Annonce

Folkeskolen er bedre end rygtet

Det er en hjørnesten i Velfærdsdanmark at vi har en fælles folkeskole for alle børn. Forældre har en vigtigt andel i at bakke om om folkeskolen, for forsvinder opbakningen, fungerer folkeskolen ikke.
Om få uger venter årets største begivenhed i familien. Vores ældste dreng skal i folkeskole. Her vil han møde op- og nedture. Her vil han lære børn at kende fra mange slags familier med forskellig baggrund og værdier. Det er vildt og lidt skræmmende. Oveni vælger mange forældre folkeskolen fra, og det bekymrer mig. For forsvinder opbakningen til folkeskolen, fungerer den ikke.

Forsvinder opbakningen til folkeskolen, fungerer den ikke

Lige før min dreng skulle skrives op til den lokale skole, flyttede vi fra København til Albertslund. Det var et helt bevidst valg, for min dreng skulle selv kunne cykle ad grønne stier til den lokale folkeskole. Når jeg så mig omkring i kvarteret på Amager, var der biler, ellers pænt og grønt nok. Men mange børn kom i privatskole. I børnehaven skulle kun omkring halvdelen af ungerne i den lokale folkeskole.

Gardinsvingere og pæne piger
Nu, hvor jeg har fået klasselisten fra Herstedvester skole i Albertslund, kan jeg se, at den er fyldt med unger fra nabokvarterne. Og ingen skoleparate børn i børnehaven skal på privatskole. Tal fra Danmarks statistik viser det samme: 26,1 procent af børnene i København går på privat- eller friskole, imens det gør sig gældende for 13,7 procent af børnene i Albertslund.

Jeg gik selv i folkeskole i Snekkersten. Midt mellem strandvejsvillaer, rækkehuse og et kæmpe alment boligkompleks, Vapnagård. Alle slags børn gik i min klasse, både dem med meget opbakning hjemmefra og dem uden. Det var ikke altid nemt at skabe sammenhold i sådan en flok. For balancen i sådan en klasse er hårfin. Er der for mange børn, der helst vil svinge i gardinerne, fordi deres liv er præget af uro og problemer, for få flittige pænt siddende unger og for få opbakkende forældre, så er det umuligt at få en god skolegang ud af det.

Vi skal bruge folkeskolen
Engang var valget af folkeskolen et nemmere og mere naturligt valg. Og det havde sine fordele. Man fulgtes med dem, man boede i nærheden af. Det gav et fælleskab, der hvor man boede, og i klassen. Der var en bedre balance mellem pæne piger og gardinsvingere i klassen. Som barn fandt man ud af, at uanset om man bor i strandvejsvillaen eller på Vapnagård, så har alle deres med i bagagen. For mig er det væsentlige værdier at give mit barn med i livet: Nærheden i lokalsamfundet og kendskabet til menneskers forskelligheder og baggrund.

At vi har en fælles folkeskole for alle børn, er en hjørnesten i Velfærdsdanmark

Jeg har ingen personlig antipati mod folk, der vælger, at deres barn skal i privatskole. Jeg kender flere der gør det. Det skal være deres helt eget valg. Men jeg  tror på, at folkeskolen er bedre end sit rygte og vi forældre har en vigtig andel i, at den bliver ved med at være det.

Personligt tænker jeg, at man som forældre skal starte tidligt med at tale skolevalg med de andre ungers forældre i gården og i børnehaven. Ligesom de forældre der stemte dørklokker og lavede initiativet brug folkeskolen i København. At vi har en fælles folkeskole for alle børn, er en hjørnesten i Velfærdsdanmark. Den skal støttes, bruges og tales op. Den skal bevares og fungere.

 
Signe Hagel Andersen er sygeplejerske og næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Region Hovedstaden. Signe er tidligere formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), har været politisk rådgiver på Christiansborg og aktiv i flere politiske sammenhænge. Privat bor hun i Albertslund, er gift og er mor til to drenge.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København


Flere artikler om emnet