Folkelighed og fællesskab er populismens eneste modsvar

Socialdemokraterne vil ikke flytte mange vælgere ved at kritisere Dansk Folkeparti. For DF’s hykleri og populisme er nemlig ikke værre end Socialdemokraternes distance og løftebrud. I stedet skal Socialdemokratiet genfinde folkeligheden og fællesskabet med vælgerne.
Og den indignerede vælger vender ikke tilbage til Socialdemokraterne. DF’s hykleri og populisme er nemlig ikke værre end Socialdemokraternes distance og løftebrud. DF’s politik vil stadig opleves mere nær og reel end Socialdemokraternes tale om nødvendighedens politik.

Da Socialdemokraterne for en måneds tid siden lancerede kampagnen "Hvor er pengene", blev det tydeligt, hvilken strategi den socialdemokratiske ledelse har lagt i forsøget på at stække Dansk Folkepartis fremgang: Socialdemokraterne vil udstille DF’s hykleriske populisme.

Trods kampagnen er både lødig, saglig og aktuel, tror jeg ikke, at strategien vil lykkes. For den socialdemokratiske ledelse har grundlæggende misforstået vælgerne, hvis de tror, at tilvalget af DF skyldes uvidenhed om DF’s politik.

Men for at forstå, hvorfor DF har fremgang, bør vi først kigge nærmere på en række politiske områder, hvor Thulesen Dahl og kompagni vinder stemmer.

Dagpenge: Kristian Thulesen Dahl var far til reformen. Men siden dengang har DF skiftet mening, og vælgerne har ikke straffet dem.

EU: DF skaber usande fjendebilleder, når det gælder EU. For eksempel om velfærdsturisme, om at 80 procent af al lovgivning kommer fra EU, og at grænsebomme kan forhindre grænseoverskridende kriminalitet. Alle påstande er blevet tilbagevist, men DF høster stadig stemmer på det.

DONG-salget: DF startede med at støtte salget til Goldman Sachs, men skiftede hest, da folkeopinionen blev mere kritisk. Det var opportun populisme, der tilsyneladende virkede.

Velfærd: DF forsøger konstant at gøre sig til et parti, der ønsker at sikre mere og bedre velfærd. Og trods støtte til nulvækst-Løkke og manglende anvisning af finansiering af deres forslag, ser mange vælgere dem som et reelt velfærdsalternativ til Socialdemokraterne.

Social dumping: Tænketanken CEVEA har vist, at DF det seneste år kun har fremsat ét eneste forslag til bekæmpelse af social dumping. Desuden stemmer partiet generelt imod forslag om forsøg på at bekæmpe social dumping. Det på trods af, at mange af DF’erne udtrykker stor bekymring i medierne om social dumping og samtidig støtter Venstre, der ser positivt på lave, tyske lønninger.

I de ovenstående punkter ser vi en tydelig populisme, hvor DF siger ét, men gør noget andet. Men hvordan lader dette vælgerbedrag sig gøre?

To forklaringer, der ofte går igen på venstrefløjen, lyder: Dansk Folkeparti er et enkeltsagsparti, hvis primære tiltrækning blandt vælgerne er deres udlændingepolitik, og DF har som oppositionsparti kunnet køre på et "politisk frihjul", hvor de ikke er blevet holdt ansvarlige for deres populistiske kovendinger og manglende finansiering. Begge forklaringer har en vis gyldighed bag sig. De bliver dog hurtigt til bortforklaringer for det reelle problem. Nemlig, at Dansk Folkeparti ikke er et tilvalg. Det er et fravalg af Socialdemokratiet.

Grunden til dette fravalg skal findes i regeringens førte politik og den vrede og apati, der efterfølgende er opstået i vælgerhavet. Lad os kigge nærmere på regeringens egen ageren på de tidligere nævnte områder, hvor DF, som beskrevet, vinder vælgere.

Dagpenge: Regeringen har sparket dagpengene til hjørne frem til udgangen af 2015 med nedsættelsen af en dagpengekommission. Det føles som et angreb på den danske model og den fælles tryghed, at der ikke bliver fundet en løsning nu, og kombineret med Vestagers famøse: "Sådan er det jo", skaber sagen frustration blandt de socialdemokratiske vælgere.

EU: Den socialdemokratisk ledede regering har stiltiende accepteret EU’s liberaløkonomiske dagsorden. Samtidig har regeringen efterladt et indtryk af et Socialdemokrati, der har svært ved at kritisere EU, når noget faktisk ikke er godt nok.

DONG-salget: Kommunikationen omkring salget af DONG illustrerer en socialdemokratisk ledelse, der ikke forstår partiets vælgere. Bjarne Corydon var en katastrofe. Som socialdemokratisk finansminister bør man forstå, at oven på finanskrisen finder mange socialdemokratiske vælgere et salg til Goldman Sachs dybt problematisk. At affeje vælgerne uden at vise forståelse for deres synspunk var arrogant. Læg dertil, at regeringen ikke har kæmpet for en skat på finansielle transaktioner.

Velfærdsområdet: Regeringens forsvar for velfærdsstaten er sket med afsæt i konkurrencestaten. Her gøres hvert enkelt individ til et produktionsapparat, der skal spytte i kassen. Den tankegang er ikke tryghedsskabende. Vælgerne vil betragtes som medborgere, ikke produktionsapparater, og kombinationen af konkurrencestaten og den førte liberaløkonomiske politik skaber frustration.

Social dumping: Socialdemokraterne arbejder sammen med fagbevægelsen om at bekæmpe social dumping, men historier om underbetalte østarbejdere på for eksempel Metrobyggeriet skaber usikkerhed om, hvorvidt kampen er reel nok - og EU’s fri bevægelighed og Socialdemokraternes manglende modstand mod EU gør ikke stemningen bedre.

Når man sådan gennemgår den førte politik og kommunikationen heraf, ses en gennemgående distance mellem almindelige mennesker og den politiske ledelse i Socialdemokratiet. Socialdemokraternes politik bliver af mange almindelige mennesker anset for embedsmandssnak, teknokrati og virkelighedsfjern. Og Socialdemokraterne virker bedrevidende og arrogante, når de forsvarer regeringens førte politik med begrundelsen ”Nødvendighedens Politik”.

Et parti som Socialdemokraterne, der rummer store vælgergrupper fra alle lag, må aldrig agere arrogante og bedrevidende.

Nødvendighedens politik skaber sammen med løftebrudssnakken vrede blandt mange vælgere. Man føler sig oprigtigt snydt og bedraget. For den almindelige vælger kan ikke se fornuften i at hæve grænsen for topskatten samt sænke selskabsskatten, mens titusindvis samtidig falder ud af dagpengesystemet uden udsigt til at få et arbejde eller kontanthjælp. Det er netop den vrede, der gør, at Socialdemokraterne står til et historisk dårligt valg - og tab af regeringsmagten. De vrede vælgere søger ganske enkelt nye græsgange.

Og så er vi tilbage ved DF’s populisme, og hvorfor det lykkes dem at vinde tidligere socialdemokrater over. Trods de ganske få politiske resultater, DF har leveret på de områder, der skaber vælgervrede.

Dansk Folkeparti lykkes, fordi Socialdemokraterne er folkeligt og ideologisk fraværende, hvilket skaber et vakuum i dansk politik, hvor DF rykker "mod midten" og påtager sig det folkelige og det "sociale". Og den indignerede vælger vender ikke tilbage til Socialdemokraterne. DF’s hykleri og populisme er nemlig ikke værre end Socialdemokraternes distance og løftebrud. DF’s politik vil stadig opleves mere nær og reel end Socialdemokraternes tale om nødvendighedens politik. Og netop derfor vil Socialdemokraterne ikke flytte mange vælgere ved at kritisere DF.

Socialdemokraterne må erkende, at økonomisk politik også er værdipolitik og ideologi og derfor føre dette. Nødvendighedens politik og konkurrencestaten må og skal begraves, hvis Socialdemokraterne skal tilbage til fordoms styrke - eller bare styrkes.

Socialdemokratrene skal genfinde folkeligheden og fællesskabet. Det gælder i persongalleriet i folketingsgruppen og vigtigst af alt i den førte politik og kommunikation. Socialdemokraterne kan ikke overleve som et folkeligt velfærdsbærende parti uden at være folkeligt forankret og fokuseret på fællesskabet – lokalt som nationalt.

Det eneste modsvar til populisme er folkelighed og fællesskab. Det betyder, at der i udformningen af Socialdemokraternes politik skal indgå et reelt ønske om at forstå, hvad der rører sig blandt vores kernevælgere. Hvad gør dem utrygge? Og hvilke problemer oplever de i deres hverdag? Og hvordan kan vi løse det i fællesskab?

Ligesom i udlændingedebatten i 00’erne, må vi ikke negligere de underliggende strømninger og bevægelser, der ligger bag Dansk Folkepartis folkelige appel. DF’s succes er vælgernes kritik af Socialdemokraterne. Og det skal vi tage dybt alvorligt.

Derfor skal det folkelige fællesskab igen være Socialdemokraternes stærkeste kendetegn.

Malthe Poulsen er lærerstuderende på Metropol og aktiv socialdemokrat i Gentofte-kredsen.


Kommentarer fra Facebook