske og polske arbejdere.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook