Folketingsmedlem udsat for racistisk tilråb og rocker får stadfæstet livstidsdom

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til onsdagens udgave af Netavisen Pios korte nyhedsoverblik Aktuelt, med en lille håndfuld nyheder fra dansk politik, medier og fagbevægelse.

Tak fordi du læser med.

 

Folketingsmedlem mødt med racistiske tilråb

Lederen af partiet Frie Grønne, Sikandar Siddique, blev udsat for racistisk chikane, da den folkevalgte politiker sammen med sine forældre tirsdag forlod Christiansborg.

Sikandar Siddique var i fuld færd med at hjælpe sin mor og far til en ventende taxa, da han blev mødt af tilråb fra én demonstrant ude på pladsen.

Det viser en video som Sikandar Siddique har lagt på sociale medier.

placeholder

Sikandar Siddique, forlod i marts 2020 Alternativet for at blive løsgænger og siden stiftede han sammen med to andre løsgængere partiet Frie Grønne.


Højesteret stadfæster livstidsdom for drab på radiovært

Drabet på tidligere bandeleder og radiovært Nedim Yasar for knap tre år siden koster en dom på livstid til nu 27-årige Alexander Findanis. Det skriver Journalisten.

Højesteret har onsdag stadfæstet dommen, og dermed har den 27-årige rocker ikke fået nedsat sin straf af landets øverste domstol.

Drabet på Nedim Yasar fandt sted 19. november 2018. Den 31-årige tidligere bandeleder havde været til en bogreception for sin bog ’Rødder – en gangsters udvej’, der handler om hans tid i og exit fra bandemiljøet i Danmark.

Læs hele nyheden her.

 

Regeringen hæver bidrag til EU-grænsepatrulje

Regeringen har besluttet at styrke bidraget til EU's fælles grænsekontrol, Frontex. i 2022 og tilbyde et nyt og omfattende bidrag i 2023. Det skriver udlændinge- og integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

”Regeringen arbejder for et nyt asylsystem, hvor vi har kontrol med indvandringen. Menneskesmuglere skal ikke have frit spil. Jeg er derfor glad for, at vi nu sender flere fly og andet udstyr til Frontex. Den ydre grænse er også Danmarks grænse, og vi skal bidrage til, at den håndhæves," udtaler udlændingeminister Mattias Tesfaye (S).

Udenrigspolitisk Nævn er i dag blevet orienteret om, at regeringen ud over allerede tilmeldte bidrag i 2022 har besluttet at tilbyde Frontex udsendelse af et Defender-overvågningsfly i ca. 30 dage i 2022.

Læs hele historien her.


Kommunale budgetter på rette kurs

Efter "et historisk svært forløb" ser det nu ud til, at de kommunale budgetter for 2022 kommer i mål og dermed holder sig inden for de aftalte rammer med regeringen. Det skriver KL i en pressemeddelelse.

På et ekstraordinært borgmestermøde i sidste uge blev det meldt ud, at alle kommuner skulle reducere budgetterne med 0,4 pct. af deres samlede udgifter for service og anlæg. Det ser nu ud til at lykkes.

”Det er vores klare vurdering, at vi kommer i mål med budgetterne for 2022. Det har været en historisk svær proces, men at vi nu er så tæt på målstregen, vidner om et utrolig stærkt sammenhold. Der er lagt en helt ekstraordinær indsats i det her. Det er utrolig vigtigt,” siger KL’s formand Jacob Bundsgaard.

”Hvis vi skal være en part, som regeringen vil forhandle gode aftaler med, kræver det, at vi holder de aftaler, vi indgår. At vi trods massive udfordringer ser ud til at overholde økonomiaftalen, vidner om en kæmpe opbakning til aftalesystemet. Og det er vigtigt. Det handler om vores troværdighed,” siger KL’s næstformand Martin Damm.

De endelige budgetter skal være vedtaget i kommunerne senest den 15. oktober 2021.


Minister på barsel

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) agerede onsdag jordemoder for en ny trepartsaftale. Det bliver formentlig hans sidste ministergerning i denne omgang, for på fredag går han på barsel.

Det meddeler Statsministeriet.

Peter Hummelgaard vil være på barselsorlov frem til 10. december og i hans sted vil udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) også være beskæftigelses- og ligestillingsminister.

Det er anden gang, at 38-årige Peter Hummelgaard skal på barsel. Sammen med hustruen, Sara Vad Sørensen, der forleden stoppede som særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen, har han to piger.

 

Nyt job til tidligere minister

Den tidligere kulturminister og Roskilde-borgmester indtræder i et selskab, der fra nytår skal forpagte Danhostel Roskilde.

Det skal hun gøre sammen med sin tidligere kæreste, Jens Müller, der bliver hovedmanden bag projektet.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

15. august fratrådte Joy Mogensen posten som kultur- og kirkeminister. Knap to måneder efter kom det onsdag frem, at hun sammen med sin tidligere kæreste skal forpagte Danhostel Roskilde fra 1. januar.

Jens Müller, der er hovedmanden bag projektet, bliver en aktiv del af den daglige drift på Danhostel Roskilde. De seneste fire år har han været direktør for Destination Sjælland A/S.

Læs hele historien her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg er ikke fan af Sikandar Siddique, men chikane af denne karakter er der ingen MF`er, der skal stå model til.
Desværre udnytter Danmarks bærme Grundloven ud over enhver acceptabel grænse.

Jeg har sgu' ikke ondt af Sikander. Sympatien ligger hos hans forældre.

Annonce