Foghs evne til at (vild)lede

Boganmeldelse: Med bogen Viljen til at lede opfordrer Anders Fogh Rasmussen USA til at indtage rollen som verdens politibetjent. Men forsvaret for sit eget eftermæle betyder, at Fogh er meget selektiv i sin læsning af de seneste års internationale udvikling.
Danmark tidligere statsminister og tidligere generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, udsendte for nylig bogen Viljen til at lede. Bogens grundlæggende budskab er, at verden har brug for at stærkt USA, som påtager sig en lederrolle i verden for at sikre fred, frihed og demokrati:

”Verden har brug for en politibetjent. Den eneste kompetente, pålidelige og ønskværdige kandidat til denne post er USA. Vi har brug for beslutsomt amerikansk lederskab”, skriver Fogh allerede på bogen første sider.

Alternativet til amerikansk lederskab er nemlig ifølge Fogh, at andre magter vil forsøge at udfylde det tomrum, som USA efterlader, og det kan blive katastrofalt: ”Når USA trækker sig tilbage, tror de aktører på den internationale scene, der har onde hensigter, at de kan bryde reglerne og slippe godt fra det, og så er resultat konflikt og kaos”. Det har vi ifølge Fogh allerede nu set de første tegn på som konsekvens af, at Obama fører en mere tilbagetrukket udenrigspolitik.

Først og fremmest i Syrien, hvor Obamas modvilje mod at gribe ind i konflikten, selv efter at Assad-regimet krydsede hans ”røde linje” og brugte giftgas mod befolkningen, har givet frit spil for magter som Iran og Rusland til på brutal vis at udfylde tomrummet og forfølge deres egne interesser, mens USA ser magtesløse til fra sidelinjen. Men også Rusland annektering af Krim og kraftige involvering i krigen i Østukraine skyldes ifølge Fogh, at Obama har signaleret en manglende vilje til at trække klare streger i sandet.

Derfor er opfordringen til amerikanerne, at de skal påtage sig rollen som verdens politibetjent og gribe ind for at sikre en stabil verdensorden – og til europæerne, at det skal satse på at bevare og udbygge forholdet til USA.

Hvornår er man politibetjent?
Lad det være sagt med det samme: Denne læser var ikke begejstret for bogen. Det skyldes ikke så meget det grundlæggende budskab i bogen, men derimod Foghs meget selektive brug af eksempler, udbredte brug at stråmandsargumenter og ikke mindst hans modvilje mod at se kritisk på egne beslutninger.

Helt grundlæggende, så forklarer Fogh aldrig rigtig, hvad han egentlig mener med ”politibetjent”. En politibetjent er jo en, som håndhæver vedtagne love og regler upartisk, og uden at skelne til egne interesser.

At USA bomber al-Qaida i Afghanistan, fordi al-Qaida har angrebet USA, kan være både forståeligt og berettiget. Men ret beset har det vel ikke meget at gøre med at være politibetjent? Når USA derimod griber ind for at forhindre omfattende massakre i Kosovo, Libyen eller de IS-kontrollerede områder i Irak, så giver det bedre mening at tale om, at USA udfylder en rolle som politibetjent.

Foghs manglende skelnen betyder, at ethvert militært angreb fra USA sidestilles med, at USA udfylder rollen som politibetjent. Det betyder også, at han konsekvent overvurderer hvor meget Ronald Reagan og George W. Bush gav den i rollen som politibetjent, mens han undervurderer hvor meget Clinton og Obama gjorde og gør.

Fogh virker også ret selektiv i forhold til de eksempler han fremhæver for at dokumentere, at de demokratiske præsidenter har været for passive på den internationale scene. Eksempelvis kalder Fogh det en ”skamplet” på Clintons tid i Det Hvide Hus, at han ikke greb ind over for folkedrabet i Rwanda i 1994, men omtaler ikke med et ord, at George W. Bush i årevis forholdt sig passiv til folkedrabet i Darfurprovinsen i Sudan.

Det er også bemærkelsesværdigt, at Fogh forklarer Ruslands fremfærd i Ukraine med Obamas passive politik, men i den forbindelse ikke forholder sig til, at Putin første store udenrigspolitiske felttog fandt sted mens Bush var præsident, nemlig invasionen af Georgien i august 2008 og den efterfølgende besættelse af de to delrepublikker, Abkhasien og Sydossetien. En invasion, som George W. Bush i øvrigt forholdt sig bemærkelsesværdigt afdæmpet til.

Nogle steder virker det ligefrem som om, at Fogh anstrenger sig får at fremstille Obama i så dårligt et lys som muligt. Eksempelvis når Fogh skriver, at ”Først i august 2014, et helt år efter gasrædslerne i Ghouta, gav Obama endeligt grønt lys for en militær indsats mod IS”. Men det var jo netop Assad-regimet der stod bag gasangrebet i Damaskus-forstaden, ikke IS, og det giver derfor ikke rigtig nogen mening at sammenstille de to begivenheder. Det tjener kun til at skabe indtryk af, at Obama tøvede med at gribe ind over for IS, hvilket ikke er rigtigt.

Irak: Stadig ikke noget at komme efter
I det hele taget er bogen meget positiv over for George W. Bush, som Fogh kalder ”en hjertevarm og ligetil person, som man kunne have ærlige og indsigtsfulde diskussioner med”, og bogen indeholder da også flere billeder af Fogh og Bush skulder ved skulder.

Det er jo helt fint, at Fogh har haft hyggelige stunder med Bush, men det er problematisk, at det tilsyneladende skygger for hans vilje (eller evne?) til kritisk at reflektere over de beslutninger, der blev taget af Bush i kølvandet på 11. september. Ikke mindst selvfølgelig Irakkrigen, som Fogh bakkede aktivt op om.

Og her er der ingen slinger hos Fogh: ”Beslutningen om dansk militærdeltagelse i Afghanistan og Irak var blandt de tungeste beslutninger, jeg har måtte træffe i min politiske karriere, men i kampen mellem frihed og demokrati kan man ikke forholde sig passivt”. Så er der ligesom ikke noget at komme efter. Den slags svulstige passager er bogen i øvrigt rig på.

Fogh fastholder, at Irakkrigen var berettiget ved at gentage det lidt slidte argument om, at FN-resolutionerne i forbindelse med Golfkrigen i 1991 gav et folkeretligt mandat til at indlede krigen. Et argument, som hverken Bush eller Blair brugte, og som embedsmænd i Udenrigsministeriets ifølge Jesper Tynells bog Mørkelygten fandt meget problematisk. De nuværende problemer i Irak skyldes ifølge Fogh ikke invasionen, men at man (igen Obama!) trak tropperne ud for tidligt. Nej, her er absolut ikke noget at komme efter.

Endnu værre for bogens budskab er det, at Fogh affejer den helt oplagte forklaring på den manglende amerikanske lyst til at gribe ind i den syriske borgerkrig, nemlig en massiv modvilje i USA mod et blive trukket ind i en ny konflikt i Mellemøsten efter miseren i Irak, der kostede næsten 5.000 amerikanere livet.

Fogh demonstrere her en tilsyneladende mangel på forståelse for, at selvom USA er verdens absolutte supermagt, så er det ikke ensbetydende med, at der findes en umættelig lyst til at sende nationens mænd og kvinder i krig. Når USA nu tilsyneladende ønsker at træde lidt tilbage på den internationale scene, skal forklaringen altså i høj grad findes i de beslutninger, George W. Bush traf op gennem nullerne. Den pointe misser Fogh fuldstændig.

Lederskab er andet en militære angreb
Fogh har tilsyneladende et meget snævert syn på lederskab, der er ensbetydende med klassisk hård magt. Det vil sige magtanvendelse eller trussel om magtanvendelse, oftest i form af et militært angreb. Derimod overser han andre områder, eksempelvis klimaområdet, hvor Obama har været aktiv i at få forhandlet en aftale i hus om begrænsning af CO2-udledningen, mens Bush udmærkede sig ved at skrotte Koyto-protokollen og dermed trække USA ud af den globale klimakamp.

Bogen sælges på bagsiden som ”en stærk personlig fortælling”. Men bortset fra et par korte anekdoter om, at han som dreng arbejde i roemarken, at han engang har spist cornflakes med George W. Bush i Det Hvide Hus og har talt i satellittelefon med Tony Blair mens han var på kanotur i USA, så er det ikke meget vi får indsigt i fra Foghs år i statsministeriet og NATO. Vidste man det ikke på forhånd, så er det svært at se, at bogen skulle være skrevet af en tidligere generalsekretær i NATO.

Hans afsluttende opfordring om at skabe et internationalt forum for alle demokratier, Alliancen for Demokrati, så man sammen kan gå op imod verdens autoritære stater og promovere frihed, demokrati og samhandel, virker som noget fra en gymnasieopgave. Sympatisk og verdensfjernt. En tidligere generalsekretær i NATO burde kunne komme med mere praktisk anvendelige forslag.

Fogh har skrevet en bog om viljen til at lede. I sin store iver efter at vise, hvor meget han havde ret i alt hvad han gjorde, og hvor meget alle hans kritikkere tager fejl, virker bogen dog mest af alt som en vildledning.

 

Anders Fogh Rasmussen: Viljen til at lede, Politikens Forlag, 312 sider.

Én ud af fem stjerner.


Kommentarer fra Facebook