Annonce

Mange meningsmålinger om kommunalvalget

Seneste meningsmålinger til kommunalvalget fra blandt andet København, Aarhus, Odense og Esbjerg.
Der er kun en uge til kommunal- og regionsvalget og valgkampen er ved at gå ind i sin sidste, hvilket også betyder at meningsmålinger vælter ud.

Netavisen Pio har igen samlet til bunke og umiddelbart er det overordnede billede, at Socialdemokratiet går lidt tilbage i de store byer, men til gengæld vinder lidt tilbage ude i de mellemstore provinsbyer.

Målingerne viser også, at Venstre generelt står til tilbagegang, mens Alternativet kan få svært ved at få mere end en håndfuld kommunalbestyrelsesmedlemmer valgt uden for universitetsbyerne.

Vi har tidligere samlet et par håndfulde kommunale meningsmålinger her.

Rødt København
Der er kommet to meningsmålinger fra København. Begge viser tilbagegang til Socialdemokratiet, men stort flertal til rød blok. I den seneste fra Gallup får partierne til venstre for Socialdemokratiet (Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet) 47 procent af stemmerne.

I Gallup-målingen står Socialdemokratiet til kun 23 procent, hvilket vil være partiets værste valg i hovedstaden i hundrede år. Venstre, hvor spidskandidaten Cecilie Lonning-Skovgaard indtil videre er mest kendt for hendes rådshusbryllupssag, står i den ene måling til at blive halveret, mens de i den anden måling kun går 25% tilbage.

De radikales nye spidskandidat Mie Nygaard har dog meldt ud, at hun peger på Frank Jensen som overborgmester og nordjyden er dermed i god position til at tage en tredje periode. Holder målingerne, så bliver fordelingen af borgmesterposter fortsat 5 til rød blok og 2 til blå. Hvis resultatet holder, så får Alternativet en af borgmesterposterne.

Ifølge Voxmeter-målingen, så er Nye Borgerlige lige på vippen til at tage et enkelt mandat i byen, hvor partiformand Pernille Vermund ellers erklærede at en af bydelene var tabt.

Meningsmåling, København: Gallup

Meningsmåling, København: Voxmeter for Ritzau

Socialdemokratiet: 24,6 procent.
Enhedslisten: 18,9 procent
Alternativet: 9,9 procent.
Socialistisk Folkeparti: 9,7 procent.
De Radikale: 7,8 procent.
De Konservative: 5,9 procent.
Venstre: 5,8 procent.
Dansk Folkeparti: 5,1 procent.
Liberal Alliance: 4,0 procent.
Nye Borgerlige: 1,9 procent.
Kristendemokraterne: 0,5 procent.
Andet parti/anden liste: 6,0 procent.

Kilde: Voxmeter for Ritzau.

 

Rødt i Aarhus
I Danmarks næststørste by er billedet lidt det samme som i København. Her viser en meningsmåling og socialdemokratisk tilbagegang på 5 procentpoint, som især kan tilskrives en stor fremgang til Alternativet, der står til at komme i byrådet med 8 procent. Slemt ser det også ud for de konservative, der ser ud til at få deres opbakning næsten halveret fra 6,2 til 3,5 procent. Det viser en måling som Jysk Analyse har lavet for Aarhus Stiftstidende.

Der er stadig solidt – og styrket - rødt flertal i Aarhus. Således står rød blok til 68 procent af stemmerne (+5 %), mens blå blok står til 31 procent (-4 %). Mandatfordelingen hedder ifølge målingen 21 mandater til rød og 10 til blå blok.

Grafik fra stiften.dk.

Tilbagegangen til Socialdemokratiet kan betyde, at partiet rykker en plads ned i rækkefølgen når der skal fordeles rådsmandsposter.

Socialdemokratisk fremgang i Odense
Der var forud for valgkampen i Odense spået tæt løb mellem rød og blå blok, men borgerne i Odense har taget pænt imod den nye borgmester Peter Rahbek-Juhl (S), der har taget over efter Anker Boye. Ifølge en meningsmåling fra Fyens Stiftstidende, så står rød blok til 17 mandater og blå blok til 12. En fremgang på 3 mandater til de røde.

Det er især Socialdemokratiet der trækker stemmer over midten. Partiet står til 37 procent, en fremgang på 8 procentpoint og tre mandater i forhold til sidste valg.

Hos oppositionen står både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti til at tabe et mandat hver. Og så står både Alternativet og Liberal Alliance klar til at få en enkelt plads i Odense byråd for første gang.

Grafik fra Fyens Stiftstidende.

Hos oppositionens leder, Venstres Jane Jegind, har man indset at løbet er ved at være kørt.

”Det er resultatet på valgdagen, der tæller, og vi har en god fornemmelse, når vi er ude og snakke med folk på gaden, siger hun til fyens.dk.

Meningsmålingen er indsamlet fra 2. til 5. november.

 

Stadig blåt flertal i Esbjerg
I Esbjerg stopper borgmesteren gennem mere end 20 år Johnny Søttrup (V) og afløseren Jesper Frost Rasmussen kommer til at starte med ikke til at leve helt op til forgængerens resultater. Venstre står til en tilbagegang på knap 7 procentpoint, men bliver stadig det største parti med 36 procent af stemmerne, viser en meningsmåling som Jysk Analyse har lavet for Jyske Vestkysten.

Liberal Alliance står til at få deres første mandat i Esbjerg, mens hverken Alternativet eller Nye Borgerlige kommer ind.

Socialdemokratiet går til gengæld frem med knap 5 procentpoint. Omregnet til mandater, så er der stadig blåt flertal i Esbjerg, hvor blå blok står til samlet 17 mandater og rød blok står til 14.

Stærke comeback i Køge?
I Køge kommune viser en meningsmåling, at den konservative borgmester Flemming Christensen nok står til fremgang og kan trække et enkelt mandat mere end sidst, men han er alligevel i stor risiko for at tabe borgmesterposten alligevel.

Socialdemokratiet med den tidligere borgmester Marie Stærke står til 31 procent og en fremgang på 5,2 procentpoint. Det vil igen gøre partiet til det største i byrådet og sammen med SF og Enhedslisten får rød blok lige præcis 14 ud af de 27 mandater i byrådet.

Tilbagegangen sker på bekostning af Venstre, der står til at miste to mandater og Dansk Folkeparti står til at miste det ene af deres nuværende tre. Listen Ny Centrum, der ved sidste valg fik et enkelt mandat valgt, har valgt at nedlægge sig selv. Listens byrådsmedlem, den tidligere socialdemokratiske borgmester Thomas Kielgast, er i stedet skiftet til SF, hvor han nu er spidskandidat.

Grafik fra DAGBLADET Køge.


Herlev forbliver socialdemokratisk
Endelig er der en lidt speciel måling fra Herlev Kommune, som viser at Socialdemokratiet og borgmester Thomas Gyldal Petersen står til at få tæt på 2 ud af 3 stemmer. Det skriver Herlev Bladet.

Målingen giver Socialdemokratiet 62 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på 4 procentpoint i forhold til de 58,7 procent, som partiet fik sidst.

Ifølge målingen går Dansk Folkeparti tilbage med godt 3 procentpoint fra 8,3 til 4,9 procent, hvilket vil koste partiet det ene af deres to mandater i den 19 mand store kommunalbestyrelse.

Grafik fra Herlev Bladet

Hvis målingen holder, så vil Socialdemokratiet i Herlev stå stærkt i kampen om at blive den kommune, hvor et parti får den største flertal.

Målingen fra Herlev skal læses med det kraftige forbehold, at det er lavet af samfundsfagselever fra Herlev Gymnasium. Ikke at gymnasielever sikkert kan lave udmærkede målinger, men de har ikke den store erfaring med det.

 

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet