Annonce

“Folk ved ikke, hvad 3F er” – Jasin vil gøre fagforeningen relevant for alle

Som nyvalgt tillidsrepræsentant hos Just Eat ser Jasin det som en af sine vigtigste opgaver at oplyse kolleger fra andre lande om deres rettigheder og muligheder i fagforeningerne
Foto: Netavisen Pio/Emma Inge Hansen
Jasin Lahdaili er nyvalgt tillidsrepræsentant hos Just Eat
Med godt og vel en måneds erfaring er 26-årige Jasin Lahdaili endnu ny på posten som tillidsrepræsentant hos madudbringningstjenesten Just Eat.

Han blev valgt af sine kolleger den 9. august og håber at få flere bude til at melde sig ind i 3F.

Det kræver dog, at der kommer en forståelse af, hvad fagforeningen overhovedet er for en størrelse hos budene, som kommer fra hele verden – også steder, hvor overenskomster og den danske model ikke har samme grobund som i Danmark.

Vil have flere medlemmer

For Jasin er opgaven som nyvalgt tillidsrepræsentant klar.

“Jeg vil gerne have flere medlemmer. Der er ikke nok,” siger Jasin til Netavisen Pio.

Jeg vil gerne have flere medlemmer. Der er ikke nok

Han fortæller, at cirka en fjerdedel af budene hos Just Eat er medlem af 3F. De fleste medlemmer er cykelbude, mens det halter med også at organisere de bude, der bringer varer ud i bil.

“Jeg tror, det er fordi, folk ved ikke, hvad 3F er. Folk kommer fra Ukraine. Fra krige. De ved ikke rigtig, hvad en overenskomst er,” siger Jasin og tilføjer:

“Oplysningspligten, den har jeg.”

Præcis hvordan Jasin skal lykkes med at få flere til at forstå, hvad en fagforening er, og at melde sig ind i den, ved han ikke. Som han selv siger: “Jeg er helt ny”.

“Men måske at holde nogle møder. Prøve at lokke folk til. Hænge mit telefonnummer og navn op på en plakat. Lave nogle flyers.”

Ud på arbejdspladsen

Spørger man Jasin, er der god grund til, at fagforeninger og tillidsrepræsentanter bliver bedre til at nå ud til lønmodtagere, der ikke kommer fra Danmark.

“Med alle de krige i Mellemøsten tror jeg godt, man kan begynde at vænne sig til, at der er flere og flere, som kommer til Europa, og som gerne vil bosætte sig i Europa. Det bliver et større og større ansvar. Oplysningspligten bliver vigtigere og vigtigere,” siger han.

Hvad bør fagforeninger gøre for at blive bedre til at nå ud til etniske minoriteter?

“Jeg ved ikke, om de gør sig i det, men hvis de kunne komme ud på arbejdspladsen, ville det være godt. Måske det med at være mere synlige,” siger han.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet