Folketeatrets nye forestilling er det glade vanvid

Til premieren på Folketeatrets nyopsætning af Samuel Becketts klassiker ‘Glade Dage’, bliver vi taget pænt imod i døren af Mogens Jensen (S), der er bestyrelsesformand på stedet. 

Foyeren er fyldt med skuespillere, journalister og politikere, der hjemmevant fortsætter passiaren længe efter teaterklokken har lydt.

Da vi endelig kommer op til Hippodromen, sidder Lone Rødbroe i rollen som Winnie, begravet i sand til barmen. Scenen er mørklagt, og hun har hovedet slået ned i meditativ koncentration, mens gæsterne finder deres pladser. 

Bag hende ligger Bo Skødebjerg i rollen som Willie med ryggen til i en halvt begravet sofa.

Lyset begynder at flakke og Winnie kommer til live med ordene “Endnu en himmelsk dag!”, hvorefter hun beder en lille bøn og siger “amen” til indforstået latter fra publikum.

Steffen Aarfing har stået for scenografien, der nu er oplyst og består af en dynge sand (i stedet for den traditionelle skoldede jord i Becketts manuskript), en halvt begravet støvsuger, en lampe, en skraldesæk og en kulisse med ruiner i baggrunden. 

Læs også:Forlaget Fahrenheit gør et imponerende arbejde for at udbrede litterære klassikere i streg

Det ligner til forveksling en almindelig dagligstue efter en atomkrig.

Til det har vi den ambiente lyd af en gold ørkenvind, designet af Rasmus O. Bunton, der sagte blæser som akkompagnement til monologen. 

I det distingverede publikum hører man desuden en mere eller mindre diskret klikken med kuglepennene.

Eksistentiel handlingslammelse

Karakteristisk for Beckett har stykket ingen decideret handling. Det består af to akter med Winnie, der sidder fast. 

Først i sand til solar plexus og senere til halsen, som et symbol på, at hun synker længere og længere ned.

Læs også:Bog - der ikke handler om Lizette Risgaard - bliver til film

Hun beskæftiger sig med daglige gøremål og trivialiteter i en evindelig talestrøm, der kun indirekte henvender sig til Willie, som ganske sjældent giver lyd fra sig og mest fungerer som et værn mod Winnies totale solipsisme.

Selv de mindste tilkendegivelser fra Willie kan dog få hende i godt humør. 

Det er et af de mere livsbekræftende værker af Beckett

På trods af sin fortvivlede situation er hun udpræget optimistisk, hvilket spilles formidabelt af Lone Rødbroe, der virkelig formår at fange de mange modstridende tanker og følelser, som Winnie lider af. 

Tragikomik på højt plan 

‘Glade Dage’ havde urpremiere i 1961 og blev spillet herhjemme af Bodil Udsen året efter. Udsen fik sit store gennembrud med stykket og lavede senere en tv-version, som gjorde stykket populært i offentligheden.

Det er et af de mere livsbekræftende værker af Beckett, der med stykker som ‘Mens vi venter på Godot’ fra 1953 var med til at opfinde det absurde teater. 

Læs også:Bakkens Hvile – fræk, flabet og fantasifuldt fristed

Den banebrydende genre gav slip på alle dramatiske konventioner for at udtrykke den absolutte meningsløshed, som fandtes i tiden efter anden verdenskrig.

Men hvis man derfor tror, at den sortklædte irer Samuel Beckett var en kedelig og elitær forfatter, kan man godt tro om igen. ‘Glade Dage’ er fyldt med humor fra ende til anden. 

Publikum er flade af grin, da Willie (der er slang for “penis” på engelsk) tager sig en spiller til pornografiske postkort bag sofaen.

Et enkelt sted griner publikum så højt, at hun er lige ved at tabe masken selv

Nicolai Jørgensen - der bl.a. spiller Frans Lynge i tv-serien ‘Carmen Curlers’ - sidder til min venstre side og finder det særlig stærkt, da Willie efter endt seance tager runkekluden på som hat. 

“Jaer!” udbryder han begejstret, med en skålende gestus. 

Humøret er gennemgående højt, trods den tragiske situation, vi er vidner til. Lone Rødbroe har et tydeligt komisk talent, som hun bl.a. har oparbejdet som revyskuespiller.

Et enkelt sted griner publikum så højt, at hun er lige ved at tabe masken selv. Men hun redder den på ekvilibristisk vis med en inderlig skuen mod himlen. 

Kalejdoskopiske betydningsmuligheder

Selvom ‘Glade Dage’ på mange måder er et metafysisk værk, der udstiller menneskets eksistentielle betingelser - med den langsomme synken i kviksand, som bevidstheden om døden er - så er stykket også fyldt med jordnære temaer som alderdom, ægteskab, den moderne tøffelhelt, forholdet mellem ideal og virkelighed og ikke mindst kærlighed.

Lene Skytts iscenesættelse fremhæver meget fornemt flere af disse tematikker, bl.a. ved at transformere hvad der i første omgang lignede et modermærke på Willies isse til et skudsår. 

På den måde rummer stykket utallige lag og fortolkningsmuligheder, som langt de fleste vil kunne forholde sig til på et eller andet plan. 

Læs også:Anmeldelse: Anne Applebaums bog er afgørende for at forstå kampen om en nyverdensorden

Det er ikke ren negativitet, ikonoklastisk punk og degenererede Michael Kvium-malerier. Der er også en opbyggelighed til stede.

Beckett repræsenterer i en vis forstand det moderne menneskes dannelsesmyte som det absolutte nulpunkt. Den seneste udvikling i verdenssituationen har da også mindet os om, at vi ikke kan tage noget for givet, hvilket har givet nyt liv til absurditeten som udtryksform. 

Lidt ligesom Winnie, kan det være let at føle, at vi står i jord til halsen.

Folketeatrets opsætning af ‘Glade Dage’ spiller på alle tangenter. Alt fra scenografi over lyd- og lysdesign til instruktion er gennemført. Bo Skødebjerg leverer en solid Willie. Og Lone Rødbroe gennemgår hele følelsesspektret til perfektion. 

‘Glade Dage’ spiller på Folketeatret i København og efterfølgende på landsturné til marts. Medvirkende: Lone Rødbroe og Bo Skødebjerg. Instruktion: Lene Skytts. Tekst: Samuel Beckett. Oversættelse: Klaus Rifbjerg.