Annonce

Flyttedag i regeringen: Kaare Dybvad bliver ny indenrigsminister

Statsministeren flytter rundt på flere af ministrenes ansvarsområder. Det betyder at boligminister Kaare Dybvad Bek fremover også vil være indenrigsminister.
For at styrke grundlaget for et mere sammenhængende Danmark med balance mellem land og by bliver Bolig- og Indenrigsministeriet samlet under en minister, nemlig den nuværende boligminister Kaare Dybvad Bek (S).

Det er statsminister Mette Frederiksens (S) begrundelse for en rokade af en række såkaldte ministerporteføljer.

”Danmark er ganske enkelt for lille et land til store forskelle. Ambitionen er, at det nye Indenrigs- og Boligministerium skal styrke og videreudvikle regeringens arbejde for et sammenhængende Danmark.”

“Derfor samler vi nu ressortansvaret for en række afgørende indenrigspolitiske dagsordener i det nye ministerium," siger hun i en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

Danmark er ganske enkelt for lille et land til store forskelle.

Eller som det hedder på statsretligt kancellisprog:

"Ved kongelig resolution af dags dato er indenrigsområdet, planområdet og sager vedrørende regional- og landdistrikter overført til boligminister Kaare Dybvad Bek, der fremover betegnes indenrigs- og boligminister. Samtidig oprettes et Indenrigs- og Boligministerium.”

"En vigtig dagsorden at sikre balance mellem land og by"

Det er en stolt og tilfreds indenrigs- og boligminister, der glæder sig over forfremmelsen:

”Jeg er stolt over at få lov til at sætte rammerne for et nyt Indenrigs- og Boligministerium. Der er mange udfordringer i relation til at skabe et sammenhængende Danmark, men mulighederne er heldigvis endnu flere. Det er en vigtig dagsorden at sikre balance mellem land og by, og jeg ser frem til de nye og spændende opgaver, der følger med," udtaler Kaare Dybvad Bek.

36-årige Kaare Dybvad Bek har siddet i Folketinget siden 2015 og blev i forbindelse med regeringsskiftet i 2019 udnævnt til boligminister, hvor hans mest tydelige aftryk har været den såkaldte Blackstone-lov, der strammede reglerne for kapitalfondes kortsigtede investeringer i boliger.

Kaare Dybvad Bek er uddannet geograf og har skrevet flere bøger om geografisk og klassemæssig ulighed.

Sundhedsminister skal koncentrere sig om corona

Indenrigsministeriet har hidtil hørt under social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), og som et plaster på såret fra det tabte område får hun i stedet tilført ældreområdet.

"En sammenlægning af social- og ældreområdet vil styrke sammenhængen mellem de vigtige kommunale velfærdsområder. Ældreområdet udgør en vigtig prioritet for regeringen. Senest er der med Aftale om finansloven for 2021 prioriteret et betydeligt løft i kommunerne til at sikre højere faglighed og flere ansatte i ældreplejen," skriver statsministeriet i pressemeddelelsen.

Den opgave er Astrid Krag også glad og stolt over:

"Stolt over ny og vigtig opgave som social- og ældreminister. Vi skal genoprette tilliden til vores ældrepleje. Og vi skal håndtere den svære coronasituation på plejehjemmene. Som det første indkalder jeg partnerskabet med organisationer på ældreområdet til møde i morgen," skriver hun på Twitter.

Ældreområdet har hidtil hørt under sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men han skal fremover udelukkende være sundhedsminister og bruge sin tid på at håndtere corona-epidemien. Det ville gå ud over ældreområdet, konstaterer Magnus Heunicke i et opslag på Facebok.

"Døgnet har kun 24 timer. Og jeg må være ærlig og sige, at corona også i månederne fremover kommer til at kræve al min vågne tid," skriver han på Facebook. 
placeholder

Endelig skifter Transport- og Boligministeriet som følge af ændringerne navn til Transportministeriet. Det får ingen betydning for transportminister Benny Engelbrechts titler eller ansvar.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet