Folkekirken er dansk, men kristendommen er det ikke

Egons blækhus

Folkekirken er dansk, men kristendommen er det ikke

Uenighederne blandt kristne er store. Det er godt, at det er sådan, men at omsætte denne flydende virkelighed til praktisk politik, og at bruge kristendommen som en markør af danskhed, burde være en umulighed

Egons blækhus
Billedtekst
Egons blækhus
Foto: Illustration: Egon Clausen
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Danmark er et kristent land. Det siger Ida Auken (S) og Berlingeren, og så skal det nok passe, så Danmark og dermed alle danskere er kristne. 

Det vil sige at rockerne. De giftsprøjtende landmænd. Svinebaronerne, massagepigerne og narkomanerne, ja, selv de mest hvidskurede ateister er kristne. 

De ved det måske ikke selv, men inderst inde er de kristne, og det har de været siden Harald Blåtand kristnede danerne. Det skete i år 956.

Da fik danskerne en bog at holde sig til. Det var Bibelen, og præsterne sagde, at den var Guds ord, men der tog de fejl. Bibelen er ikke Guds ord, men menneskers forsøg på at beskrive Gud, og det er noget ganske andet. 

Måske er det en umulig opgave? 

Med livet som indsats

En klog mand har sagt, at Gud er et hul i sproget, og bedre kan det vist ikke siges, men gennem en periode på flere tusind år har profeter, poeter, prædikanter og politikere ikke desto mindre forsøgt at udfylde dette hul. 

Resultatet kan ses i Bibelen, som er en antologi med en mangfoldighed af tekster, der kan tolkes på mange måder. Det er da også sket. 

Splittelsen er stor, og den findes såmænd også i den danske folkekirke

I Bibelen står der for eksempel, at alle er lige, og det prøvede de første kristne at praktisere, så de levede i kommunistiske kollektiver, hvor de deltes om alt, men så kom de op at skændes, og de måtte have et lederskab. 

Det blev til kirkesamfund med præsteskab, biskopper, kardinaler og paver, der slog sig sammen med konger og kejsere. 

Læs også:Skolernes egentlige værdikamp

Med Bibelen i hånden bestemte de, hvordan almindelige mennesker skulle leve, og de brugte tvang og vold og kirketugt for at få deres vilje, men Bibelen er som sagt ikke entydig, og den havde tekster, der sagde det modsatte af det, kirken praktiserede. 

Det fik tænksomme og modige reformatorer til at vende sig imod kejser og pave. Det skete med livet som indsats. Nogle af dem blev brændt på bålet, men resultatet blev en kristen kirke, der er sprængt i tusind stykker. 

Splittelsen er stor

I dag er der mennesker, der kalder sig kristne, og som håber på, at Jesus vil komme og oprette et religiøst diktatur, hvor alle, der ikke tror på den rette måde, vil blive dræbt på grusomste vis.  

Andre ser Jesus som de fortabtes ven. En lidelsernes mand, kendt med smerte, sorg og død. De beder dag og nat om fred på jorden. 

Læs også:Åbent brev til undervisningsminister Magnus Heunicke: Lav folkeskolen om

Splittelsen er stor, og den findes såmænd også i den danske folkekirke. Her kan man finde præster, der læser Bibelen som Guds endegyldige og adfærdsregulerende påbud, og man kan træffe på teologer, der mener, at Gud ikke eksisterer. 

Det er godt, at det er sådan, men at omsætte denne flydende virkelighed til praktisk politik, og at bruge kristendommen som en markør af danskhed, burde være en umulighed. 

Folkekirken er dansk, men kristendommen er det ikke. Kirken er en borgerlig ordning, men kristendommen er ikke borgerlig. 

At påstå det, er i sandhed ukristeligt. Så enkelt er det. 

Egon Clausen

Forfatter og journalist. I en lang årrække ansat på Danmarks Radio.

Kommentarer

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 07.07.2026 - 13:53

I forhold til andre religioner, som jeg har hørt om, så er kristendommen ret enestående derved at den ikke ekskluderer nogen som helst men alene har eet hovedbudskab: "Elsk hinanden".

Der er plads til alle, helt uanset hvem vi er, hvordan vi er og hvilke fejltrin vi har begået, og begår vi nye "synder" så er de på forhånd tilgivet, fordi Jesus angivelig sonede vores synder på forskud på korset.

For så vidt er den kristne lære genial, for hvorfor lade sig tynge hele livet af noget, som man ikke kan gøre noget ved.

Fortsættelsen er mere tvivlsom.

For ifølge Luther stilles der kun eet modkrav; at vi lader os døbe som et form for kontrakt på, at vi altid vil tro på Jesus, hans far, samt den såkaldte helligånd og trosbekendelsen.

Samtidig får vi at vide, at Jesus kommer tilbage på den yderste dag for at skille fårene fra bukkene, i det sidstnævnte sendes af helvedet til, men alle de frelste skal hygge sig i al evighed sammen med Jesus og hans far.

Kan I ikke høre, at det er lidt af en børnefortælling og noget værre sludder. Jeg synes det i hvert fald.

For det første kan ingen sone for de forbrydelser, som andre har begået, det er i direkte modstrid med en såkaldt "retfærdig Gud" og er naturligvis ikke sandt.

Vi må derfor selv betale for de skader, som vi forvolder gennem vores evt ugerninger, og det sker ved, at der sendes en karmabue i luften som en anden regnbue på gerningstidspunktet, og den vil komme til at ramme os i hovedet på et senere tidspunkt - hvis ikke i dette liv, så i næste, eller næste. På den måde opsamler de fleste af os mange karmebuer i løbet af et liv, så vi er simpelthen nødt til at have mange liv, for at de kan nå at slå ned i os og få os på andre tanker.

For det er jo hele essensen med livet; hele tiden at blive et bedre menneske.

Jesus skal engang have sagt til sine følgere, at "jeg er vejen, sandheden og livet" og frit gengivet: "kun via mig kommer i op til Gud"

Det er blevet udlagt på flere måder, men jeg forstår det sådan, at først i det øjeblik vi føler det naturligt og uden besvær bliver i stand til at efterleve Jesus måde at være på, først når vi er nået dertil, så kan vi med rette kalde os for kristne.

Den fortolkning ligger næsten i tråd med filosoffen og teologen Søren Kierkegaards opfattelse af det at være kristen, hvilket han ikke turde påstå, at han var, idet han ikke følte at være værdig til det.

Men alle vi andre er lallende kristne, mere eller mindre, Vi tager det ikke så tungt at vi under snyder hinanden, bedriver hoteller lemlæstet hinanden, for hvad gør det. Vi er jo døbt i Jesu navn, så det er gratis,

I øvrigt kommer Jesus ikke tilbage for at dømme levende og døde. Den måde han kommer tilbage på sker ved, at Kristus bevidstheden gradvis vil vågne i hver enkelt af os som et lille barn. Men det vil være ilde set og ingen vil vide af det. Derfor henvises det til en usle vilkår med risiko for at blive dræbt.

Men som verden pt ser ud, så gætter jeg på, at der går lang tid, før det bliver normalt. Vi skal nok igennem et par verdenskrigen først.

For historien om Jesus er i virkeligheden historien om os alle.

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 07.07.2026 - 16:37

Som svar til af Ole Høj (ikke efterprøvet)

Det kan godt være, at mit indlæg virker lidt for fantasifuldt, men det er overvejende funderet i Martinus' karmalære og i teosofien, så jeg synes selv, at kvaliteten er ok.

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Onsdag den 08.07.2026 - 02:02

Som svar til af Ole Høj (ikke efterprøvet)

Jeg ser lige, at der er fejl i fjerde sidste afsnit grundet en emsig stavekontrol, som jeg helst ville have været foruden. Når jeg skriver "hor" så skriver den feks "hoteller", selvom mit indlæg intet har med hoteller at gøre.
Beklager naturligvis at afsnittet på den måde blev hakket lidt i stykker.

Indsendt af poul boie pedersen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 08.07.2026 - 02:00

Jeg må sige, at hele denne koncentration og opfattelse af kristendommen som en særlig dansk kultur og egenart, er en vildt forsimplet opfattelse , hvad det bibringes med den danske folkekirke. Bibelen startede på kirkemødet i år 324 i Nikæa, hvor datidens teologiske overklasse stemte om, hvilke 4 af de ca. 30 kendte evangelier, der kunne optages i bibelen. Resten er i dag apokryfe og lidet agtede. Bibelen blev på den måde især en afspejling af gældende normer og socialiseringstiltag, som datidens samfund fandt anvendelige, og lige siden har fortolkningen af den taget form af de samfund, den har optrådt i.
Den gældende fortolkning efter grundloven har derefter haft et grundlag, der vel især kan tilskrives oplysningstiden efter en periode, hvor der både var hekseafbrændinger og kirketugt, og en afspejling de demokratiske værdier i grundloven især efter 1915.
Jeg har enormt svært ved at se kirken som en entydig og moralsk størrelse, men snarer et kludetæppe, der løbende er omfarvet af

Indsendt af en nærmest gud… (ikke efterprøvet) den Onsdag den 08.07.2026 - 02:16

fortsat
Jeg har enormt svært ved at se kirken som en entydig og moralsk størrelse, men snarer et kludetæppe, der løbende er omfarvet under indtryk af behovene i den aktuelt gældende samfundsnorm, eller den anvendelse kirken har haft som konsolidering af magtens behov.
Derfor er jeg dybt uenig i kirken, som vores kontinuerte moralske kompas. Den har snarere været nyttig idiot for de kræfter, der har haft glæde af at cementere deres ønsker om socialisering og indoktrinering af den brede befolkning, og netop derfor skal den ikke indgå i folketingets formelle struktur under nogen form, hvor den på ny blot gøres til genstand for propagandister for fremme af en særlig magtfordeling, hvor folket bildes ind, ikke at det er guddommeligt, de dage er ovre, men at den repræsenterer deres ønske guddommeliggørelse af deres politiske prioriteter under navnet danskhed.

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Torsdag den 09.07.2026 - 11:35

Som svar til af en nærmest gud… (ikke efterprøvet)

Helt enig i, at kristendommen er blevet misbrugt af magthaverne til at undertrykke masserne for at tilgodese og fremme egne interesser.

Der har derved gennem århundrede fundet en sammensværgelse sted mellem kongen, adlen og kirken for at udbytte masserne mest muligt.

Der findes stadig rester af adlen, der selv tror på, at de er, for at bruge dit eget udtryk "nærmest Gud" i forhold til masserne, selvom deres egentlige funktion jo bare var at beskytte og være stik i rend drenge for Kongen, herunder pine evt modvillige "undersåtter" imod, at kongen til gengæld gav dem enorme jordbesiddelser.

Og vores i dag så fredelige og elskede monarki hænger stadig fast i denne grusomme fortid og gør med blodspor efter sig via deres behavior stadig krav på at være de allerbedste efter Gud.

De sorte præster har kun overlevet ved at please den til enhver tid siddende regent mest muligt, og de fatter stadig ikke nogetsomhelst af det, som de burde vide alt om.

Jeg gik engang i 1980' erne til en række pyramide foredrag afholdt af en arkitekt ved navn Bærentsen. Han var meget vidende, og han sagde bla, at "livets mysterier bliver først åbenbaret, den dag Folkekirkens sorte præster forsvinder"

Og med hensyn til at være nær Gud eller ikke, så er vi vel alle i princippet lige så tæt på Gud, som fisken i vandet er på vandet.

Indsendt af Jesper Grunwald (ikke efterprøvet) den Lørdag den 18.07.2026 - 01:33

Fremragende kommentar fra Egon Clausen.
Og for nig, der er vokset op I og i dag praktiserer den liberale, grundtvigske kristendom, er det nærmest intimiderende for mit folkekirkelige medlemskab, at kristendommen skal spændes for en borgerlig, højrekirkelig vækkelse - endsige tidens nationalkonservative bølge.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.