Oxford-professor: De helliges politik løser ikke flygtningekrisen

Paul Collier vil skabe en konstruktiv migrationspolitik med fokus på nærområderne og hermed komme ud af det 'polariserede mareridt,' vi befinder os i.
Da Europa i 2015 oplevede en massiv tilstrømning af migranter og flygtninge, bragte det Europas ledere i chok: I Tyskland og Sverige valgte man en humanistisk åben-dørs politik, fordi man mente, at man havde en moralsk forpligtigelse til at hjælpe folk i nød. I lande som Danmark og Storbritannien oprustede man derimod grænsebevogtningen, og opfordrede asylansøgere til at rejse videre af frygt for, at vores samfund skulle kollapse.

I dag, mere end to år efter flygtningekrisen stod på sit højeste, kommer lidt færre bådflygtninge til Europa. Men der er ikke fundet en reel løsning på problemet og til dags dato er der fortsat mennesker i nød, der betaler menneskesmuglere for at blive fragtet over Middelhavet – vel at mærke med livet som indsats.

Der findes imidlertid en mand, som mener, at han har en både simpel og særdeles effektiv plan, som burde kunne skabe fremtidsoptimisme blandt de syrere, der lige nu bebor de europæiske asylcentre, der bor i flygtningelejre i Jordan, eller som overvejer at begive sig på den farlige færd mod Europa.

Manden hedder Paul Collier, han er en internationalt anerkendt professor på Oxford University og har blandt andet fungeret som rådgiver for den jordanske regering. Han er i København onsdag, hvor han er en af hovedtalerne på Socialdemokratiets kongres "Fremtiden for Europas asylsystem."

Vågn nu op af det polariserede mareridt
”Vores samfund består af folk i to lejre, der råber af hinanden i en slags ideologisk slagsmål i stedet for at fokusere deres energi på at finde praktiske løsninger på flygtningesituationen. Det er en meget unyttig polariseret position, hvor nogle vil fremstå som helgener og andre stiller sig på bagbenene, da de ikke er klar til at leve med konsekvensen af de helliges politik,” forklarer Paul Collier, som en af de primære årsager til, at vi ikke er kommet længere i forhold til at finde løsninger på flygtningekrisen. Men i dette ”polariserede mareridt,” som han kalder den nuværende situation, overser vi, at ”problemerne ikke er massive, og at de er fuldt ud adresserbare.”

Den 68-årige migrationsforsker er professor på Blavatnik School of Government, en del af Oxford University, hvor han er direktør for International Growth Centre og for Centre for the Study of African Economies. Tidligere har han været forskningsdirektør i Verdensbankens udviklingsafdeling, ligesom han har fungeret som rådgiver for den jordanske regering igennem halvandet år – et af de lande, der årligt modtager allerflest flygtninge.

Løsningen på flygtningeproblemet er ikke at bringe folk til Europa, men derimod at hjælpe dem, hvor de er.

Han opfordrer nu den vestlige verden til at genoverveje, hvori vores forpligtigelse overfor flygtninge består. For den hidtidige forestilling om, at vi skal finansiere tæpper, mad og telte til flygtninge, eller sætte de få heldige, der når til Europa, på passiv forsørgelse, er passé, mener han:

”Løsningen på flygtningeproblemet er ikke at bringe folk til Europa, men derimod at hjælpe dem, hvor de er. Vi må ikke glemme, at flygtninge per definition er folk, der helst ville blive i deres hjemland, hvis de kunne,” forklarer han og henviser til, at ud af verdens i alt 65 millioner flygtninge forsøger to tredjedele at finde sikkerhed i deres eget land, den næststørste gruppe bliver i nærområderne og kun cirka 10 procent forsøger at komme hele vejen til Europa. Derfor finder han det forkert, at Vesten fokuserer al sin politiske energi på den minoritet, der søger mod Europa.

Arbejde skal give værdigheden tilbage
Nøglen i Colliers masterplan er arbejde. For som det er i dag, er asylansøgere i de fleste tilfælde frataget retten til at arbejde, og det er ifølge professoren et både demoraliserende og barnliggørende princip: Hvordan skal de passiviserede flygtningeforældre kunne statuere et eksempel overfor deres teenagebørn?

Når det kommer til flygtninge, skal vi arbejde for, at det ikke længere er domstolene, der træffer alle beslutningerne, men i højere grad virksomhedsbestyrelser.

Collier foreslår derimod, at man skaber muligheden for, at flygtninge kan skabe en frugtbar tilværelse for sig selv, tættere på deres hjemland. Han foreslår, at man lader internationale virksomheder slå sig ned i områder som Jordan – det kan være europæiske produktionsvirksomheder, som ellers ville rykke til Asien, eller syriske virksomheder, som i øjeblikket ikke kan operere fra Syrien. Flygtningene skal her bruges som arbejdskraft sammen med den jordanske befolkning. For hermed genvinder flygtningene den autonomi, som det indbefatter at tjene sine egne penge – uden at udgøre en trussel for det jordanske arbejdsmarked.
Virksomhederne skal i første omgang flytte til Jordan, hvor der ligger et stort uudnyttet industriområde og senere kan modellen implementeres til andre lande med flygtningelejre.

”Når det kommer til flygtninge, skal vi arbejde for, at det ikke længere er domstolene, der træffer alle beslutningerne, men i højere grad virksomhedsbestyrelser. Virksomhederne skal til at gøre det til en del af deres rutine: De skal ikke sende tæpper til flygtningelejre, men de skal til at gøre forretning i dele af verden, hvor de ikke er vant til at operere,” siger Paul Collier.

Jordan-modellen: Det skal kunne betale sig
Det er et vigtigt princip i Colliers arbejde, at hans ideer skal være implementerbare. Det lader til at lykkes for ham, for fra han fremlagde sine tanker for den jordanske regering tog det dem kun seks uger, før man i 2016 besluttede at tilbyde 200.000 arbejdstilladelser til flygtninge. En af grundene til at det kunne lade sig gøre var, at Jordan samarbejdede med EU, som bevilligede jordanske virksomheder ti års fri adgang til at sælge varer på det europæiske marked, fortæller Paul Collier, og uddyber:

”I dag kaldes det for ”Jordan-modellen” og den er nu ved også at blive implementeret i Etiopien og Malaysia. Derudover er Verdensbanken også begyndt at interesse sig for modellen og den har nu besluttet at investere to milliarder dollars inden for de næste tre år i de lande med det højeste antal flygtninge.”

Professoren understreger, at tiltaget altid skal kunne betale sig for værtslandet, for ellers er projektet ikke levedygtigt. Men i Jordan har den øgede produktivitet kastet en lang række goder af sig, herunder øget skatteindkomst og en række nye job, både på virksomhederne, men også som et resultat af at have fået nye købedygtige borgere.

Særligt udfordrende for socialdemokrater
Selv i en globaliseret verden, har Paul Collier bevaret sin tiltro til nationalstaterne og han advarer imod en utopisk forestilling om en verden med åbne grænser:

”Nationalstaten er stadig den primære politiske enhed, vi har.

”Nationalstaten er stadig den primære politiske enhed, vi har. I Europa kan vi se, at 97 procent af det offentlige forbrug kommer herfra. Men måske ligeså vigtigt, så er nationalstaten til dato det største fællesskab, vi har formået at skabe. Sandheden er, at hvis vi skulle opbygge en verdensstat så ville den komme til at minde mere om Somalia end om Danmark, simpelthen fordi et samfund har brug for en fælles identitet for at kunne fungere, og for at der kan opstå tillid borgere og institutioner imellem.

Ifølge Paul Collier er det især de europæiske socialdemokrater, der har klaret sig dårligt under flygtningekrisen. Han vurderer, at socialdemokrater i de fleste lande blev fanget i et dilemma imellem en ledelse på den ene side, som ud fra et moralsk princip mente, at de skulle hjælpe folk fra hele verden og så vælgerne på den anden side, som ikke mente, at det var realistisk.

Socialdemokratisme handler om at være gensidigt forpligtiget inden for et fællesskab. Og det princip kolliderede med flygtningekrisen, som er en grænseoverskridende udfordring.

”Socialdemokratisme handler om at være gensidigt forpligtiget inden for et fællesskab. Og det princip kolliderede med flygtningekrisen, som er en grænseoverskridende udfordring. Jeg mener, at socialdemokrater skal ud af den teatralske kamp, som de har befundet sig i i mange lande, når det kommer til flygtningespørgsmålet: De bør finde tilbage til det grundlæggende princip om at tro på fællesskabet og kæmpe for de rettigheder og pligter, som fællesskabet indbefatter. Derfor skal vi genoverveje vores forpligtigelser overfor flygtninge. For vi har en forpligtigelse til at hjælpe flygtninge, men vi har ikke en forpligtigelse til at byde dem velkommen i det danske samfund. Løsningen er at skabe muligheder til folk på flugt der, hvor de er.”

 


Flere artikler om emnet

Annonce