Annonce

Første uge på jobbet: Ellemann i skænderi med Børsen og Dansk Folkeparti

V-formand Jakob Ellemann allerede kastet ud i fejder med erhvervslivets hoforgan Børsen og DF-formand Thulesen Dahl
Få dage efter kåringen af Jakob Ellemann som manden, der skal fravriste Socialdemokratiet og Mette Frederiksen regeringsmagten, er Venstres nybagte formand røget i konflikt med både Børsen og Dansk Folkeparti.

Mandag slog Børsen i en artikel fast, at Venstre ikke længere står bag Lars Løkkes valgløfte fra valgkampen om, at der skal afsættes 69 milliarder kroner til velfærd. Det skete under overskriften:

"Ellemann-Jensen: Løkkes velfærdsløfte gælder ikke længere".

Men den rubrik kunne Ellemann bestemt ikke lide. På twitter skrev han således:

Den historie er simpelthen forkert

"Den historie er simpelthen forkert. Det vil man opdage, hvis man læser mine citater i artiklen. Jeg siger ganske klart, at vi følger det demografiske træk. Selvfølgelig bliver beløbet mindre, når det demografiske træk er mindre. Derfor gælder løftet da fortsat," skrev Jakob Ellemann-Jensen på Twitter i går.

placeholder

 

Tirsdag har Børsen lavet en opfølgende artikel om sagen. Nu lyder rubrikken:

”Ellemann slår fast: Flere børn og ældre kræver penge” – og i underrubrikken hedder det, at ”Jakob Ellemann-Jensen (V) bakker fuldtonet op om Lars Løkke Rasmussens melding i valgkampen om, at der skal sættes milliarder af til velfærd de kommende år”.

Børsen trækker altså tilsyneladende i land.

Det fremgår af Børsens artikel tirsdag, at Børsen gerne ville have haft et opfølgende interview med Jakob Ellemann, men at det har Ellemann og Venstre sagt nej til.

Derfor bygger Børsens opfølgende artikel alene på Ellemanns frustrerede Børsen-tweet.

Vil ikke tale med Børsen

Venstres formand efterlader på den baggrund Børsen med en lang række ubesvarede spørgsmål, fremgår det af Børsens artikel tirsdag:

”Børsen har mandag efterspurgt et interview med Jakob Ellemann-Jensen efter hans melding på Twitter.

Mener Jakob Ellemann-Jensen, at velfærdsløftet er med til at give samling i blå blok

Børsen ville i interviewet gerne have spurgt om følgende: Vil Venstre også dække det demografiske træk, hvis en ny befolkningsfremskrivning viser, at regningen vokser? Overvejer Jakob Ellemann-Jensen at droppe velfærdsløftet på et senere tidspunkt? Mener Jakob Ellemann-Jensen, at velfærdsløftet er med til at give samling i blå blok, når både Liberal Alliance, De Konservative og Nye Borgerlige ønsker at bruge færre penge på velfærd, end der skal til for at dække det demografiske træk?

Når Jakob Ellemann-Jensen siger, at "jeg vil også insistere på, at løsningen på udfordringer her i tilværelsen ikke altid vil være at sende flere penge. Det kunne også være, det var at gøre tingene klogere," betyder det så, at demografien ikke skal dækkes, hvis man kan få mere offentlig service for de samme penge? Ifølge Venstres pressetjeneste ønsker Jakob Ellemann-Jensen ikke at stille op til et uddybende interview mandag.

Venstre henviser i stedet til Ellemann-Jensens melding på Twitter.”

Børsen opridser herefter fakta om sagen således:

”Under folketingsvalgkampen gjorde Lars Løkke Rasmussen det klart, at Venstre vil udvide den offentlige sektor frem mod 2025 i takt med, at der kommer flere børn og ældre - og dermed dække det såkaldte demografiske træk. Det demografiske træk ville på det tidspunkt betyde, at der i 2025 skal bruges 20,5 mia. kr. mere på velfærd end i år for at opretholde den samme service.

Siden valgkampen er der dog kommet en ny befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik. Den viser, at stigningen i antallet af børn og ældre bliver mindre end hidtil ventet, og dermed falder regningen for at dække det demografiske træk.

Det betyder, at regningen i 2025 på 20,5 mia. kr. nu er reduceret til 17,5 mia. kr.

Den regning ønsker Jakob Ellemann-Jensen altså stadig, skal dækkes.”

Længere nede i tirsdags-artiklen fastholder Børsen, at der var dækning for mandagens overskrift: ”Ellemann-Jensen: Løkkes velfærdsløfte gælder ikke længere”.

Ellemann lørdag: ”Det gør det jo ikke”

Børsen oplyser, at avisen i lørdags – lige efter at Ellemann på et ekstraordinært landsmøde i Herning var blevet valgt som ny formand for Venstre – spurgte Ellemann, om Venstres velfærdsfærdsløfte stadig var gældende.

Ifølge Børsen svarer Ellemann således:

Det gør det jo ikke, al den stund den demografiske udvikling ikke bliver, som det blev forudsagt dengang

"Det gør det jo ikke, al den stund den demografiske udvikling ikke bliver, som det blev forudsagt dengang. Derfor er vi nødt til at genbesøge de tal. Tallet på de 69 milliarder (20,5 mia. kr. i 2025, red.) har vist sig ikke at stå mål med, hvad der kommer på børnepasningsområdet og plejekrævende ældre.”

Ifølge Børsen er det altså Ellemann selv, der i lørdags svarer Børsen, at Venstres velfærdsløfte fra valgkampen ikke længere er gældende. Det skriver Børsen så om mandag. I et tweet mandag hævder Ellemann så, at der ikke er dækning for Børsens overskrift – uden at ville uddybe og forklare sig nærmere over for Børsen.

Kristian Thulesen Dahl: ”Dårlig stil”

Oven i uoverensstemmelsen mellem Børsen og Jakob Ellemann Jensen, er der også opstået en alvorlig kurre på tråden mellem Venstre og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

I forbindelse med valget af Jakob Ellemann-Jensen til ny formand for Venstre lørdag havde både de to tidligere V formænd for Venstre, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen, sendt videohilsner med lykønskninger til Jakob Ellemann. Også Jakob Ellemanns far, Uffe Ellemann-Jensen, sendte en videohilsen.  Det samme gjorde de øvrige partiledere i blå blok - deriblandt DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl.

Men ifølge Kristian Thulesen Dahl blev en del af hans hilsen til den nye V-formand redigeret væk af Venstre - uden samtykke fra DF-formanden:

”Det synes jeg var lidt underligt. De må jo selv bestemme, om de vil bruge min hilsen eller ej, men det der med at redigere i en hilsen, jeg har lavet, det synes jeg er dårlig stil,” siger han til TV2.

I videoen, der blev produceret af Venstres presseafdeling, ønsker formanden for Dansk Folkeparti sin nye formandskollega tillykke med valget, men efter kun seks sekunder slutter Thulesen Dahl-videoen påfaldende pludseligt:

Jeg synes ærlig talt, det er en lidt underlig måde at starte samarbejdet på

”Jeg synes ærlig talt, det er en lidt underlig måde at starte samarbejdet på”, lyder det nu fra DF-formanden.

Venstre ønsker hverken at kommentere på sagen eller at udlevere den originale video til TV 2.

Lagkage redigeret væk af Venstre

Ifølge Kristian Thulesen Dahl løfter han i slutningen af den originale video en lagkage fyldt med Dannebrogsflag ind i billedet, og understreger samtidig, at der skal passes på Danmark.

DF's stifter og udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard, var mindst lige så forundret over Venstres opførsel. Kjærsgaard lagde denne kommentar på Twitter:

placeholder

 

Lagkagen var en hentydning til den kage Venstres nye næstformand, Inger Støjbjerg, fejrede regeringens udlændingestramning nummer 50 med i et omdiskuteret opslag på hendes Facebook-profil. Men den del af DF-formandens hilsen blev bortcensureret – uden at hverken Kristian Thulesen Dahl eller andre i DF blev orienteret:

placeholder

 

Jeg synes, det er mangel på overskud i Venstre

”Jeg synes, det er mangel på overskud i Venstre, at man er bange for, at hvis man viste den video på et landsmøde, så ville det støde nogle af Venstre-folkene,” siger Kristian Thulesen Dahl til TV2.

Kristian Thulesen Dahl har offentligt luftet bekymring for Venstres udlændingepolitik ved udsigten til valget af Jakob Ellemann-Jensen som ny formand for Venstre.

Hos Dansk Folkeparti har man nemlig ikke glemt, at Jakob Ellemann-Jensen i 2007 meldte sig ud af Venstre og ind i det daværende Ny Alliance – i protest mod Venstres højredrejning i udlændinge- og integrationspolitikken. Da så Ny Alliance forvandlede sig til Liberal Alliance og lagde sig politisk til højre for Venstre, ja, så meldte Jakob Ellemann sig ud af Liberal Alliance og vendte i al stilhed tilbage til Venstre.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det bedste er at V kom af med Løkke og vi andre også, måden var ubehagelig, men han kunne være gået selv og vist lidt format, det skete ikke. Ellemann skal lige lære at være leder af et parti, det er jo ikke et kompagni soldater, man kan give ordre, og så forvente de adlydes 100%. Han vil begå fejl, også fordi hans arrogance og skarpe tunge, jokes m.m. ikke altid rammer plet. Nordkorea/ socialdemokratiet som seneste eks. Tryk avler modtryk, det vil han også sande. Han skal nok blive statsminister en dag, men jeg tror det varer ca. 8 år. Også fordi hans støttepartier LA og NY B.og DF er lige så langt fra V som Ø er fra S.
Han sender jo modsatrettede oplysninger. Så er han enig med Løkkes politik, så uenig, så omvendt.