Lønmodtagere og arbejdsgivere har fælles interesse i at internationalt konkurrenceudsatte virksomheder kan klare sig i konkurrencen. Men hvor langt strækker den fælles interesse sig? Strækker den sig til at til løntilbageholdenhed, til at hjælpe med at etablere produktion i udlandet?

Det er blevet vanskeligere med udgangspunkt i et politisk engagement i centrumvenstre at danne et klart billede af, hvem der er venner, og hvem der er fjender. Den traditionelle klassekamp har fået nye former. Det klassiske højre-venstre billede er blevet både mere utydeligt og mere heterogent.
Den internationale solidaritet udfordret af modsætninger. Betyder det, at vi på venstrefløjen bør føle en vis bekymring for at løbe tør for modstandere/fjender i det politiske arbejde. Nej der er ingen grund til angst. Der er fjender nok at tage af, vi bliver bare nødt til at tegne et lidt mere nuanceret billede af, hvem de er.
Ikke alle arbejdsgivere er onde
Det er ikke alle arbejdsgivere der er onde, men der er bestemt en del, der har klart andre interesser end den almindelige danske lønmodtager, og der en om end meget mindre del, der har en skidt karakter. Jeg har tilbragt meget tid sammen med arbejdsgivere i mine år i Dansk Industri, Dansk Handel & Service og Foreningen for Rådgivende Ingeniører. Det har betydet, at jeg har fået billeder af menneskene i arbejdsgiverrollerne i al deres mangfoldighed, og et billede af, hvor forskellige interesserne på arbejdsgiversiden er.
Den første udfordring til vores fjendebillede er det ordentlige menneske. Næsten uanset hvilken position det ordentlige menneske befinder sig i, så oplever jeg et bredt værdi- og interessefællesskab også selvom, der er områder med objektive interessemodsætninger. Den ordentlige moderne landmand, ejerleder af en mellemstor elektronikvirksomhed, direktør i en international virksomhed eller sågar den ordentlige bankmand er det let at synes om. Nej, det er ikke en selvfølge.
Det spændende er, at der er et meget udbredt fælles grundlag for, hvad vi finder er ordentligt på tværs af roller og politisk tilhørsforhold. Det er en række klassiske dyder som eksempelvis omsorg for dem man har ansvaret for og dem der i det hele taget er svagere end en selv. Det er ordholdenhed og sammenhæng mellem hvad man siger og hvad man gør. Respekt for sober argumentation etc.
Magten til det uordentlige menneske
Det er når ordentligheden hører op at fjenden begynder at træde frem, og jo mere magt det uordentlige menneske har, jo mere klart fremstår fjenden. Den landmand der benægter at medicinforbruget i staldene er et problem, fordi det medvirker til udviklingen af resistente bakterier problem, bliver en fjende, fordi han benægter et åbenbart problem, i stedet for en allieret i forsøget på at finde veje ud af overforbruget. Den bank der lokkede kunder til at købe aktier i en døende bank er for al undskyldning læns. Den arbejdsgiver der lader medarbejderne arbejde på usikre stilladser.
Ja, der er eksempler nok, men de skal findes i grupper af i øvrigt ordentlige mennesker, og det gør selvfølgelig identifikationen af fjenden mere vanskelig.
Få fælles interesser med de store globale virksomheder
Den anden udfordring for fjendebilledet er, at interesser findes som blande bolsjer, sammenfaldende interesser følges med modsatrettede interesser. Lønmodtagere og arbejdsgivere har fælles interesse i at internationalt konkurrenceudsatte virksomheder kan klare sig i konkurrencen. Klare sig så godt at der kan skabes arbejdspladser og grundlag for at finansiere den offentlige sektors velfærdsleverancer. Et forhold der er blevet stadig tydeligere i takt med globaliseringen. Men hvor langt strækker den fælles interesse sig? Strækker den sig til at til løntilbageholdenhed, til at hjælpe med at etablere produktion i udlandet. Ja, i et vist omfang, men helt åbenbart kun i et vist omfang. Og når vi ser på de helt store globale virksomheder, så er der meget få fælles interesser. Det gør dem ikke nødvendigvis til fjender.
De leverer service og produkter som vi gerne benytter os af. Men deres magt er så enorm, at i det øjeblik ordentligheden vakler, og det gør den for manges vedkommende i middelsvær grad, så er de frygtindgydende modstandere. Der er globale virksomheder der modarbejder løsning på klimaproblemerne. Der er globale virksomheder, der spekulerer mod kronen. Der er globale virksomheder og regeringer, der groft udnytter de mineralrige afrikanske stater. De er værdige modstandere og deres magt er stigende.
Nej, der er mangler ikke fjender, og der er al mulig grund til at stå sammen om at kæmpe mod dem. Udfordringen i det mere nuancerede fjendebillede er, at det er svære at finde et fælles grundlag at organisere modstanden på. Men der er ingen vej udenom.
Lars B. Goldschmidt (f. 1955) er socialdemokratisk folketingskandidat i Aakirkebykredsen på Bornholm og partner i selskabet Rise and Shine IS. Lars Goldschmidt har tidligere været medforfatter til Bl.a. debatbogen ‘Borgerlige ord efter revolutionen’ og ‘Det nye systemskifte’. Derudover har han været direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen fra 2000-03 og for Dansk Industri fra 2008-2014.

'Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.