Annonce

Flugten fortsætter: Femte DF'er forlader folkepartiet

Endnu et byrådsmedlem forlader Dansk Folkeparti. Det er det femte på bare 14 dage.
Dansk Folkeparti oplever i disse uger noget der minder om en sand folkevandring ud af partiet.

Githa Nelander, der er medlem af byrådet i Næstved, skifter Dansk Folkeparti ud med Nye Borgerlige, skriver hun i en pressemeddelelse.

"Jeg deler ikke alene holdninger og værdier med Nye Borgerlige, men også energi og kampgejst, som både partiet og lokalforeningen udstråler i store mængder," siger hun og tilføjer:

"Jeg er helt klart landet et sted, hvor der er modige politikere, og det tiltaler mig i høj grad. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, og til at medvirke til partiets fortsatte succes."

Udmeldelsen kommer oveni i en voldsom intern diskussion om hvordan Dansk Folkeparti skal komme ud af den krise, som det er endt i.

Femte medlem på fjorten dage

Githa Nelander er det femte sjællandske byrådsmedlem, der forlader det kriseramte parti, inden for kort tid.

For blot to uger siden skifte to byrådsmedlemmer fra Vordingborg til Nye Borgerlige. I sidste uge skiftede en DF'er fra byrådet i Ringsted til Konservative. Og lørdag skiftede et byrådsmedlem fra Sorø til Venstre.

Da byrådsmedlem Heino Hahn fra Vordingborg forleden skiftede til Nye Borgerlige, advarede han om at flere DF’ere kunne være på vej samme vej.

“Jeg kan sagtens forestille mig, at der sidder andre DF’ere lokalt og kunne finde på at skifte fra DF til Nye Borgerlige. Vores partiskifte kan måske inspirere andre, der også oplever at partitoppen ikke lytter til dem,” sagde han til Netavisen Pio.

Har været opstillet til folketing, EP og byråd

Githa Nelander har været medlem af Dansk Folkeparti i ti år og har siddet i byrådet for partiet siden 2013.

Hun var senest opstillet til folketingsvalget i 2019 hvor hun fik 701 personlige stemmer, hvilket gav hende pladsen som syvende suppleant i en storkreds, hvor Dansk Folkeparti har tre mandater.

Det var blot hundrede stemmer mere end hun fik ved kommunalvalget i 2017, hvor hun - trods en placering som nummer tre på listen - blev topscorer blandt DF'erne i Næstved Kommune med 601 personlige stemmer.

Hun har tidligere været opstillet både i Københavns Storkreds og Københavns Omegns Storkreds uden at blive valgt. Hun har også været opstillet til Europa-Parlamentsvalget i 2014.

Nye Borgerlige fik i hele landet kun valgt et byrådsmedlem ved kommunalvalget i 2017. Med Githa Nelanders skifte er partiet nu oppe på fire på landsplan.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet