Annonce

FOA: Radikal kærlighed til erhvervsliv større end til kvalitet i dagtilbud

Det Radikale aftalebrud er “utroværdigt” og “spøjst” og rammer i sidste ende børnene, mener næstformanden i FOA.

Der er ingen tvivl om, at det gav anledning til løftede øjenbryn, da Radikale Venstre i sidste øjeblik valgte at trække sig fra dele af den aftale, som partierne var nået til enighed om.

Det skete i begyndelsen af januar, da partiet bebudede, at de nu havde trukket sig fra den del af aftalen om minimumsnormeringer i institutioner, der handler om enkeltmandsejede institutioner.

Partiet ville ikke være med i de dele af aftalen, der sætter en stopper for, at private institutioner kan trække overskud ud af driften.

“Vi hverken kan eller vil lægge stemmer til at ødelægge tingene for de ildsjæle, der har lavet en lille Steiner-børnehave eller en naturinstitution på landet,” sagde Lotte Rod, børneordfører for Radikale Venstre i starten af januar til Ritzau.

Flertal faldet 

Aftalen blev indgået i slutningen af 2020 med et smalt flertal, men uden de Radikale er flertallet nu faldet - og det begejstrer ikke Thomas Enghausen, der er næstformand i fagforbundet FOA, der bl.a. organiserer landets pædagogmedhjælpere.

Ifølge ham, lå der nemlig en rigtig god aftale - inden Radikale Venstre trak tæppet væk under aftalepartierne, som næstformanden opfatter som en del af partiets tilnærmelser mod blå blok.

“Alle var enige. Indtil Radikale har lavet en kovending, det er vel det pæne ord, men ihvertfald er på en ny politisk kurs, om at genopfinde og genføde sig selv som et borgerligt parti, og det slår åbenbart også igennem her,” siger Thomas Enghausen til Netavisen Pio.

“Dybt utroværdigt”

De Radikales aftalebrud er “utroværdigt”, mener Thomas Enghausen, der ærgrer sig over situationen.

“Det er dybt utroværdigt. Jeg tænker også på de partier, der har kæmpet for det her. Og jeg er med på, at politik kan være mærkeligt, og alt muligt andet, men det er godt nok en kende spøjst, at man så springer fra målet, fordi man lige pludselig ikke kan lide noget, man selv har været med til at forhandle,” siger han.

I sidste ende bliver det børnene, der kan ende med at blive taberne: 

“Der har man hos de Radikale større kærlighed til erhvervslivet end til kvaliteten i daginstitutioner på det her område. Og det rammer i sidste ende ungerne og skaber enorm utryghed,” mener næstformanden.

Som en del af aftalen, blev det blandt andet aftalt at private institutioner ikke måtte trække overskud ud, at der stilles krav til løn- og arbejdsvilkår for de ansatte og at tilskuddet til dem blev mindsket, således det afspejler, at de ikke er underlagt krav om minimumsnormeringer.

Det rammer i sidste ende ungerne og skaber enorm utryghed

Dette var led i aftalen, som Radikale var med på, før de ombestemte sig og ville justere dele af aftalen.  

“Så når enkeltmandsvirksomhederne siger, de foreslåede regler får dem til at lukke, så strider det mod det, vi er gået ind i aftalen med,” sagde partiets børne-ordfører Lotte Rod til Ritzau.

Fokus på kvalitet

Thomas Enghausen mener, at fokus bør være på den pædagogiske kvalitet, som børnene møder i daginstitutionerne og ikke udtræk af profit, som ejere af private dagtilbud fremover kan blive ved med, som følge af det radikale aftalebrud.

“Vi er nødt til at sikre, at de rammer som nu engang er, er trygge, forstået på den måde, at der er en driftsikkerhed og vi er også nødt til at sikre, at pengene går til det, som pengene er afsat til. Og det er altså til børnene og den pædagogiske kvalitet som børnene er afhængig af. Og ikke til udtræk og profit for eksempel,” siger han.

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Nu er de kvalmende radikale, vel mest optaget af grammseri internt.? 🤣🤢🤢🤢🤢🤢