I filmatiseringen af Martha Christensens bog ’Dansen med Regitze’ er der en scene, hvor Regitzes mand, Karl Aage, stolt fortæller sine arbejdskammerater, at hans søn er blevet student. Ja, faktisk kan han næsten ikke være i sig selv af bare stolthed.

Scenen er meget symptomatisk for efterkrigstiden og vidner om, at det endeligt var lykkedes arbejderbevægelsen at få realiseret en af de vigtigste arbejderkampe i det 20. århundrede; nemlig den frie og lige adgang til uddannelsessystemet.

Studenterhuen blev symbolet.

Det sociale stavnsbånd var – i hvert fald – på papiret ophævet og stoltheden for en hel generation af forældre var til at tage og føle på, når de så deres børn uddanne sig ud af den klasse, de praktisk talt var født ind i. Studenterhuen blev symbolet.
De lige muligheder er ikke for alle

Selv om langt flere arbejderbørn i dag får studenterhuen på hovedet end i ’Regitzes og Karl Aages’ tid, så er der stadig barrierer (nu også karaktermure og uddannelseslofter), der forhindrer børn fra at udløse deres fulde potentiale.

Det gælder børn fra arbejderhjem, men det gælder også akademikerbørn. Mens arbejderbørn er forhindret i at kravle op ad den sociale rangstige, er akademikerbørn afskåret fra at træde ned ad den sociale rangstige, såfremt man skal blive i den metafor.

Er dine forældre økonomer, er der stor sandsynlighed for, at du også bliver økonom.

Mønsteret viser sig blandt andet ved, at 47 procent af børn med mindst én akademiker forælder får en akademisk uddannelse, og at studievalget i højere grad dikteres af forældrenes specifikke profession. Er dine forældre økonomer, er der stor sandsynlighed for, at du også bliver økonom. Det viser et studie foretaget af DJØF. Det skaber social blindhed og en ensporet tilgang til de mangfoldige uddannelsesmuligheder.
Den sociale mobilitet skal gå begge veje

Én af forklaringerne på problemet er, at børn af akademikerforældre ikke vil få samme anerkendelse ved middagsbordet eller i klasselokalet blandt venner, hvis de vælger at tage en erhvervsuddannelse i stedet for en gymnasialuddannelse. Vanskeligt er det i hvert fald at forestille sig, at den stolthed som Karl Aage viser sin søn i ’Dansen med Regitze’, ville være blevet vist af en akademiker far, hvis søn eller datter netop var blevet færdigudlært svend.

Den sociale mobilitet skal gå begge veje, hvis ikke vi vil stå med en stor flok akademikerbørn med akademikerforældre, der havde gjort mere gavn  med et svendebrev i hånden end en studenterhue i skabet

Den sociale mobilitet skal gå begge veje, hvis ikke vi vil stå med en stor flok akademikerbørn med akademikerforældre, der havde gjort mere gavn og haft flere succeser med et svendebrev i hånden end en studenterhue i skabet. Noget som vi i øvrigt ved også vil komme samfundet til gode.

Skal udviklingen vendes er det helt afgørende, at centrum-venstre partierne for alvor lægger en helhjertet indsats i at få fjernet det uddannelsessnobberi, der i høj grad hersker i akademikerhjemmene. Det betyder selvfølgelig ikke, at kampen for arbejderklassen skal negligeres, men derimod at kampen for de lige muligheder skal ske i begge ender af det sociale spektrum.

Derfor bliver én af arbejderbevægelsens store kampe i det 21. århundrede også at sikre, at akademikerfaren bliver ligeså stolt af sin håndværkersøn, som Karl Aage blev for sin studentersøn.

Mathias Würtzenfeld, er stud.scient.adm på Roskilde Universitet og landsformand for Frit Forum.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
 Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning