Flaskepost fra P er solid religionskritik

ANMELDELSE: Den tredje bog i Jussi Adler-Olsens succesrige krimiserie om Carl Mørk og afdeling Q har premiere som film den 3. marts. Det er en barsk og solid krimi, der er båret af en stærk religionskritik.
Både ”Kvinden i buret” og ”Fasandræberne” var barske, rå og velskabte krimier – både i skrift og på de store lærreder i landets biografer. Den tredje bog i rækken af Jussi Adler-Olsens krimier, ”Flaskepost fra P”, kan ses fra biografernes velourklædte sofarækker fra den 3. marts – og det er lykkedes instruktør Hans Petter Moland at skabe endnu en fremragende og medrivende kriminalfilm, hvor publikum skiftevis rykker ud på stolekanten i spænding, skiftevis holder sig for øjnene i gru og rædsel over filmens mange grusomme, barske scener.

Lie Kaas mellem nervesammenbrud og pragtpræstation
Det er endnu engang Nicolaj Lie Kaas, der spiller rollen som Carl Mørk – betjenten, der som et pendul svinger imellem genialitet og et nervesammenbrud. Igen viser Nicolaj Lie Kaas, at han magter begge dele, og samspillet med wingman Assad (Fares Fares) er endnu engang både morsomt, aparte og vellykket.

Gamle flasker og religionskritik
Filmen tager udgangspunkt i en gammel flaskepost, der kommer i hænderne på Carl Mørk og Assad på Politigårdens afdeling Q. Flaskeposten fører os på sporet af et kristent frikirkemiljø og to forsvundne børn, der aldrig er blevet fundet eller meldt savnet.

Plottet skaber en solid krimi i stil med dem, vi er så rigt velsignet med i disse år. Men ”Flaskepost fra P” er også mere end bare endnu en krimi i rækken. Den er mere end et spændende mord og karakterer med rod i familielivet.

”Flaskepost fra P” emmer af religionskritik – og det er tiltrængt. Vi bliver overdynget med islamkritik i de her år, men en rendyrket religionskritik er fraværende i debatten. ”Flaskepost fra P” behandler skyggesiderne og faldgruberne, hvis religionen eller anti-religionen tager overhånd. Det adskiller ”Flaskepost fra P” fra den store mængde af spændene krimier.

Samlet set er ”Flaskepost fra P” en glimrende og velskabt krimi, der både er spændende, barsk og giver plads til eftertænksomhed.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce