I Paris’ nordlige forstæder ligger Saint-Denis. Et gammelt arbejderkvarter, der som så mange andre gamle arbejderkvarterer i så mange andre gamle industribyer rundt omkring i Europa til daglig slås med sociale problemer, kriminalitet og den hårde kamp med at integrere en meget stor andel ikke-vestlige indvandrere. Over hver tredje borger er af anden etnisk oprindelse end fransk i den nordlige forstad, der indtil den franske revolution var kongefamiliens trofaste højborg. I katedralen i Saint-Denis kan man stadig se de gamle kongers grave som et råb fra fordums tider.

Mens kongernes fortællinger og storhed for længst er begravet i Frankrig, og Saint-Denis tid som kongetro kerneland hører til i historiens krøniker, er Saint-Denis i dag hjemsted for en anden slags storhed, en ny slags konger og nye, dragende historier. I det gamle, hårdt plagede kvarter ligger nemlig en ny, imponerende katedral – det franske nationalstadion Stade de France. Det stadion, der dannede ramme om fodboldkongen Zidanes imponerende kroning, da han med – måske – verdenshistoriens største fodboldpræstation gjorde Frankrig til verdensmestre i fodbold i 1998 med en sejr på 3-0 over Brasilien. For øjnene af hele verden og med præsident Chirac med landsholdstørklæde om halsen, mens han jublende abdicerede som Frankrigs førstemand for en aften.

Europa blev ramt i hjertekulen
På fredag klokken 21 bliver Europa stille for en stund, og øjnene rettes igen mod Stade de France og Saint-Denis. Med et fløjt og en inderside sparkes europamesterskabet i fodbold i gang for et kontinent, der kæmper for sin eksistensberettigelse. I en tid, hvor der ikke er mange positive fortællinger om Europa, skal boldekvilibristerne forsøge at sparke lidt optimisme og fremtidstro ind i det efterhånden åndeligt forhutlede kontinent.

Saint-Denis og Stade de France er på alle måder den oplagte scene til den kulturkamp, europamesterskabet er. Det var her i den nordlige del af Paris, at det frie Europa blev ramt i hjertekulen, da en selvmordsbomber i november sidste år forsøgte at smugle en bombevest ind til en venskabskamp mellem Frankrig og Tyskland. Selvmordsbomberen blev nægtet indgang af sikkerhedsvagterne, og i stedet sprængte han sig selv i luften foran stadion. Resten er en frygtelig tragedie af terrorangreb, tårer og dødsfald, som vi alle sammen husker så levende, og som der derfor ikke skal bruges spalteplads på her.
På trods af den franske kamp for at genvinde nationalstadionet og vise sig frem på bedste vis for alverdens øjne, vil det alligevel være forkert at degradere europamesterskabet til et spørgsmål om Frankrig og Saint-Denis. I en tid, hvor Europa er mere og mere splittet, indflydelsen i verden er aftagende og flygtningepres og et årti med lavvækst har frustreret de europæiske befolkninger, har EM i fodbold fået en kulturpolitisk vision i lettere uønsket dåbsgave.

Flugt til den gamle verdensorden
Den gamle garde af klumpedumpetunge, elefantkirkegårdsresiderende stormagter af i går skal vise, at de kan endnu. At de stadig kan samle kontinentet, at de stadig kan begejstre, at de stadig kan vække følelser i menneskenes sind. For selvom verden har ændret sig drastisk, siden det første europamesterskab blev spillet i 1960 (som blev vundet af Sovjet efter en fantastisk finale af målmand Lev Yashin), så er det stadig Europas gamle hanelefanter, der er fodboldbanernes fornemste.

Mens verden uden for kridtstregerne er præget af frembrusende nye stormagter og BRIKS-lande og krig og kaos og Putin og IS, så er fodboldbanernes herrer stadig de gode gamle (vest)europæiske industrilande. Tyskland, Frankrig, England, Italien, Belgien, Spanien. Mens de lande i så mange henseender er ved at miste deres status, er de stadig adelen i Europas og verdens fodbold.

Sidste aften med kliken?
Men kliken er ved at blive splittet op. Mens England med den blot 20-årige fodboldåbenbaring Dele Alli og den tidligere fodlænkeafsoner og fabriksarbejder Jamie Vardy i spidsen skal forsøge at blive herrer over Europas grønsvær, skal englænderne hjemme på øen beslutte sig for, om de vil tage deres gode fodboldtøj og gå fra det europæiske fællesskab. ¨

Mens EU i flygtningekrisens tid føler sig nødsaget til i større og større omfang at lefle for den efterhånden mere og mere anti-demokratiske præsident Erdogan i Ankara, er Tyrkiet i de fodboldfikserede uger, der starter på fredag, stadig en miniput-spiller. Mens nationalstaterne er ved at kvæles i globaliseringens tidsalder, bliver de næste par uger en anledning til at genopleve det, der var EU-projektets oprindelige kongstanke. Venskabet, samarbejdet og den sunde konkurrence mellem samlende nationalstater. Forenet i forskellighed.

Europamesterskabet i fodbold bliver en sportsturnering, hvor de store skygger, der dækker over kontinentet bliver glemt for en stund. Europamesterskabet bliver retten til at drømme sig tilbage til den gamle verdensorden. Det bliver de gamle, stolte nationer fra årgang 1945, der holder reunion og for en stund føler sig som unge igen. De finder de mølædte studenterhuer frem fra gemmerne og fester og danser som dengang, snerlen blomstrede. Spørgsmålet er, om det bliver sidste aften med kliken.