Fokus på den enkelte operation er ikke nok

Hvis ikke regeringen tager medansvar for sammenhæng i sundhedsvæsenet, risikerer kommuner og det topspecialiserede hospitalsvæsen at tabe patienterne mellem sig.
Flere kommuner knokler for at leve op til det ansvar, korte indlæggelser og færre senge giver dem. Men det er vidt forskelligt, hvordan kommunerne kan tage over, når hospitalet slipper borgeren. Det skeler det specialiserede sygehuse ikke til, når borgeren udskrives.

Regeringen bør tage større medansvar for sammenhængen i sundhedsvæsenet. For hvad hjælper det, at regionerne bygger nye supersygehuse og buldrer derud af med færre senge og kortere indlæggelser, hvis ikke kommunerne kan følge med, når borgeren kommer hjem. Der er behov for en samlet plan for hele sundhedsvæsenet.

”Har du en hofte, jeg skal se på,” spørger kirurgen til stuegang. ”Nej – jeg har en patient, med en brækket hofte, du skal se på”, vil jeg svare, men bider ordene i mig og finder tavst journalen frem. For lægen ved jo godt, at der ikke blot er en diagnose, men en syg ældre kvinde på røntgenbilledet. Hun ligger i hospitalssengen, har stærke smerter og dybe bekymringer om tiden derhjemme efter operationen. Men det er, som om få bekymrer sig om det. Sundhedsvæsenet har mere fokus på den enkelte operation, diagnose eller ydelse end på hele menneskets forløb som patient.

Vi bygger fremtiden med øjnene på bakspejlet
Tidligere Finansminister Lars Løkke Rasmussen leverede i 2009 startskuddet til den fremtidige sygehusstruktur. Derfor bygges lige nu nye supersygehuse med topspecialiserede afdelinger, markant færre sengepladser og indlæggelsesdage. Stolt talte Løkke om Danmarkshistoriens største målrettede investering i det danske sundhedsvæsen.

Sundhedsøkonom Kjeld Møller Petersen, der var en af eksperterne bag den nye sygehusstruktur, udtalte for nyligt, at supersygehusene i høj grad bliver en fortsættelse af det vi kender – ”vi bygger for fremtiden med øjnene fæstnet på bakspejlet” - sagde han.

Det bekymrer mig, for sundhedsvæsenet har allerede i dag svært ved at håndtere patienter som kvinden med den brækkede hofte. Ældre med flere konkurrerende sygdomme og komplekse problemstillinger. Patienter der fremover kommer flere af, da andelen af ældre er stigende, og flere vil få demens og kroniske sygdomme. De bliver nemt svingdørspatienter, da det speciale- og diagnoseopdelte sygehus først og fremmest reparerer det, der er i stykker, og ikke altid ser bagom diagnosen.

98 sundhedssystemer
Lige før påske skrev Berlingske Tidende, at antallet at 'forebyggelige indlæggelser' blandt ældre i kommunerne er stigende. I 2013 blev 67.000 ældre indlagt særligt på grund af væskemangel, forstoppelse, urinvejsinfektion eller følger af luftvejssygdommen KOL. Basale problematikker der kan undgås, hvis der handles i tide på plejehjem og i hjem.

Flere kommuner knokler for at leve op til det ansvar, korte indlæggelser og færre senge giver dem. Men det er vidt forskelligt, hvordan kommunerne kan tage over, når hospitalet slipper borgeren. Det skeler det specialiserede sygehuse ikke til, når borgeren udskrives.

Eksempelvis har kun hvert tredje plejehjem ansat sygeplejersker, selv om de mest syge ældre bor her. Mange steder kommer praktiserende læger kun sjældent på besøg. Nogle kommuner har akutteam, akutpladser og akutsygeplejersker til at forebygge unødvendige indlæggelser – andre har ikke.

Behov for en samlet plan for sundhedsvæsenet
Vigtige skridt er taget. Regeringen har sat faste plejehjemslæger på finansloven. Hospitaler har ansat forløbsansvarlige sygeplejersker og etableret nye samarbejder på tværs af specialer. Sundhedsaftalerne mellem kommuner og regioner har nye initiativer til et bedre samarbejde mellem sektorerne. Alligevel er jeg bange for, at tiltagene mere er en symptombehandling i et sundhedssystem, der i den nuværende form ikke tager samlet ansvar for hele den ældres komplicerede forløb som patient.

I fremtidens sundhedsvæsen bør borgerne kunne forvente høj kvalitet, uanset postnummer. Derfor kan regeringen ikke bare lukke øjnene og håbe på, at kommuner og regioner med tiden lærer af hinanden. Regeringen må tage medansvar og bør ved de kommende økonomiforhandlinger med kommuner og regioner dels tage initiativ til at samle parterne bag en plan der forpligter til at skabe reel sammenhæng i sundhedsvæsnet. Dels sikre tilstrækkelig økonomi og ressourcer til hele sundhedsvæsenet.

Kommunerne skal have fælles retningsliner for kvalitet og dokumentation og nem adgang til ny viden. Hjemmepleje og plejehjem skal have medarbejdere med de rette kompetencer. Praktiserende læger, kommuner og regioner bør tale langt bedre sammen end i dag. Hospitalerne må ikke udskrive patienterne, før de er færdigbehandlet og klar til at komme videre. Samarbejdet på tværs af specialer skal øges ved sammentænkning, delt ansvar og forløbsansvarlige sygeplejersker. Økonomistyringen i sundhedsvæsenet skal understøtte sammenhæng i hele sundhedsvæsenet, hvor kvaliteten i hele patientforløbet belønnes, frem for den enkelte operation eller ydelse.

Hvis ikke Regeringen tager medansvar for sammenhæng i sundhedsvæsenet, risikerer kommuner og det topspecialiserede hospitalsvæsen at tabe patienterne mellem sig. Den ældre kvinde med brækket hofte vil jo blive udskrevet, uanset om hun og kommunen er klar eller ej.

Signe Hagel Andersen (f. 1982) er sygeplejerske og næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Region Hovedstaden. Signe er tidligere formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning(SLS), har været politisk rådgiver på Christiansborg og aktiv i flere politiske sammenhænge. Privat bor hun på Amager, er gift og er mor til to drenge

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København


Flere artikler om emnet

Annonce