Annonce

Folketinget giver endnu en næse til Venstre-minister

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen får for anden gang på to måneder en ’næse’. Det er den såkaldte muslingesag, der udløser endnu et gult kort af folketinget.
Folketingets miljø- og fødevareudvalg gav tirsdag endnu en næse til fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V).

En næse, er den kraftigste kritik som folketinget kan give en minister uden denne tvinges til at gå af. Eva Kjer Hansen får sin seneste ’næse’ for dårlig håndtering af Folketinget i sagen om Fiskeripakken og forsøgsfiskeri i Storebælt.

”Vi har givet minister Eva Kjer Hansen endnu en næse for hendes håndtering af fiskeriområdet,” siger Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen til DR.

Det er en stor næse og en alvorlig kritik, når man får kritik for at tilbageholde oplysninger for Folketinget og for at tale usandt.

Socialdemokratiets fiskeriordfører, Simon Kollerup, kalder det en omfangsrig kritik:

"Det er en stor næse og en alvorlig kritik, når man får kritik for at tilbageholde oplysninger for Folketinget og for at tale usandt. Så når en næse adresserer de forhold, er det i sig selv meget alvorligt,” siger han til Ritzau.

Næsen til Eva Kjer Hansen gives efter, at Berlingske har kunne afdække, hvordan myndighederne i en årrække har givet nogle af landets største muslingefiskere unik adgang til at fiske muslinger i Storebælt.

De ekstra muslingekvoterer givet gennem et såkaldt ”forsøgsfiskeri”, som i flere måneder ad gangen har givet Danmarks største muslingefiskere mulighed for at fange blåmuslinger i udvalgte områder - uden om fiskekvotesystemet.

Reddet på stregen af DF-ledelsen

Det er den anden næse på kort tid til den samme minister, hvilket sker meget, meget sjældent på Christiansborg.

Tilbage i februar blev Eva Kjer Hansen i skarpe vendinger kritiseret for at have trukket deres fælles aftale om skærpede regler for muslinge- og østersfiskeri i langdrag hele efteråret - og for at have ignoreret gentagne opfordringer om en hurtigere implementering af reglerne.

Ved næste gule kort bliver det automatisk rødt, og så ryger man ud

Dengang sagde Ib Poulsen, at der var tale om en sidste chance for ministeren.

”Det svarer til et gult kort, og dem får man kun ét af. Ved næste gule kort bliver det automatisk rødt, og så ryger man ud,” lød det bombastisk fra ordføreren.

Men til trods for at hun nu får endnu et gult kort, så bliver det ikke automatisk til et rødt, så hun kan blive siddende som minister, for efter et møde i Dansk Folkepartis ledelse valgte man at nøjes med at give ministeren endnu en næse.

Samler på næser

Eva Kjer Hansen er som minister ikke ubekendt med næser. Det er fjerde gang, at Folketinget tildeler hende en.

Udover den her, og den hun fik tilbage februar, så fik hun tilbage i 2008 også en næse, dengang for manglende initiativer til forbud mod farvestoffer.  

”Stærkt kritisabelt, at fødevareministeren ikke ønsker at forbyde eller arbejde for et europæisk forbud mod fem skadelige azofarvestoffer og farvestoffet kinolin i fødevareproduktion,” lød kritikken dengang fra Folketinget.

Da Eva Kjer Hansen var miljø- og fødevareminister i 2016, da hun blev tvunget til at gå af efter beskyldninger om vildledning af Folketinget om regeringens landbrugspakke. Dengang fik hele regeringen – altså også Eva Kjer Hansen - en næse for at tilbageholde oplysninger for Folketinget.

Der er siden 1990 i alt uddelt 56 næser af folketinget. Den nuværende finansminister Kristian Jensen er ”topscorer” med fem af disse.

Eva Kjer Hansen har været minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde siden 2. maj 2018, hvor hun afløste partifællen Esben Lunde Larsen.

”””

Fakta: Muslingeaftalen

Samtlige partier i Folketinget vedtog i juni 2018 en aftale om rettighederne til muslinge- og østersfiskeriet på Limfjorden.

”Aftalen skal sikre loft over koncentrationen af ejerskabet af fiskekvoter ved at indføre strammere regler for kvoteejerskab, understøttet af styrket kontrol og skærpede sanktioner, samt ved at sprede kvoteejerskabet yderligere. Dermed medvirker den til at fastholde og udvikle et fiskeri med plads til både store og små fiskere, og dem midt imellem.

Der indføres en ny og mere omfattende model for opgørelse af kvoteejerskab. Fremadrettet vil kvoteloftet ikke kun gælde de kvoter man selv ejer, men også kvoter, man har bestemmende indflydelse på. Således tælles det med, hvis en fisker investerer i, eller på anden måde har økonomiske engagementer eller fordringer ift. selskaber, fartøjer eller personer, der ejer kvoter.

Der indføres en oplysningspligt, der skal give myndighederne et langt bedre indblik i kvoteejerskabet og pengestrømmene i fiskeriet. Desuden begrænses adgangen til at eje kvoter, ligesom kontrollen og sanktionerne for overtrædelse af koncentrationslofterne skærpes markant.

Der indføres yderligere lofter, dels over arter, der ikke tidligere har haft loft, dels for selskaber, på samme måde som der i dag er lofter for personer og fartøjer. Der stilles desuden yderligere kvoter til rådighed for mindre fartøjer i det kystnære fiskeri. Hvilket skaber bedre vilkår for de mindre fiskere.”

Kilde: Regeringen.dk ”””

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet