At eleverne både får et højere timetal i dansk, matematik og engelsk og at undervisningen samtidig bliver varieret står til topkarakter. I denne forbindelse er det især værd at fremhæve en daglig lektion med idræt, motion og bevægelse samt den obligatoriske lektiehjælp, hvor børnene ikke længere er afhængige af forældrenes tid og evner til at hjælpe dem.

Samtidig er det imponerende, at forbedringerne af folkeskolen gennemføres i en tid med skrabede budgetter. Det viser, at det er muligt at forbedre velfærdssamfundet uden

10: Den fortrinlige præstation

Det er fremragende, at aftalen har et stærkt fokus på at gøre de enkelte lærere dygtigere gennem efteruddannelse. Målsætningen om, at alle lærere i 2020 skal have ”undervisningskompetence - svarende til linjefag – i de fag de underviser i” burde være gennemført for mange år siden. Den ekstra milliard til efteruddannelse af lærere er et vigtigt skridt i at indfri denne ambition.

7: Den gode præstation

Folkeskolens ensidige fokus på boglig undervisning suppleres af flere timer til de praktiske og musiske fag. Man kunne have håbet på mere end én ekstra lektion om ugen i disse fag, men ikke desto mindre er det med til at give plads til de elever, der ikke får mulighed for at udfolde deres evner i dag.

Samtidig er det godt, at eleverne skal testes i ord- og talblindhed, således at disse elever opfanges tidligt. Dog savner man en klar indsats for, hvad man derefter faktisk gør for at disse elever hjælpes.

4: Den jævne præstation

Ét af aftalens hovedpunkter er ’et tættere samarbejde mellem lærere, pædagoger og medarbejdere med andre kompetencer’. I princippet er det fornuftigt at inddrage pædagogerne, men der er en overhængende risiko for, at pædagogerne blot bliver ’fyld’, der koster penge, men ikke bidrager nævneværdigt til undervisningen. Man savner klare forpligtigelser for pædagogerne og ville have foretrukket tolærerordninger i stedet.

Ambitionen om at skabe ro i klassen er åbenlys rigtig og derfor er det godt, at en del af lærernes efteruddannelse målrettes mod dette. Men man kunne ærligt talt godt have opstillet klare regler for, at de lærere, der ikke kan styre klassen, pinedød skal efteruddannes indtil at de kan styre klassen.

Det samme gør sig gældende for den opprioriterede vejledning af elevernes valg af ungdomsuddannelse, hvor målsætningen er god, men midlerne utilstrækkelige. Det er svært at se, hvordan at et korps af ’læringskonsulenter’ og ’en ny vidensportal’ nævneværdigt skal afhjælpe problemet med det bevidstløse valg af de gymnasiale ungdomsuddannelser, som flertallet af eleverne i dag træffer.

02: Den tilstrækkelige præstation

Folkeskolereformen er desværre blevet gennemført på en måde, hvor ikke blot toppen af Danmarks Lærerforening, men også det brede flertal af folkeskolelærere er efterladt i bedste fald desillusionerede og i værste fald decideret fjendtlige over for reformen. Dette er mildest talt ikke det bedste grundlag for at implementere reformen i praksis.

Derudover var Dansk Folkepartis pris for at indgå i forliget et ’nyt nationalt videncenter for historie og kulturarv’, som det så smukt hedder. Det er en skam, at der skal bruges ressourcer på dette ligegyldige, symbolske initiativ, som selvfølgelig skal placeres i Jelling af alle steder. I samme symbolpolitiske kategori ligger navneændringen fra hjemkundskab til madkundskab’. Claus Meyer er muligvis det nye sort, men at en navneændring skulle få indflydelse på fagligheden er stærkt tvivlsomt.

Sidst, men ikke mindst er det positivt, at reformen sætter ind over for den stigende tendens til, at de svageste elever placeres i specialtilbud og specialklasse. I dag bruges 30 procent af folkeskolens samlede udgifter på specialtilbud, uden at disse nævneværdigt forbedrer de svageste elevers uddannelse. Men udover den længere og mere fleksible skoledag, indeholder reformen kun papirinitiativer som ’et nationalt rådgivningsteam for inklusion’ og et ’Nationalt Ressourcecenter for Inklusion’. Der skal mildest talt mere til.

00: Den utilstrækkelige præstation

Reformen indeholder en ’lempelse af holddannelsesreglerne’, hvor der åbnes op for, at der på 8.-10. klassetrin kan foregå ’holddannelse på baggrund af den løbende evaluering af elevernes faglige niveau’. Oversat til dansk betyder dette, at direktørens datter ikke nødvendigvis skal undervises sammen med sosu-assistentens søn. Denne nyskabelse er særdeles dårlig for den sociale lighed. Der uddeles ingen priser for at gætte, hvilket parti, der har fået det trumfet igennem.

Samtidig er det utilstrækkeligt, at reformen indeholder mange positive hensigtserklæringer om ’undervisningsmiljøet’ og ’elevernes trivsel’, uden at der opstilles klare krav. De fysiske rammer i folkeskolen er pinagtigt ringe med dårlig udluftning som det største problem. Det problem afhjælpes ikke uanset hvor mange ’klare og obligatoriske indikatorer’ man så opstiller.

-3: Den ringe præstation

Forligsteksten er klinisk renset for henvisninger til privatskolerne til trods for, at det stigende fravalg af folkeskolen er én af de største udfordringer i disse år. Ud fra et socialdemokratisk perspektiv burde forliget have indeholdt sociale forpligtigelser til privatskolerne samt forbud mod den ekstra betaling og sortering af eleverne, som nogle privatskoler i dag praktiserer.