Annonce

Folkeskolen: Flere timer, mere frihed

Regeringens folkeskolereform har to mål: Lærerne skal undervise mere og skolerne skal have mere frihed.
Er tiden løbet fra folkeskolen? Statsminister Helle Thorning Schmidts (S) budskab i hendes åbningstale om, at det nu er på tid med en reform af folkeskolen er tiltrængt. Flere timer og mere specialisering må være det centrale mål.

Hvordan sikrer samfundet en folkeskole, der, uden at man behøver at bøje sandheden, virkelig er verdens bedste, når virkeligheden er, at i det seneste årti har flere og flere valgt folkeskolen fra til fordel for privatskoler.

Dette har medført gentagende dommedagsprofetier om folkeskolens død.

Men alt dette er støj. Støj, som tager tankerne og ressourcerne væk fra det spørgsmål, som i virkeligheden er det eneste spørgsmål, der skal stilles. Spørgmålet om hvordan man skaber en skole, som sikrer fagligt stærke elever, uden at glemme, at det også er hele mennesker, som en dag skal videre ud i verden.

Der er to elementer, der står helt centralt i en socialdemokratisk folkeskolereform: Flere timer, bedre muligheder for specialisering.

Folkeskolereformen står og falder med, at eleverne får flere timer. Lærerne skal undervise mere. En OECD-undersøgelse viser, at den gennemsnitlige undervisningsandel ligger på godt en tredjedel. Det er langt fra godt nok. Det er tegn på en forkert prioritering, som kun løses, hvis politikerne tør at give øget ansvar tilbage til lærerne. Og lærerne, med Danmarks Lærerforening i spidsen, er villige til at tage det øget ansvar på sig.

Flere kommuner har lavet forsøg med helhedsskoler. Skoler, hvor børnene tilbringer lidt flere timer i skolen, til gengæld for at få en langt mere sammenhængende hverdag på skolen. Blandt andet Odense og Høje Taastrup har haft gode erfaringer med helhedsskolen, som har løftet elevernes faglige niveau og været med til at styrke integrationen. Det er derfor nærliggende at kigge på helhedsskolen, når fremtidens folkeskole skal bygges.

Mere tid på skolen, skal følges op af mere frihed ude på skolerne til at tilbyde specialisering.

Helhedsskolen giver en god mulighed for at give noget af selvstændigheden tilbage til de enkelte skoler. Med flere timer at råde over vil skolerne i højere grad have mulighed for, f.eks. at specialisere sig inden for enkelte udvalgte områder, som naturvidenskab, idræt eller andet, uden at det vil gå ud over den øvrige undervisning.


Flere artikler om emnet