FOA-formand: “Ingen skal sætte livet på spil, når de passer deres arbejde”

Mona Striib finder det utilstedeligt at en ansat på Opholdsstedet Ørbæksminde arbejdede alene, da han blev dræbt med kniv af en udadreagerende beboer
Foto: Privatfoto
Socialpædagog Yamma Ahamadzai blev dræbt med kniv af udadreagerende beboer 30. december
Forbundsformanden for FOA, Mona Striib, reagerer skarpt på oplysningen om, at den knivdræbte medarbejder på det private bosted Ørbækskilde var alene på sin afdeling med en udadreagerende beboer og havde flere kilometer til hjælp.

Oplysningerne fremgår af den redegørelse om det tragiske drab, som opholdsstedet har fremsendt til Socialtilsyn Øst, og som flere medier har fået aktindsigt i. Den 29-årige socialpædagog Yamma Ahamadzai blev dræbt 30. december.

Det er helt utilstedeligt, at medarbejdere arbejder alene med udadreagerende beboere

“Ingen skal sætte livet på spil, når de passer deres arbejde. Det er helt utilstedeligt, at medarbejdere arbejder alene med udadreagerende beboere. I den konkrete sag, er det meget svært at se, hvordan arbejdet er blevet tilrettelagt på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde," siger formanden for fagforbundet FOA, Mona Striib.

Yamma Ahamadzai var arbejdede helt alene på den ene af Ørbæksmindes to afdelinger, da han blev dræbt af flere knivstik. Nærmeste kollega befandt sig på bostedets anden afdeling, der ligger flere kilometer væk.

 

Drabet på den 29-årige mand er det sjette drab på et af landets bosteder siden 2012. På det pågældende bosted, Opholdsstedet Ørbækskilde, i Fårevejle i Odsherred, har der også tidligere været en episode med alenearbejde, afslører fagbladet FOA.

FOA: Fysisk vold og trusler et udbredt problem

Forbundsformanden påpeger, at fysisk vold og trusler er et udbredt problem i socialpsykiatrien: 

“Sagen er en frygtelig påmindelse om de forhold, som mange ansatte i socialpsykiatrien desværre genkender. Fysisk vold og trusler om vold er et udbredt problem i socialpsykiatrien, hvor man skal rumme mennesker, der plages af svære psykiske lidelser,” siger Mona Striib.

Sagen er en frygtelig påmindelse om de forhold, som mange ansatte i socialpsykiatrien desværre genkender

4 ud af 10 FOA-medlemmer inden for psykiatrien svarede i 2019, at de havde oplevet fysisk vold inden for de seneste 12 måneder. 6 ud af 10 havde oplevet trusler om vold.

“På trods af den indsats, der blev iværksat efter det sidste tragiske drab på Lindegården i 2016, er vold og trusler om vold stadig virkelighed. Derfor skal man tage fat med fornyet kraft. Det gælder ikke mindst i forhold til at undgå farligt alenearbejde og grundlæggende styrke socialpsykiatrien. Ingen skal sætte helbredet på spil, og borgerne har ret til ordentlige vilkår,” siger Monas Striib.

Hun påpeger vigtigheden af, at socialpsykiatrien tænkes ordentligt ind i den 10-årige psykiatriplan.

“Det her viser, at socialpsykiatriens og kommunernes muligheder for at give de rigtige tilbud til de rigtige borgere ikke er gode nok. Det er vi nødt til at tænke ind i den 10-årige indsats for hele området,” siger Mona Striib.

Socialpædagogerne: “Fuldstændig uacceptabelt”

FOA-forbundsformandens udtalelser flugter udtalelser fra formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen.

“Jeg havde håbet, at jeg aldrig igen skulle kommentere på endnu en medarbejder, der har mistet livet på jobbet - og jeg er dybt berørt af situationen. Alle mine tanker går til de pårørende og kollegerne. Uden at kende til de nærmere omstændigheder ved den konkrete sag, så vil jeg gerne slå fast, at det er fuldstændig uacceptabelt, at vi har et område, hvor det fortsat kan være farligt at passe sit arbejde. Derfor skal der handling til nu. Vi kan og vil ikke længere acceptere en socialpsykiatri, der er så presset i bund, at det koster menneskeliv, sagde Benny Andersen onsdag.

Vi kan og vil ikke længere acceptere en socialpsykiatri, der er så presset i bund, at det koster menneskeliv

Det nye tragiske drab inden for socialpsykiatrien fik onsdag Socialpædagogerne til at spille ind med en akutpakke for psykiatrien. Socialpædagogerne vil nu præsentere akutpakken for de ansvarlige fagministre og arbejdsgiverne:

“Vores akutpakke sætter fokus på fire helt afgørende elementer. Det handler om at sikre den rette faglighed i socialpsykiatrien, om at sikre den nødvendige kompetenceudvikling og supervision, om at sikre, at der altid er tilstrækkeligt personale - og endelig om at sikre, at borgerne visiteres til det rette tilbud. De fire ting skal opfyldes allerede nu, for der er et akut behov for at rette op på forholdene i socialpsykiatrien, og det kan ikke vente på en samlet psykiatriplan,” mener Benny Andersen

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Nå er det bedre at man bliver invalideret på arbejdspladsen og bliver ladt i stikken af dengang SID ?!

AFGJORT og NATURLIGVIS skal INGEN sætte livet på spil når de går på arbejde.Mange står dagligt i en sådan situation.
I øjeblikket går mange på job, og sætter livet på spil på grund af CORONA. Som at
"spille russisk roulette". Det gælder liv eller død såfremt nogen SMITTES med CORONA. Hvem der klarer sig eller ikke vides ikke på forhånd. Hvad med dem ?

Annonce