Annonce

Flertal åbner for anonym behandling af pædofile tanker

Folk med pædofile tilbøjeligheder bør kunne få behandling uden henvisning fra egen læge, lyder forslag fra folketingets tre store partier.
Folketingets tre største partier, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre, ser alle positivt på et forslag om, at folk med pædofile tilbøjeligheder skal kunne få hjælpe til behandling uden henvisning fra egen læge. Det skriver Politiken.

For mange kan tanken om en samtale med ens egen læge om et så tabuiseret emne, godt få nogle til helt at undlade at søge hjælp, lyder det fra partierne.

”Jeg tror, at det tillidsforhold, mange har til egen læge, har sin grænse, hvis man går med noget, man virkelig synes er problematisk,” siger Flemming Møller Mortensen, der er sundhedsordfører for Socialdemokratiet.

”Vi skal som samfund strække os langt for at forhindre seksuelle overgreb på børn,” lyder det fra hans kollega i Venstre, Jane Heitmann, der gerne vil se på de erfaringer som man har gjort sig i Tyskland, hvor man gratis kan komme anonymt i behandling.

Også Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, bakker op om forslaget. Og dermed er der flertal for forslaget.

For børnenes skyld
Forslaget støttes af flere eksperter, som vurderer at det kan være med til at få flere i behandling og dermed potentielt afværge, at pædofile udlever deres fantasier.

Forslaget kommer efter at Politiken skrev søndag, at mennesker med pædofile tanker ofte ender med at trække sig fra behandlingssystemet, fordi de frygter at blive registreret. Det er i dag muligt at få anonym rådgivning, men skal man i behandling bliver man registreret.

Hvert år søger 60 og 80 personer om hjælp på brydcirklen.dk hos Sexologisk klinik, fordi de har seksuelle tanker om børn. Kun omkring hver tredje ender i behandling, mens resten mister kontakten med systemet.

I Danmark anmeldes der, ifølge Sexologisk klinik, omkring 2500 seksuelle overgreb om året. 400 – 500 drejer sig om konkrete overgreb på børn, men dertil kommer blufærdighedskrænkelser og internetbaseret kriminalitet. Dertil kommer et mørketal, som formentlig ikke er ubetydeligt, vurderer de.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce