Firkantet DSU-forslag gavner højrefløjen

Det ville være fantastisk, hvis skat var mere simpelt. Men jeg frygter, at det vil gøre det lettere at lave skæve skattereformer.
I fredags læste jeg et indlæg af DSU’s formand Lasse Quvang Rasmussen, hvor der blev luftet nogle alternative tanker om vores skattesystem, i et indlæg på Netavisen Pio. Hovedpointen i indlægget var, at skattesystemet i dag er for besværligt, og at det kun er de ressourcestærke, der har mulighed for at overskue blandt andet selvangivelsen og fradragene.

Derfor burde vi ifølge Lasse Quvang overveje at afskaffe sidstnævnte, betragte alt som indkomst, og derefter indføre forskellige procentsatser for at sikre omfordelingen mellem rig og fattig. Tanken er jo god, selvfølgelig ville det være dejligt, hvis skattesystemet var simplere. Desværre, er jeg af den overbevisning, at det er for godt til at være sandt, og det er det også.

[read-also]

Jeg mener ikke, at indlægget kan være et udtryk for en ny alternativ socialdemokratisk skattepolitik, og det er der tre grunde til:

1. Fradrag beskytter almindelige mennesker
Mange af de fradrag der findes i dag generer ikke almindelige lønmodtagere med beskedne indkomster, men beskytter dem derimod. Lad mig komme med nogle eksempler: Uden rentefradraget ville mange almindelige mennesker ikke kunne købe en bolig, og uden fradraget for faglige kontingenter ville mange almindelige mennesker ikke have råd til at organisere sig i en fagforening. Det ville skade vores fagbevægelse. Derudover ville mange danskere ikke kunne tage et arbejde i en by langt væk uden befordringsfradraget – de ville i øvrigt ikke engang kunne flytte til en by langt væk, fordi de ikke har råd til en bolig i de større byer.

Uden rentefradraget ville mange almindelige mennesker ikke kunne købe en bolig

Det er en af grundene til, at det ikke giver mening at betragte fradragene som en besværliggørende effekt, og derfor skal vi ikke blot fjerne fradragene for at gøre skattesystemet mere simpelt. Fradragene bruges og gavner hver eneste dag almindelige mennesker OG vores fælles fagbevægelse - det må vi socialdemokrater aldrig glemme!

2. Skattepolitik er også værdipolitik
Hvis man alene betragter skattepolitik som et omfordelingsinstrument, vil det miste sin effekt som et værdiorienteret redskab til at adfærdsregulere borgerne. Vi ønsker, at vi i Danmark lever mere bæredygtigt, arbejder, hvis vi kan, samt at vi organiserer os i faglige fællesskaber. Alt det kan skattesystemet skubbe bagpå.

Hvorfor så afskaffe det incitament?

Menneskers adfærd reguleres effektivt gennem skatter og afgifter. Eksempelvis gør fradraget for gaver til velgørende foreninger det attraktivt at bruge en del af sin indkomst på at bidrage til at løse en række humanitære og sociale problemer. Hvorfor så afskaffe det incitament? Jeg forstår det ikke.

3. Borgerlige skattereformer får det nemmere
Derudover frygter jeg, at det vil blive endnu nemmere for de borgerlige partier at gennemføre skattelettelser og skæve skattereformer, hvis vi får et personskattesystem, som udelukkende består af indkomstskat. Mange af de skævheder, der naturligt vil opstå ved at afskaffe fradragene risikerer samtidigt ikke at blive imødekommet ordentligt, men tværtimod vil skævhederne garanteret blive gjort større af eventuelt skiftende borgerlige regeringer. Presset på de forskellige procentsatser i et nyt indkomstskattesystem vil formentligt vokse, og der vil ikke være nogen yderligere beskyttelse af danskere med lavere indkomster i vores skattesystem.

Mange af de skævheder, der naturligt vil opstå ved at afskaffe fradragene risikerer samtidigt ikke at blive imødekommet ordentligt

Jeg er enig i, at det ville være fantastisk, hvis skat var mere simpelt - den omsorg er en god tanke. Og selvom ”Det simple skattesystem” er et tankeeksperiment fra formandens side, så frygter jeg dog alligevel konsekvenserne af, hvis det blev DSU eller Socialdemokratiets nye alternative skattepolitik - eller hvis nogen opfattede, at det var det -, for i mine øjne er det ikke socialdemokratisk politik. I et samfund hvor mennesker lever på forskellige måder, og rammes af forskellige udfordringer kan det ikke bare lade sig gøre at afskaffe alt det ”besværlige”, og indføre et helt firkantet system. Så simpelt er det (desværre) ikke.

Måske er fradragene noget teknisk, men det er også det, der beskytter og hjælper de mennesker, der ellers ville risikere at blive ramt af en skævhed i skattesystemet. Det er vigtigt at understrege i forhold til ”tankeeksperimentet”.

Det ville være fantastisk, hvis skat var mere simpelt. Men jeg frygter, at det vil gøre det lettere at lave skæve skattereformer.

Cecilie Sværke Priess, medlem af DSU 

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Medlem af DSU


Flere artikler om emnet

Annonce