Fogh-interview: Her er noget at komme efter

Kommentar: Anders Fogh Rasmussen leverer intet reelt modsvar til de mange økonomer, der har kritiseret hans politik. Tilbage står derfor, at hans økonomiske politik skabte overophedning og en boligboble, der gav dansk økonomi store tømmermænd.
I weekenden stillede tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen op til interview i Berlingske. For første gang siden sin afgang skulle Fogh forholde sig til den økonomiske politik, han som statsminister førte op gennem nullerne. En politik, der siden hen er blevet alvorligt kritiseret for at være skyld i, at Danmark blev så hårdt ramt af finanskrisen, som tilfældet var.

Fogh gentog her sit berømte mantra om, at ”der er ikke noget at komme efter”. Men det bemærkelsesværdige ved interviewet er, at Fogh på ingen måde forsøger at svare igen på substansen i den kritik, der har været rejst af hans regeringer. I stedet forsøger har han at miskreditere de økonomer og politikere, der har kritiseret ham.

Lad os første se nærmere på, hvad kritikken af Fogh-regeringen egentlig går ud på, og bagefter se på Foghs forsvar for den første politik.

Fogh ignorerede med advarsler om overophedning
Fra midten af nullerne blev Anders Fogh gentagne gange advaret om, at økonomien var ved at blive overophedet. Den økonomiske højkonjunktur betød, at arbejdsløsheden var meget lille. I en sådan situation siger de økonomiske lærebøger, at politikere skal forsøge at dæmpe aktiviteten i økonomien, fordi der ellers kan ske en overophedning med krise og arbejdsløshed til følge.

Men Fogh troede ikke på advarslerne. I 2007 sagde Fogh som kommentar til De Økonomiske Vismænd, at ”Jeg tror, der er økonomer, som må begynde at overveje at skrive lærebøgerne på universiteterne om, fordi det er meget lang tid siden, at økonomerne begyndte at advare om, at nu var ledigheden nået så langt ned, at nu ville det hele gå grassat. Det er faktisk ikke sket endnu.”

Kort tid efter ramte finanskrisen, og her stod det klart, at økonomien var overophedet, Danmarks konkurrenceevne svækket og tusinder af arbejdspladser forsvandt. I 2013 konkluderede Rangvid-udvalget, at netop overophedningen var en væsentlig årsag til, at Danmark blev relativt hårdt ramt af finanskrisen:

”I Danmark var finanspolitikken i modsætning til tidligere opsving procyklisk i årene inden krisen. Det vil sige, at i stedet for at modvirke et kraftigt pres på arbejdsmarkedet og økonomien generelt medførte den realiserede finanspolitik yderligere pres på økonomien (...) Den procykliske udmøntning af finanspolitikken bidrog til overophedningen inden krisen”.

Et andet gennemgående kritikpunkt af Fogh har været, at han indførte et skattestop, som ophævede den stabiliserende effekt på boligpriserne, som ejendomsværdiskatten hidtil havde haft. Sammen med indførelsen af afdragsfrie lån førte det til en markant stigning i boligpriserne og var en medvirkende årsag til den boligboble, der sendte danske økonomi til tælling i slutningen af nullerne.

Rangvid-udvalget skriver, at ”Der opstod en boligprisboble på markedet for private enfamiliehuse og ejerlejligheder i Danmark i årene inden krisen (…) Boligprisboblen skyldtes en kombination af økonomisk vækst med lav arbejdsløshed, forholdsvis lave renter, ejendomsværdiskattestoppet, stor optimisme og øget kreditudbud, som forstærkede konjunkturerne.”

Også Nationalbanken har tidligere konkluderet, at Foghs skattestop og afdragsfrie lån bærer en stor del af skylden for boligboblen.

Og hvad har Fogh så at sige til alt det? Ikke ret meget. Han går på intet tidspunkt i løbet af interviewet ind i et substantielt forsvar af de beslutninger, han traf som statsminister. I stedet forsøger han med en række tvivlsomme påstande at fralægge sig ansvaret. Lad os prøve at se på fem udsagn i interviewet, hvor der i hvert fald er noget at komme efter.

#1: Finanspolitik mere ekspansiv end Nyrups krisepolitik
Anders Fogh henviser ifølge intervieweren til, at hans politik ikke var uansvarlig, fordi de offentlige udgifter under hans statsministerperiode var lavere, end de var under Nyrups statsministerperiode i 1990’erne. Der er dog to problemer med den sammenligning.

For det første kom Nyrup til i 1993, hvor der var høj arbejdsløshed i Danmark. Derfor gav det også god mening, at bruge flere penge for at holde gang i forbruget og øge beskæftigelsen. I slutningen af 90’erne, da beskæftigelsen steg, strammede Nyrup og Lykketoft finanspolitikken for netop at undgå en overophedning. I 2007 gjorde Fogh det stik modsatte: Mens beskæftigelsen var historisk lav, og der var brug for en økonomisk opstramning, øsede han mere brænde på bålet.

Ifølge beregninger fra Det Økonomiske Råd (Efterår 2009, side 138), så var finanspolitikken, målt ved finanseffekten, det vil sige finanspolitikkens påvirkning af den økonomiske aktivitet, faktisk mere ekspansiv under Fogh i midten af 00’erne end under Nyrup i midten af 1990’erne. Det er altså på flere planer helt i skoven, når Fogh vil forsvare sin politik i 00’erne med at henvise til Nyrup i 90’erne.

#2: Overophedning skyldtes ikke kun udgifter til velfærd
Fogh hævder over for intervieweren, at han i hele perioden var omgivet af et ”velfærdspolitisk flertal” som pressede de offentlige udgifter i vejret. ”Sagen er jo, at der i hele perioden var et velfærdspolitisk flertal i Folketinget, der ville bruge endnu flere penge”, sagde han blandt andet.

Dermed glemmer han – og tilsyneladende også intervieweren – at det ikke kun var de offentlige udgifter, der var skyld i den økonomiske overophedning. Det var også de ufinansierede skattelettelser for i alt knap 20 milliarder kroner om året, der blev givet af to omgange, i 2004 og 2007.

Særligt den sidste omgang af ufinansierede skattelettelser, der blev givet i efteråret 2007, faldt på et uheldigt sted. Dels fordi skattelettelserne var ufinansierede, og derfor skabte et permanent hul i statskassen, som svækkede Danmarks offentlige finanser. Og dels fordi de kom på et tidspunkt, hvor der i forvejen var alt for meget gang i økonomien, og derfor bidrog kraftigt til overophedningen.

#3: Socialdemokraterne ville bruge færre penge end Fogh
I forlængelse af ovenstående hævder Fogh, at Socialdemokraterne var endnu mere uansvarlige end VK-regeringen: ”Socialdemokraterne stod altid dengang og krævede, at vi skulle bruge endnu flere penge. Så kommer de efterfølgende og siger, vi brugte for mange. Det hænger ikke sammen. Det er fuldstændigt hyklerisk og politisk uden nogen mening”, sagde han.

Nu er ”de andre ville have været værre” jo sjældent noget godt argument, men heller ikke hvis vi ser på substansen, har Fogh ret. Socialdemokraterne ønskede ganske rigtig også at bruge flere penge – og formentlig også flere penge, end det set i bakspejlet var forsvarligt at bruge. Men sammenligner man Socialdemokraternes finanslovsudspil for 2008 med VK-regeringens, ville Socialdemokraterne faktisk bruge færre penge end VK-regeringen.

Socialdemokraterne ville lade det offentlige forbrug vokse med 1,5 procent og undlade at sænke skatten. VK-regeringen ville derimod både sænke skatten lade det offentlige forbrug vokse med 1,7 procent. Dermed blev finanspolitikkens samlede finanseffekt af regeringens udspil faktisk næsten tre gange så stor som i Socialdemokraternes.

#4: Skattestop skabte boligboble
Foghs mærkeligste forsvar kommer dog da han bliver spurgt, om ikke økonomerne har ret, når de påpeger, at det var en fejl at fastfryse ejendomsværdiskatten: ”Nej, det har de nemlig ikke. Når det kommer til boligskatten, synes jeg, det er utroligt vigtigt, at man holder fast i, at der ingen ændringer bør ske – overhovedet.”

Problemet er bare, at det jo netop er det faktum – at der ”ingen ændringer bør ske” – som økonomerne har kritiseret! Fastfrysningen betød nemlig, at boligskatten ikke længere fungerede som en stabilisator for boligpriserne, som dermed fik lov at løbe løbsk. Da boligboblen bristede, stod tusinder tilbage som teknisk insolvente.

Igen giver Fogh altså ikke noget substantielt svar, men gentager blot, hvad han hele tiden har sagt – og hvad økonomerne hele tiden har kritiseret. Derfor virker det også noget bizart, at Fogh i samme ombæring brokker sig over, at ”økonomerne aldrig nogensinde har tilgivet mig skattestoppet”. Det har de netop ikke, fordi de mener, at det har skabt store problemer på blandt andet boligmarkedet.

#5: Selvfølgelig skal politikere regulere samfundsøkonomien
Fogh bliver også forelagt, at de nye låneformer op gennem nullerne, eksempelvis de afdragsfrie lån, var med til at skabe boligboblen. Her svarer han, at ”til det må jeg bare sige, at det altså er en privat afgørelse, hvordan man finansierer sin bolig. Vi skal ikke som politikere være barnepiger.”.

Enten er Fogh polemisk på en trist baggrund, eller også har han simpelthen ikke forstået, hvad de afdragsfrie lån betød. For problemet var jo ikke at den enkelte familie valgte afdragsfrihed. Problemet er, at når mange familier på samme tid vælger afdragsfrihed, så presser det boligpriserne op, til skade for samfundsøkonomien.

Det viser, at det der kan være rationelt for den enkelte borger (at vælge afdragsfrihed), ikke altid fører til det bedste resultat for samfundet som helhed (højere boligpriser). Det er netop derfor, vi har opfundet samfundsmæssig regulering.

Foghs udsagn svarer jo lidt til at ophæve trafiklys på vejene med det argument, at danskerne er gode til at køre i bil. Men uanset hvor udmærket den enkelte bilist måtte være, er det jo dømt til at gå galt, når så mange på én gang vil gøre lige præcis det, de selv mener, er det rigtige.


Kommentarer fra Facebook